De sværeste er de døde. Så hører hun måske konen eller - endnu værre - et barn i røret, der har fundet den døde, og nu skal hun bede dem sikre sig, at manden faktisk er død. Lytte, mærke, få kroppen ned på jorden, hvis det er én, der har hængt sig. Noget, det er næsten umenneskeligt at bede nogen gøre, men alternativet er værre: at hun ikke får reddet et menneske, der kunne være reddet.
Børnetilfældene kan også være slemme. Desperate forældre, der ringer 112, fordi deres barn ikke trækker vejret. Eller teenagere på hendes egne børns alder, der er kommet slemt til skade eller er i panik.
”Jeg ved aldrig, hvad der venter, når telefonen ringer. Jeg skal være forberedt på alt, og det er en udfordring, for nogle gange er det selve livet, der er på spil. Men det er også det, der gør, at det aldrig bare er et job. Det er en del af mig, som udvikler mig som menneske hele tiden,” fortæller Lisbeth henover æblekagen ved familiens køkkenbordet tæt på hjertet af Aarhus.
Hun er en 52-årig sygeplejerske med rolige bevægelser og intelligente øjne. Man mærker erfaringen i hendes ord og de talrige eksempler på voldsomme situationer, hun har stået i. Man fornemmer hendes dybe engagement i et job, der hver dag er med til at redde liv, men som alligevel er så udskældt, at hun i denne artikel kun kan fortælle sit fornavn for ikke at risikere, at hun og kollegerne bliver fysisk konfronteret med borgere, der mener, de ikke gør jobbet godt nok. Det paradoks har været et vilkår, siden sygeplejersker og ambulancereddere i 2011 begyndte at modtage alle 112-opkald om sygdom og tilskadekomst i Region Midtjylland.
Det er ikke uden en vis skepsis, hun har indvilliget i at fortælle om sit arbejde. Lige som mange af kollegerne har hun det, som om hun befinder sig midt i et krydspres, hvor borgere, medier og politikere alle skyder med skarpt mod de såkaldte AMK-vagtcentraler. Ikke mindst efter et par sager, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved, om centralerne er kompetente nok til at tage de rigtige beslutninger hurtigt nok. Sagerne har været med til at forstærke den frygt, der ind imellem vælter op i hende: Frygten for at begå en fejl. For fejl i hendes job kan betyde liv eller død for andre.
Det er noget mærkeligt noget, det med frygten, siger hun, for det er i høj grad frygtens følgesvend, adrenalinet, der har drevet hende frem mod jobbet. Som barn var hun ellers ikke særlig modig, snarere lidt frygtsom af natur. Eller i hvert fald udglattende. Som midterbarn i familien blev det hurtigt hendes rolle at være den, der gjorde alle tilpas, og hun var derfor ikke den, der viste sig frem. Da hun blev ældre, og vennerne tog ud i verden for at udforske, tog hun ikke med, for hun var heller ikke den, der havde behov for at prøve sig selv af. Hun havde nok at gøre med bare at være.
Først som sygeplejerskeelev fik hun vakt den side af sig, som dominerer hende i dag. På en akut afdeling oplevede hun - til sin egen overraskelse - at hun blomstrede med stort ansvar, hurtige beslutninger og de svære møder med mennesker fulde af angst og fortvivlelse. Det var, når det brændte mest på, hun holdt hovedet mere koldt end de fleste andre. Måske fordi hun netop var vokset på med den kerneværdi, at man var bedst tjent med at holde begge ben på jorden.
”Jeg er dybest set et meget rationelt menneske,” forklarer hun. ”I hvert fald når jeg er på arbejde. Det er skæg for sig og snot for sig. Det er realisme. Det er ansvarsfuldhed og arbejdsomhed. Selvfølgelig har jeg følelser. Når jeg er hjemme, har jeg rigeligt med følelser, men jeg har en evne til at putte dem ned i en skuffe, når jeg tager på arbejde. Det, jeg oplever på arbejdet, putter jeg i den samme skuffe, inden jeg tager hjem. Det er jeg nødt til at kunne for at fungere i begge verdener,” forklarer hun.
Det er dog ikke altid lige nemt at dele sig selv op på den måde, for hun har stærke holdninger og værdier, der ikke bare sådan lader sig tøjle. Og de bliver hele tiden testet. For eksempel med opkald fra folk, Lisbeth efterhånden kender godt, fordi de ringer igen og igen og foregiver at være alvorligt syge, selv om de bare har brug for en snak, medicin eller gratis kørelejlighed til hospitalet. Eller dem, der ringer for at fortælle, hvor der ligger et menneske med brug for hjælp, men selv er gået fra personen i stedet for at tage ansvar. Og så dem, der bliver aggressive og råber ind i røret: ”Så send dog for helvede bare den ambulance, kælling.”
Kunsten er at kunne tale med alle mennesker i alle tænkelige situationer, forklarer hun. For hvis hun ikke går ydmygt ind i hver samtale og renser sig selv for fordomme og holdninger, kan hun ikke give den bedst mulige hjælp.
