Jeg er holdt op med at gætte på, hvad mine sønner skal blive til. Hvis jeg for 10 år siden havde lavet en liste over de mest usandsynlige bud, ville romantiker have ligget på tredjepladsen lige under keramiker og balletdanser. Nu er de alle tre typen, der køber blomster til kæresten på valentinsdag. For en mand, som engang har givet sin kone en digital tv-tuner i fødselsdagsgave, er det svært at forstå, hvor de har det fra.
Vi har den ældste, den mellemste og deres veninder til middag. Den ældste fortæller, at han og kæresten dagen efter skal fejre deres etårsdag. Han har planlagt det hele i detaljer. Bestilt hotelværelse, reserveret bord på en tagrestaurant og - den ultimative kærlighedserklæring - investeret i et par rigtige herresko. Jeg kigger på fruen.
“Hvordan ved de, hvilken dag de blev kærester? Jeg er ikke engang sikker på, hvilket år vi begyndte at komme sammen,” siger jeg.
“Vi tog på hotel den aften, vi aftalte at komme sammen,” siger den mellemste.
“Det har I aldrig fortalt,” siger fruen.
Han ser på sin kæreste og lægger armen om hende.
“Det sneede, og du skulle flyve hjem på juleferie dagen efter. Så tog vi på Hilton,” siger han.
“På Hilton? Det var dengang, du boede hjemme og altid skulle låne penge?”, siger jeg.
Deres romantiske aktiviteter er som tommelfingerregel forbundet med udgifter, der overstiger deres økonomiske evne. Det sidste har jeg lettere ved at forstå, hvor de har fra, men hverken mit eller fruens overforbrug kan kategoriseres som romantisk.
Vi går i seng, mens de unge bliver siddende. Over morgenmaden fortæller de, at klokken blev fire.
“Vi aftalte, hvad vores børn skal hedde,” siger den mellemste.
“I aftalte, hvad jeres børn skal hedde?”, siger jeg.
“Så vi ikke kommer til at kalde dem det samme,” siger den ældste.
Ikke alene er de blevet romantikere; de har også tænkt sig at stifte familie og er langt inde i detailplanlægningen.
“Er det ikke lidt tidligt?”, siger jeg.
“Var du ikke præcis på min alder, da du blev far?”, siger den mellemste.
Jeg regner efter to gange. Han har ret.
“Måske, men så jeg ved, hvad jeg taler om,” siger jeg.
Inden den ældste og kæresten tager på hotel, beder jeg drengene om at rydde op i et skab, hvor de begge har efterladt forvaskede t-shirts, støvede Nokia-opladere og andet løsøre, da de flyttede hjemmefra. Den mellemste falder i staver over en bunke gulnede rykkere og breve fra banken om overtræk. Pludselig holder han en seddel op.
“Prøv at se! Det er kvitteringen fra Hilton - den nat, jeg fortalte om i går.”
Jeg kigger på kvitteringen. Beløbet er imponerende. Især i betragtning af, at de først er checket ind klokken tre om morgenen.
“Det var en høj timepris,” siger jeg.
“Vi tager den med hjem og får den rammet ind,” siger han.
Ni timer senere poster den ældstes kæreste et billede af sin venstre ringfinger på Facebook. “I SAID YES!!!
“Forlovet? Da vi var unge, var det noget, man blev i Indre Mission,” siger jeg.
“Skriv til dem, at de skal huske at gemme hotelregningen,” siger den mellemste.