Hvert år rammes knap 5000 kvinder af brystkræft og må ofte gennemgå lange og opslidende behandlingsforløb og i nogle tilfælde sågar få bortopereret et bryst for atter at blive raske. Hos andre opdages sygdommen desværre også så sent, at kvinderne ender med at dø af kræften. Så selvom behandlingsmulighederne i dag er så gode, at 83 procent af de kræftramte kvinder stadig er i live, fem år efter de har fået stillet diagnosen, håber fagfolk, at behandlings- og diagnosticeringsmulighederne bliver endnu bedre.
Og heldigvis er udsigterne lyse. Et forskerhold fra Syddansk Universitet med professor Henrik Ditzel i spidsen har nemlig fundet frem til en metode, hvormed man med stor sandsynlighed kan opdage brystkræft i et meget tidligt stadie. Der findes i menneskekroppen flere end tusinde forskellige mikro-RNA, som er små kopier af vores genetiske kode, og ud af disse har forskerne fundet frem til ni, der i kombination kan adskille kvinder med tidlig brystkræft fra kvinder uden brystkræft. I en simpel blodprøve kan man dermed finde mistanke om brystkræft i et meget tidligt stadie og sende kvinderne videre til yderligere undersøgelser.
”I dag har vi mammografiscreening. Men den tilbydes kun kvinder i aldersgruppen 50-69 år, og der er også visse mangler ved testen. En del får eksempelvis at vide, at røntgenbillederne har givet mistanke om kræft eller forstadier til kræft, men når man så undersøger videre, så viser det sig, at der alligevel ikke er nogen. Der er også tilfælde, hvor screeningen ikke fanger kræftknuderne. Det gælder især hos yngre kvinder, som har mere kirtelvæv end ældre, som røntgenstrålerne har svært ved at trænge helt igennem,” siger Henrik Ditzel og fortsætter:
”Hvis metoden med blodprøven viser sig at være brugbar, kan den være et godt supplement til mammografien, og man kan forestille sig, at kvinder for eksempel kan få taget en blodprøve, når de fylder 30 år. Viser blodprøven, at kvinden er i højrisiko for at få brystkræft, vil man blive tilbudt yderligere og lidt dyrere undersøgelser.”
Endnu er der dog et stykke vej at gå, før blodprøvetesten eventuelt kan blive sat i værk som en rutineundersøgelse. For indtil videre har den kun været afprøvet på kvinder i mammografiscreeningsalderen, og først nu er forskerne ved at afprøve, om den virker i forhold til yngre kvinder. Viser metoden sig nyttig, kan den blive et godt redskab hos de praktiserende læger.
”Vi hører desværre nogle gange om, at praktiserende læger i første omgang forveksler en kræftknude med bindevæv, når en kvinde henvender sig. Med en blodprøve ville lægerne hurtigt og relativt nemt kunne få hjælp til at se, om der er tegn på brystkræft,” siger Henrik Ditzel.
Han oplyser, at cirka 50 procent af de kvinder, der rammes af brystkræft, er uden for mammografiscreeningsalderen, fordi de er enten yngre eller ældre.
I takt med at teknologien og behandlingsmulighederne for brystkræft bliver bedre, opstår der imidlertid også nogle behandlingsdilemmaer. Det påpeger Henrik Støvring, der er lektor og statistiker på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. ”Brystkræftscreeningens dilemma” kalder han det paradoks, at der ved screeningen både er den positive gevinst, at færre kvinder vil dø af deres kræftdiagnose, og samtidig også den negative konsekvens, at flere kvinder diagnosticeres med en kræftsygdom, som de alligevel aldrig ville dø af.
”Problemet er, at man ikke kan skrue tiden tilbage. Når man har givet en diagnose, er man nødt til at behandle, og der er altid nogle risici ved behandling. Og sandheden er, at nogle af de kvinder, der ved screening får en brystkræftdiagnose og bliver sat i behandling, ikke ville være døde af deres sygdom, men med deres sygdom,” siger Henrik Støvring.
Det betyder, at var kvinderne ikke blevet screenet, ville en del af dem aldrig have opdaget, at de havde brystkræft, og de ville have levet et fint liv med uopdaget kræft og dø af andre ting som eksempelvis alderdom eller anden sygdom.
”Dilemmaet er, om den gevinst, som nogle kvinder får ved at redde deres liv, opvejer det tab i levetid, som nogle kvinder vil opleve som følge af bivirkninger fra en behandling, der egentlig ikke er nødvendig,” siger Henrik Støvring.
Et af problemerne med brystkræft er, at noget kræft udvikler sig meget langsomt - det vil være kræft, man næsten altid vil opdage via screeninger, hvorimod der også findes aggressive kræftformer, som udvikler sig så hurtigt, at de vil kunne falde ind imellem to screeninger og udvikle sig med den værst tænkelige udgang i mellemtiden. Derfor er der ifølge Henrik Støvring et behov for at vide mere om, hvem der rammes af henholdsvis den kræft, der udvikler sig hurtigt, og den, der udvikler sig langsomt.
”Det ultimative forsøg, hvor man bare bliver ved at screene uden at behandle for at se, hvor hurtigt kræften udvikler sig, kan man af etiske årsager naturligvis aldrig foretage. Derfor mener jeg, at det, vi i stedet må gøre, er at blive bedre til at bruge vores mange registre til at se på, hvem der rent faktisk screenes og finde ud af, hvordan screening samlet set påvirker dødelighed - noget, som på nuværende tidspunkt er svært at få et reelt billede af,” siger Henrik Støvring.
I nogle lande, blandt andre Schweiz, har man konkrete planer om at sløjfe det nationale screeningsprogram for brystkræft. Sker det, håber Henrik Støvring, at man vil udfase det gradvist.
”Gør man det gradvist, vil det på sigt kunne give os et nyt billede af, hvordan screening faktisk virker,” siger han.