Kære brevkasse

Jeg er en 18-årig pige, som går i gymnasiet, og som bor hos mine forældre sammen med min lillebror. Jeg har en kæ- reste og flere gode venner. Jeg har kendt min kæreste i to år, og vi har det rigtig godt sammen. Mine forældre har ofte travlt, men for det meste har de det fint sammen.

Min lillebror er en rod og kan godt være irriterende, men vi kan også hygge os og have det rart. I skolen går det egentlig fint, men det er ofte stressende, fordi jeg ofte er bange for ikke at klare mig, og jeg bekymrer mig ofte om at få dårlige karakterer.

Jeg er i det hele taget ofte bange for, at der skal ske noget. Jeg kan ikke være alene hjemme i mange timer, specielt ikke efter mørkets frembrud, fordi jeg bliver bange for, at nogen kan kigge ind ad vinduerne. Jeg ved godt, at det er skørt, for vi bor i et meget fredeligt villakvarter, men jeg kan ikke lade være med at forestille mig både det ene og det andet. Siden jeg har været lille, har jeg været mørkeræd og altid måttet falde i søvn med lyset tændt. Jeg har også svært med at køre i bus og tog, da jeg let bliver urolig, får hjertebanken og føler, at der kan ske noget lige pludseligt. Min mor har også haft det sådan for år tilbage, men hun har det ikke længere.

Jeg ved ikke, hvordan det hænger sammen, men jeg kan huske, at jeg som 6-årig blev enormt bange, engang jeg legede i haven, og der pludseligt stod en skorstensfejer lige ved siden af. Jeg havde ikke hørt ham komme, og pludseligt stod han bag mig og sagde hej. Jeg for sammen og sprang af sted, og så husker jeg ikke så meget mere. Min mor har fortalt, at jeg var helt fra den i den forbindelse, og at hun havde svært ved at få mig til ro bagefter.

Jeg synes, det er pinligt og irriterende at have det sådan, og det hæmmer mig, når jeg er sammen med mine kammerater. Det er ikke så mange, der ved det, men de synes nok, det er underligt, at jeg ofte siger nej til det ene eller det andet. Mine forældre har opfordret mig til at skrive til jer. Mon I har nogen gode råd til mig?

Venlig hilsen

Sille

Svar

Kære Sille

Tak for dit brev og for din ærlige fortælling om din situation. For os at se er der ikke så megen tvivl om, at du har en moderat angstlidelse, som giver dig megen bekymring. At være myndig og godt på vej ind i voksenalderen og ikke kunne være alene og magte døgnets mørke timer kan være nok så begrænsende.

Angst hedder angina på latin og betyder snæver, og det er netop, hvad angsten gør. Den indsnævrer livet, og for nogle kan den være så massiv, at man ikke kommer uden for en dør. Det kan du heldigvis godt, og det er godt at høre, at du har en god familie og en god kæreste.

Du fortæller selv, at du synes, det er skørt at have det sådan, og det bekræfter for os, at du på ingen måde er skør!

For du kan godt selv se, at der er noget overdrevent og urimeligt i dine reaktioner. Angstlidelser er netop kendetegnet ved at være lidelser af ikke-sindssygelig karakter. Så det må du understrege for dig selv. Du mister ikke dig selv! Du risikerer heller ikke at blive fysisk syg, og dit hjerte tager ikke skade, selvom det kan banke af sted. Muligvis kan du nogle gange mærke prikken i fingre eller uvirkelighedsfølelse i hovedet sammen med din hjertebanken og uro.

Men det er heller ikke spor farligt, men helt forklarligt, når ængstelsen tager fat, og du trækker vejret lidt hurtigere og får mere ilt ind end normalt.

Det er ikke altid let at finde forklaringer på, hvorfor angst kommer ind i ens liv.

Nogle gange kan arv spille med, og du har måske en lidt lavere tærskel for det, fordi din mor også har måttet kæmpe med det. Du nævner også begivenheden med skorstensfejeren, og det er da helt forståeligt, at en lille pige kan blive panisk af en sådan sort mand, hvis det kommer bag på hende, og hun ikke har set en sådan før.

Når man er seks år og helt op til cirka 10-års-alderen, kan man godt have lidt besvær med at adskille fantasi og virkelighed, så det kan muligvis have sat sig fast i din hjernes fortolkningsmekanisme, så du fortsat kan reagere på mørke og det at være alene og have et stykke vej til trygge steder. Det er egentlig ikke så svært at se en del lighedspunkter her. For dig er det imidlertid ekstra vigtigt at blive bevidst om forskelle på nutid og fortid i stedet for på ligheder.

I det hele taget er det rigtig vigtigt, at du læser en del om angst og dens symptomer. For angst lever bedst i det skjulte og i uvidenhed. Og den har det dårligere med at blive kendt og komme frem i lyset.

Angst er ofte meget ubehagelig, men den er ikke farlig.

Den sætning må du godt lære udenad og sige mange gange inden i dig selv, næste gang den dukker op.

For angsten vil gerne have dig til at vende om, gå af bussen, blive hjemme, tænde lyset og andre ting, som du i mere rolige øjeblikke ikke ville gøre. Angsten vil således gerne have dig til at undgå ting. Så her kommer en anden god huskesætning: Undgå at undgå! Du skal altså gøre det, du egentlig er bange for. Det er vi helt klar over er svært og meget ubehageligt. Men jo mere du læser om angst og får indblik i, hvordan man i praksis kan lære at tænke anderledes og træne sig ud af angsten bid for bid og etape for etape, jo bedre går det på længere sigt.

Det handler derfor om to ting: viden og mod. Viden er indeholdt i sætningen: Det er ubehageligt, men ikke farligt. Modet er indeholdt i sætningen: Undgå at undgå. Med de to støtte- eller vandringsstave kan man komme langt på vejen væk fra angstens kvælertag. Nogle gange må man have en psykolog med uddannelse i kognitiv terapi til at hjælpe sig og til at heppe, når kampen er svær. Men det er alt sliddet værd, og vi tror på, at du kan få det meget bedre.

Der findes flere bøger om angst, men vi anbefaler ofte Esben Hougaards bog: Kognitiv behandling af panikangst og socialfobi, fordi den kan læses af både behandlere og mennesker, der kæmper med angst. Vi håber, du får mod på at få gjort noget ved det. Held og lykke og god kamp.

Mange hilsener