Der er så meget fylde af dyb mening i mit liv

Bjarne Lenau Henriksen, tidligere chef for Kirkens Korshær, glæder sig efter alvorlig lungesygdom i foråret over, at han igen kan trække vejret og har overskud til at møde andre mennesker, arbejde frivilligt som fængselspræst og lektiehjælp, holde foredrag og dyrke sin store interesse for latin

Bjarne Lenau Henriksen, tidligere leder af Kirkens Korshær, er efter en lungesygdom blevet forsigtig med at forestille sig alderdommen. ”Det, jeg allerførst tænker på, er, at alderdommen vil jeg gerne have sammen med Birte, uden at jeg er til for meget besvær,” siger han. -
Bjarne Lenau Henriksen, tidligere leder af Kirkens Korshær, er efter en lungesygdom blevet forsigtig med at forestille sig alderdommen. ”Det, jeg allerførst tænker på, er, at alderdommen vil jeg gerne have sammen med Birte, uden at jeg er til for meget besvær,” siger han. - .

For Bjarne Lenau Henriksen er det ikke en selvfølge at kunne trække vejret. Han har i en årrække lidt af lungesygdommen KOL. Siden er en overfølsomhedssygdom kommet til, der skyldes, at immunforsvaret er nedsat. Og i foråret blev han ramt af lungehindebetændelse og var indlagt på Hillerød Hospital i tre uger.

”Det var barsk. Når man er så syg, er det eneste, man tænker på, hvordan man får trukket vejret. Man har ikke engang overskud til at få ondt af sig selv. Det er der ikke tid til. Det handler kun om, hvordan man kan sidde, så man kan få luft,” siger Bjarne Lenau Henriksen.

Den 66-årige tidligere chef for Kirkens Korshær inviterer indenfor i huset i Nivå, som han og hustruen Birte flyttede til i 2008, to år før han stoppede i Korshæren. Her i den nordsjællandske stationsby har han fundet sit eget sted, hvor han kan arbejde og skrive, til ”jeg bliver båret ud”.

Ude i haven flyver en flok gråspurve til og fra et lille træ, og en klatrerose er fuld af store lyserøde blomster i det milde novembervejr. Inde i stuen med de mange bøger er der kaffe ved det runde spisebord.

”Hvis jeg ikke havde haft de lungesygdomme, ville det hele være lige ud ad landevejen. Men jeg har ikke i de sidste par år haft det så godt som nu. Jeg kan gå 500 meter uden at holde pause. Jeg kan tage ud og holde foredrag og have luft nok til det. Nu kan jeg bevæge mig, tale og spise uden at blive forpustet,” siger Bjarne Lenau Henriksen.

Han roser den prima behandling, som han har fået hos egen læge, speciallæge og på hospitalet.

”Jeg oplevede den nat, hvor det var helt galt, og jeg blev indlagt med blå blink, at jeg kom igennem på akuttelefonen 1813 med det samme. Sygeplejersken i den anden ende af røret sagde, at 'jeg ved ikke så meget om din sygdom, så nu vil jeg lige konferere med lægen, der sidder ved siden af mig'. Det er professionalisme.”

Bjarne Lenau Henriksen har i sine 42 år i Kirkens Korshær som korshærs- og sognepræst, leder af Sct. Nicolai Tjenesten og Mariatjenesten og som korshærschef fra 1987 til 2010 altid mærket Guds tilstedeværelse i sine mange møder med udsatte mennesker - hjemløse, alkoholikere, narkomaner, prostituerede, kriminelle og fattige. Gud var der også i den svære sygdomsperiode i foråret.

”Det passer med, hvad jeg ellers har oplevet i Kirkens Korshær, hvor jeg mødte ufattelig elendighed hos mennesker, og hvor man tager sig til hovedet: Kan mennesker have det så dårligt? Jeg har mødt så mange mennesker med et liv, hvor man undrer sig over, at de er i live. Det er de næsten heller ikke, de eksisterer bare. Men der er en livskunst i de fleste mennesker, der gør, at de trodser det meningsløse. Men Gud er hos os, uanset hvem vi er. 'Det kan Gud ikke være bekendt', er der så nogen, der siger. Jeg ved det ikke, men jeg har oplevet, at Han er der - i samværet og i samtalen.”

