Det er sjældent, man får lov til at se døden i øjnene og gå fra mødet med livet i behold. Der findes selvfølgelig dem, som udfordrer skæbnen ved uafladeligt at kaste sig ud i livstruende situationer, og så er der dem, for hvem det sker i krydset mellem Peter Bangs Vej og Dalgas Boulevard på Frederiksberg i København.
Året var 2009, en fugtig eftermiddag i november med et sorthvidt lys og en flad udmattet sol. Jeg var ude at cykle som så mange gange før, overhalede en lastbil indenom og forventede, at chaufføren, der skulle til højre, havde set mig, da jeg trillede ud i krydset. Han havde ikke set mig, kofangeren tog mit forhjul, som forsvandt under mig, og i et splitsekund nåede jeg at dreje hovedet, så jeg kunne se dækket på lastbilens anhænger, som langsomt, men sikkert, nærmede sig.
Nedtællingen foregik hurtigt og ubønhørligt. Man skulle umiddelbart tro, at store eksistentielle tanker kom flyvende som årstidens trækfugle, men intet skete. Intet. Jeg husker ingen frygt, ingen fortrydelse, ingen venlige tanker til mine kære, ingen bebrejdelser, jeg tænkte på absolut ingenting. Heller ikke da bilen stoppede så tæt på, at jeg kunne tælle de små sten, der sad i lastbilens dæk.
Bagefter, når man står på gadehjørnet og hører lastbilchaufføren forklare, at han var blændet af den lave sol, bliver billedet af det mønstrede dæk ved at vende tilbage. Lugten af benzin, olie og asfalt. Undervognens rustfarve, den lette smerte i skulderen efter faldet, og så - det vigtigste - tomheden i hovedet, da jeg efterfølgende cyklede nordpå og hjem. Som om intet var hændt. Men man slipper ikke så billigt, eftersom det, man i forvejen kendte som sin værste frygt, nu havde fået krop, farve, lugt og navn. Jeg taler om den form for kynisme, der er knyttet til det, som rammer os tilfældigt. For mig, der er skabsfatalist, er tilfældets nådesløse dom den værste. Den adlyder ingen ordrer, kender ingen herre, følger ingen love og anerkender ingen retfærdighed.
Uden sammenligning forstod jeg bedre det dilemma, som ramte stakkels Job (jævnfør Jobs Bog i Det Gamle Testamente), da alting blev taget fra ham.
Hvad var det, Job bad om, da han sad i askedyngen?
Han bad om en forklaring. Men man får ingen forklaring.
Man ligger der bare, i krydset mellem Dalgas Boulevard og Peter Bangs Vej, og kan se anhængerens hjul komme nærmere.
Jeg cykler stadig 80 kilometer om ugen, og jeg kører ofte på Dalgas Boulevard, men er muligvis blevet mere opmærksom i trafikken. Ikke at jeg bilder mig ind, at jeg ad den vej kan forhindre tilfældets pludselige indgriben, men jeg er skruet sådan sammen, at jeg håber, at hånden over mig er større end alverdens lastbiler.