Det var en rædselsfuld sag. En 16-årig kvinde var blevet tortureret og dræbt på den mest grusomme måde, og selvom jeg dengang i 1981 havde været en del af politiets rejsehold i flere år og havde set mange modbydelige ting, var jeg dybt påvirket. Det var lokalsamfundet i Præstø på Sydsjælland også.
Det var en sommerdag i juni, og jeg kom ude fra pigens forældre. Det var et hårdt møde, og jeg var nødt til at køre alene ud i skoven bagefter for at sunde mig. Derefter tog jeg ind til byens politistation, hvor de tilbageholdt den formodede gerningsmand. Da jeg ankom, var der højlydt ballade. Mindst 100 mennesker stod uden for stationen og råbte og skreg, stemningen var temmelig ophidset.
”Gid én ville kvæle ham.”
”Sådan et svin kunne jeg selv gøre det af med.”
”Møgsvin. Møgsvin.”
Jeg kan stadig huske råbene, som var det i går. Folk var ude af sig selv, parat til at droppe alle menneskelige principper og opfordrede os direkte til at slå manden ihjel, hvis de ikke selv kunne få lov til det. De var helt almindelige mennesker, men de stod på kanten af ondskabens afgrund, klar til at springe.
Jeg syntes, det var gyseligt og trist. Men jeg kunne samtidig mærke, at jeg sagtens kunne følge dem. Jeg tumlede jo med nogle af de samme følelser og kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg ville reagere, hvis pigen havde været min egen datter eller en, jeg var tæt på. Ville jeg så også kunne stå der i den hævntørstige flok? Ja, det ville jeg, og den erkendelse skræmte mig. For det var jo et bevis på, hvor tyndt et lag fernis, der ligger over vores menneskelighed. Vi er alle i stand til at gøre det utænkelige. Selv mig, der levede af at forhindre, at nogen gør det.
Oplevelsen satte dybe spor i mig. Indtil da havde jeg stadig den lidt naive opfattelse, at vi mennesker vil hinanden det bedste. Nu var jeg tvunget til at se kritisk på ikke bare mig selv og danskerne, men hele den vestlige kulturs insisteren på at pådutte resten af verden sit syn på menneskerettigheder. For når det kom til stykket, var vi så bedre end alle andre? Havde vi nogen som helst ret til at missionere?
I mit konkrete arbejde betød hændelsen desuden, at jeg ændrede mit udgangspunkt til, at ondskab er alment menneskeligt. Ser man kun ondskaben i et menneske, er man nogle gange klar til at gå til yderligheder, men insisterer man derimod på, at der altid er noget menneskeligt i ethvert menneske, bliver man tvunget til at handle mere nuanceret.
Ethvert individ har krav på respekt og en fair behandling. Derfor er jeg også gået aktivt ind i debatten omkring brugen af tortur for at få oplysninger ud af eksempelvis terrorister. Den diskussion blev meget relevant for mig, da jeg blev operativ chef for Pet, Politiets Efterretningstjeneste. Her var min holdning klar, for hvis vi torturerer blot en enkelt, selvom det kan redde 100 menneskeliv, så sætter vi humanismen og respekten for den enkelte over styr.
Netop den opgave, kampen for humanismen, er en forpligtelse, jeg og alle andre aldrig bliver færdige med. Mennesket har lettere ved at gøre ondt end godt, sådan er det, og der er ingen løsning på at udrydde ondskaben. Men vi er nødt til at prøve, og jeg tror på, at den eneste vej er gennem næstekærlighed og oplysning. For ondskaben lever i os alle, vi kan ikke bare skubbe den fra os og sige: det vedrører ikke mig. Det lærte jeg den dag i Præstø.