”Gud har været lige så nærværende i mit liv i den situation i foråret, som til daglig. Jeg tror, at Gud har været lige så meget ved siden af mig som altid. Jeg har ikke noget teodicé-problem med, at 'nu sidder jeg her og kan ikke trække vejret, og hvor er du så?'. Nogle aftener har jeg været så træt, så træt, at jeg har sagt til ham, at 'hvis jeg er holdt op med at trække vejret, når jeg vågner i morgen, skal du ikke høre et ondt ord fra mig'. Men som Birte siger, så ville han høre et ondt ord fra hende.”

”Der har været en oplevelse af Guds nærvær, også mens det var allerværst. Jeg har ikke tvivlet på Guds eksistens. Og jeg er ikke typen, der bliver vred. Jeg var glad for, at Gud var der, selvom det gik ad h til. Jeg har haft den tryghed at lige meget hvad, så var Vorherre der. Men hver morgen er jeg glad for at rejse mig op. Det kan tage tid, og man skal som KOL-patient ikke regne med at lære at spille på tuba.”

Takket være medicinsk behandling føler Bjarne Lenau Henriksen sig ikke meget begrænset i sine udfoldelsesmuligheder.

”Det hjælper også psykisk, for det giver tillid til at gå ud og være sammen med andre mennesker. Det kan ellers være en kraftanstrengelse uden lige. Det står i lærebogen for KOL-patienter, at man isolerer sig, men det har jeg kæmpet imod. Jeg har ikke villet finde mig i det.”

Tre gange om ugen træner han roning, cykling og benpres på plejecenteret Egelund i Kokkedal, hvor han er holdets benjamin.

”Vi har dannet en lille menighed, der går tur op ad trapperne til femte etage, når træningen er slut. Vi kalder det for 'Himmelekspressen', for der er lidt Jacobsstige over det. Det er ikke noget, vi gør for at holde os slanke og unge, men for at give lungerne bedre forhold at fungere under og for lige at få raget et par ekstra leveår til os.”

Bjarne Lenau Henriksen stoppede ikke kun som korshærschef på grund af dårligt helbred eller for at nyde sit otium langt væk fra verdens trængsler. Den væsentligste årsag var, at han ønskede at sikre Korshærens fremtid i form af en ny god leder i skikkelse af Helle Christiansen. Han tænkte, at hvis han selv blev, til han var 70, kunne det være, at hun, der dengang var personale- og udviklingschef, havde fundet noget andet. I dag trives han med beslutningen om at holde op.

”Jeg har det rigtig godt. Jeg kan bedst forklare det ved at citere Viggo Madsen fra hans digtsamling 'Hip Hop': 'Kunsten at sætte sig selv i datid uden dermed at drage sin eksistens i tvivl'. Datiden fortæller om det, der var, og som ikke er helt færdigt. Hvorimod før nutid fortæller om det, der er afsluttet.”

”Jeg har det godt på den måde, at det ikke er mit ansvar mere. Men jeg har stået i spidsen for medarbejdere, der er gode til at tænke nyt og meget dygtige til at se ind bag menneskers elendighed og fatte dybden af det. Det kan jeg se tilbage på med megen stor glæde. Men den substans, der var i mit liv som korshærschef, ligger stadig i mig. Jeg er der ikke mere. Jeg har lagt Kirkens Korshær fra mig, men ikke bag mig. Den er stadig levende i mit liv og mine tanker.”

”Jeg føler, at jeg har så megen arbejds- og livserfaring at tænke tilbage på. Jeg har så meget fylde i mit liv af dyb mening,” siger Bjarne Lenau Henriksen.

Den sorte præstekjole hænger på en bøjle ude i gangen. For en af de opgaver, han har engageret sig i, er at være frivillig præst i Kriminalforsorgen, nærmere betegnet i Statsfængslet i Horserød, hvor han primært tager sig af de indsatte i den lukkede afdeling i arresthuset. Her holder han gudstjenester og skal også holde en den 23. december. En gang om måneden tager han sammen med fængselspræst Hanne Storebjerg og de indsatte i bus til Café Exits kulturarrangement i Apostelkirken på Vesterbro i København, hvor der er underholdning, mad, samvær med de indsattes familier og en kort andagt. Og så er han fast i arresten i Horserød hver tirsdag.

”Jeg medbringer 'det tredje testamente' i form af kaffe, franskbrød, pålægschokolade og dagmartærte, og så snakker vi på kryds og tværs. Om kristendommens syn på selvmord, om hvad tilgivelse er, om angst og godhed. Mange af dem siger nogle fantastiske ting, som en, der sagde, at 'når man kigger efter det gode, ser man det'.”