”Forudsætningen for, at jeg kan hjælpe, er, at jeg får skabt en dialog med den i røret, så jeg kan få de nødvendige oplysninger og tage de rigtige beslutninger. Men den dialog kan være svær, når folk er i panik. Der er jeg nødt til at kunne sætte mig selv til side og i stedet sætte mig i deres sted. Det kræver, at jeg ved noget om, hvordan folk reagerer i sorg og krise. Det kræver evnen til at kunne håndtere konflikter. Det kræver, at jeg kan være empatisk, når det er nødvendigt, og bestemt instruerende, når det er det, der kræves. Måske er det mit rolige, nordjyske sind og en masse efteruddannelse, der gør, at jeg er godt til netop det, jeg ved det ikke,” siger hun med et lille skuldertræk.
Når hun alligevel bliver udfordret ind imellem, er det ofte fordi, hun trods alt ikke helt kan lade være med at tænke over de ting, hun oplever og have en holdning til dem. Eksempelvis kan hun ikke lade være med at synes, at der er opstået en udpræget krævermentalitet. Mange føler simpelthen, de har krav på en ambulance uanset, hvad problemet er. Måske bunder det i, at der generelt er for mange, der ikke selv tager ansvar. At ringe 112 er for dem nærmest en automat-reaktion, når livet er svært, selv om det i virkeligheden er en helt anden slags hjælp, de har brug for, mener hun:
”Nogle gange er jeg nødt til at sige: 'Jeg kan høre, du har det svært, men det er ikke livstruende, og en ambulance vil ikke kunne hjælpe dig. Jeg synes, du skal ringe til vagtlægen eller din sagsbehandler eller søge psykologisk rådgivning'. De samtaler kan være vanskelige, fordi jeg ikke bare kan støtte mig til de værktøjer, vi normalt bruger, jeg er også nødt til at bruge mig selv som menneske. Jeg skal kende mine fordomme og mine styrker og svagheder, så jeg kan tage højde for de opkald, der aktiverer dem, og være 100 procent professionel. For mig er noget af det hårdeste faktisk ikke at sende en ambulance. For det kan være svært at acceptere, at jeg intet kan gøre for at hjælpe.”
Lisbeth går ind i stuen og kommer tilbage med et stort hæfte. Det er det primære støtteværktøj, hun bruger til at afgøre, hvilken hjælp folk har brug for. Det er nemt at blive svedt over alt det, der potentielt kan gå galt, og af samme grund har alle på vagtcentralen både lang og bred erfaring. Overblik og koldblodighed er selvsagt essentielt, for der er meget på spil. Ikke kun for dem i den anden ende, men også redderne, der potentielt sætter deres eget liv på spil, hver gang Lisbeth sender dem ud. Dertil kommer, at der aldrig vil være ambulancer nok, så hver beslutning er en prioritering. Sender hun hjælp til nogen, der måske reelt ikke har brug for den, må andre i nød måske vente for længe.
Så hun skal være på dupperne, som hun siger. Både de gange, hvor det skal gå hurtigt, når det er svært at få overblik over, hvad der er sket, og i de tilfælde, hvor hun er forpligtet til at sende en ambulance, selv om hun ikke har lyst. Det sidste oplever hun ind imellem, når personalet ringer fra et plejehjem med en døende patient uden at vide, om patienten ønsker at få livsforlængende behandling eller dø i fred.
”Jeg skal jo ikke afgøre hvilken død, folk skal have, men nogle gange tænker jeg, at de ville være bedre tjent ved at have ro og nogen at holde i hånden i stedet for en masse fremmede, høje lyde og en genoplivning, de måske gerne ville have været foruden. Igen handler det om ansvar. Alt for ofte har ingen styr på den døendes ønsker, og så er jeg forpligtet til at opfordre til og instruere i en genoplivning, selv om jeg som privatperson måske synes, at personen ville få en mere værdig død ved fredeligt at sove ind. Det er den slags situationer, hvor jeg er nødt til at gøre mig hård,” siger hun.
Der kan hun tydeligt mærke arbejdets påvirkning, for det er blevet nemmere og nemmere for hende at gøre sig hård. Det første års tid måtte hun ind imellem lige ud bagved og trække vejret dybt efter en samtale, hvor eksempelvis et lille barn var ved at dø, mens hun havde forældrene i røret. I dag er hun hærdet, og det er nok meget sundt. Alligevel tænker hun over, hvor lang tid hun kan holde til det. Skæbnerne i den anden ende vil altid finde vej ind gennem hårdheden, og bevidstheden om, hvor meget der er på spil hver eneste arbejdsdag, er opslidende.
”Det er fantastisk privilegeret at have et så meningsfyldt arbejde. Jeg føler, at jeg gør en reel forskel for andres liv hver dag og udvikler mig samtidig som menneske, fordi min evne til at forstå andres livssituation konstant bliver skærpet. Men det er klart, jeg kan ikke have en uoplagt arbejdsdag lige som mange andre kan. Jeg har hele tiden et enormt ansvar, jeg både kan blive helt høj af, men som også tynger. Det bliver aldrig hverdagskost.”