I Kristeligt Dagblad i sidste uge efterlyste biskop emeritus Søren Loberg Hvas en opmærksomhedsvækkelse, mens journalisten og forfatteren Bjørn Andersen konstaterede, at danskerne er høflighedsanalfabeter.
Vi har spurgt læserne, i hvilken grad de er blevet overrasket af venlighed.
Vi takker mange gange for svarene og bringer her uddrag af brevene.
Edith Aller fra Randers beskriver, hvordan hun sammen med en veninde fra København skulle med toget fra Randers til Struer og videre med bus til Lemvig for at se en udstilling på Museet for Religiøs Kunst. Det tog, de havde planlagt at rejse med, viste sig at være aflyst, så mens de ventede på næste tog, gik de to kvinder tur i en nærliggende park. Da de var tilbage på perronen, konstaterede Edith Allers veninde, at Edith Allers ene sko var smurt ind i hundeefterladenskaber.
”Det fik en nydelig forretningsmand i 30'erne, der havde stået tavs ved perronkanten, til at vende sig om og kigge på min sko. 'Jamen dog', sagde han, gik hen og hentede et par numre af en gratisavis, satte sig på hug foran mig og gned min sko så ren, som det nu var muligt. Hvorefter han med et venligt grin åbnede sin kuffert, tog en sprayflaske frem og gav min sko en ordentlig omgang spray. 'Jo. Det er bedre, du lugter af mandespray end af hundelort',” skriver Edith Aller og tilføjer, at hun og veninden begge har passeret de 80 år.
Mogens Dams fortælling om venlighed er også knyttet til at rejse. Han sidder i kørestol og bruger invalidebil. Inden en biltur til Italien kontaktede han FDM, som fortalte, at han skulle søge myndighederne i Firenze om tilladelse til at køre i bymidten. Uden tilladelse kunne det blive dyrt i bøder, og han opgav på forhånd at gense byen. Han overnattede på en gård nær Firenze, og her fortalte værtinden, at en af hendes døtre var guide i byen og måske kunne hjælpe den danske gæst med invalidebilen.
”Datteren blev tilkaldt. Hun bad om mit kørekort, mit invalideskilt og sygesikringskort, hvorefter hun tog billeder af dokumenterne med sin mobiltelefon. Derefter ringede hun op til diverse kontorer og sendte data. På et kvarter havde jeg tilladelse til at køre og parkere i centrum af Firenze. Vi kørte ind og parkerede ved det store museum, Uffizierne, ved siden af betjentene, som godt ville vide, om vi havde tilladelse. Det bekræftede vi, og så var alt i orden. Min kone hentede en kørestol ved informationen, og derefter nød vi at gense de mange kunstværker på museet. En sådan venlighed har vi ikke mødt i noget land før, og da slet ikke herhjemme,” skriver Mogens Dam.
Også børn kan overraske med deres venlighed. Det oplevede Erik Sigh fra Birkerød, da han i lørdags var på legepladsen med børnebørnene på fire og seks år.
”Mens vi var der, kom der to lidt ældre drenge, Andreas og Oliver, som vi ikke kendte. De havde en legetøjsarmbrøst med. Mine børnebørn så interesseret på de ældre drenges leg, hvor de skiftedes til at skyde og at hente pilene. Og så var det, at Andreas spurgte, om mine børnebørn havde lyst til at prøve armbrøsten, og selvfølgelig havde de det! Andreas og Oliver viste, hvordan man spænder armbrøsten, og hvordan man skyder med den, og de fik lov til at skyde flere gange. Den venlighed overraskede og glædede mig meget,” skriver han.
Tilbage til Edith Aller. Målet for rejsen var udstillingen ”Af kærlighed til Grønland” i Lemvig. Da de to veninder nåede frem til museet, var programmet mere presset end ønsket, og ved billet-skranken talte de om, at de skulle nå bussen fra Lemvig til toget i Struer, og her kom det andet eksempel på overraskende venlighed.
”Manden ved skranken sagde, at vi skulle tage os god tid, og han kunne køre os til bussen. Vi nåede både udstillingen og en kop kaffe. I silende regn kørte den venlige mand os så i sin private bil. I stedet for at sætte os af ved nærmeste stoppested kørte han os til endestationen, hvor vi kunne vente i et læskur.”
Men det var ikke slut med overraskelser på turen.
Toget fra Langå til Randers var skiftet ud med en bus, hvilket fik Edith Aller til at udbryde, at det var besværligt at finde vej fra togperronen i Langå til busstoppestedet.
En midaldrende mand tilbød veninderne at vise vej til busstoppestedet i Langå, og det endte med, at de fik tilbudt et lift til Randers.
”De satte os af ved min gadedør, og jeg sagde til min veninde, at sådan er det her i Jylland. I hvert fald i Randers,” skriver Edith Aller, som var så forundret, at hun nedskrev dagens hændelser.