”Jeg har ikke brug for at holde fri. Jeg tror ikke, jeg ville kunne trække vejret så godt, hvis ikke jeg blev ved. Jeg inviterer jo mig selv på besøg. Jeg vil vanskeligt kunne undvære det, fordi det gensidige er så utroligt - jeg kommer ikke bare og giver noget, jeg får også noget. De mennesker er med til at sætte mit liv i nogle rammer, hvor Gud bliver tydelig for mig. Jeg bliver klogere af det, min livsforståelse bliver bredere. Jeg tror også, at det har gjort mig mere rummelig.”

Bjarne Lenau Henriksen er sammen med sin bror vokset op i små kår på Frederiksberg i København. Forældrene blev tidligt skilt, og moderen, der var lagerarbejder, blev invalidepensionist efter en arbejdsskade.

”I vores gade boede mange skæve, men også herlige mennesker. Det lyder romantisk, det var det ikke, men man tog sig af hinanden. Når min mor var på hospitalet, tog naboerne over. Det var et miljø, der gav tryghed. På nogle områder var det en hård opvækst, men bestemt også det modsatte. Det var mennesker i omgivelserne, der gav mig troen på, at livet var værd at leve.”

Der var også gode lærere i kristendom i folkeskolen, der kunne fortælle, så det blev levende og spændende, og som satte hans forhold til kristendommen i gang.

”Jeg har ikke mødt Jesus i en religiøs oplevelse, min tro er en eksistentiel proces, der har ført mig til der, hvor jeg er i dag. Jeg var dygtig i skolen og læste meget, for jeg skulle i gymnasiet. For jeg var ikke i tvivl om, fra jeg var ganske ung, at jeg ville læse teologi. I studietiden nød jeg at sidde for mig selv og arbejde med sprog - hebræisk, aramæisk, fønikisk, latin og græsk - og nød at arbejde frivilligt i Korshæren. Det, der helt klart tiltrak mig, var de mennesker, der kom der, som de gamle sprittere og fattige pensionister. Jeg kom ikke, fordi 'nu skulle jeg knageme hjælpe dem', men fordi det var rart at være sammen med dem.”

”Sådan har jeg det stadig. De indsatte kommer med nogle problemstillinger og erfaringer, som jeg ikke har gjort, og som vi kan mødes om og tale om. Det er ikke spændende som en spændingsfilm, men vigtigt at høre på og prøve at forstå. For med deres perlerække af nederlag kan de lære os noget om livets andre dimensioner. Vi kan bruge det til ikke at blive afstumpede. Hvis vi ikke interesserer os for andre, der har det svært, bliver vores eget liv så snævert og smalt, at vi bliver så kedelige, at vi ikke er værd at være sammen med,” siger Bjarne Lenau Henriksen.

Han holder foredrag i hele landet om sin tid i Korshæren og om eksistentielle temaer som livskvalitet, ensomhed, sorg og lidelse samt om folkekirken og dens forpligtelse til diakoni. Dertil er han og hustruen Birte frivillige i Nivå Lektiecafé, hvor han en gang om ugen læser lektier med både små og store børn.

Glæden ved sprog er der stadig. Han går til italiensk, også sammen med Birte, og så dyrker han sin store interesse for latin. Nu sidder han og nørkler med tekster af filosoffen Seneca (4 f.Kr til 65 e.Kr).

”Vi kunne godt tænke os at bo en måned i Rom hvert år, men det har endnu ikke kunnet lade sig gøre. Italiensk er et herligt sprog. Det giver mulighed for at udtrykke sig med saft og kraft, og det er helt fint at få den side af sig selv ud med sproget. Men ellers forestiller jeg mig ikke så meget med hensyn til fremtiden. Det er ikke min natur. Jeg er her og nu. Men jeg tænker, at med den lungesygdom, jeg har, kommer jeg ikke til at cykle rundt i Nivå for fuld tryk, når jeg bliver 90. Men jeg håber, at jeg kan trække vejret så meget, at jeg kan komme ud og møde mennesker.”

”Jeg er meget bevidst om min vejrtrækning uden at dyrke det. Derfor er jeg forsigtig med at forestille mig alderdommen. Det, jeg allerførst tænker på, er, at alderdommen vil jeg gerne have sammen med Birte, uden at jeg er til for meget besvær.”