Den fuldstændige hengivelse i bøn var det sværeste for Aminah Tønnsen Echammari, da hun blev muslim i en alder af 35. I dag kan hun ikke forestille sig en tilværelse uden. Hun oplever islam som en ekstra dimension i tilværelsen. Ikke et totalt skift af identitet. Det stod ikke skrevet over Aminah Tønnsen Echammaris vugge i Flensborg, at tro skulle spille en større rolle i hendes liv. Som barn af dansksindede sydslesvigere blev hun opdraget som fuldblodsdansker, men til det hørte i hendes familie ikke religion. - Til gengæld var de værdier og holdninger, jeg blev opdraget med i virkeligheden både kristne og muslimske, siger hun. - Det gjaldt for eksempel omsorgen for naturen, og at mennesker, der sætter helbred og økonomi over styr ved at ryge eller drikke, er nogle uansvarlige sølle pjok. Den nu 51-årige forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen Echammari bor på Frederiksberg. Siden hun konverterede til islam i begyndelsen af 1980'erne har hun været aktiv i og og følt sig forpligtet til at blande sig i debatten om en tro, som nogle danskere føler sig skræmte af. - Jeg kan selvfølgelig ikke ændre situationen i Algeriet eller Iran. Men som menneske og muslim føler jeg mig forpligtet til at fortælle, hvordan jeg opfatter religionen. At der er flere sandheder om islam, og at de mennesker, der hævder at handle i islams navn, ikke nødvendigvis handler i overensstemmelse med islam. Men det tilkommer ikke noget menneske at dømme, om et medmenneske er troende eller ej. Som 19-årig tog Aminah Tønnsen Echammari til Paris for at studere. Her mødte hun en marokkansk mand, som hun blev gift med i hjembyen Flensborg i 1970, hvorefter de sammen tog til Marokko og boede der i otte år. Det var et overklasseliv. Religionen spillede kun en rolle til højtiderne. Klasseforskellene og det politiske system, hvor mennesker på grund af deres politiske overbevisning blev fængslet eller forsvandt, vænnede Aminah Tønnsen Echammari sig aldrig til. Forandret land - Derfor var jeg utrolig glad, da min mand fik arbejde i Danmark. Men drømmen om barndommens idylsamfund holdt ikke. Det var et forandret land, jeg kom tilbage til. - Det var svært at komme til Danmark. Jeg var tysk statsborger, og dengang jeg var alene, var det et adelsmærke at være sydslesviger i Danmark. Det var det ikke, da jeg ankom med en arabisk mand og to børn. Aminah Tønnsen Echammari kom i den svære tid i tanke om en bog, hendes forældre havde stående i bogreolen. »Lev livet uden bekymringerÓ hed den. I den stod, at bøn kunne hjælpe til en bedre hverdag. Det var første gang, hun hørte om, at bøn kunne bruges på den måde. - Ellers hørte jeg kirkelige udsendelser i radioen, men med dem kunne jeg pludselig huske, hvordan jeg allerede til konfirmandforberedelse havde det svært med påstanden om, at Jesus både var Gud og menneske. Mens hun forsøgte en lidt mere åndelig tilværelse i Danmark, blev Aminah Tønnsen Echammari ofte stillet spørgsmål om islam fra bekendte og venner. Hun måtte jo være ekspert efter otte år i et arabisk land. - I virkeligheden vidste jeg ingenting. Men spørgsmålene gjorde mig nysgerrig, så jeg begyndte at gå til undervisning om islam og at læse bøger om religionen. Konversion Det var udtalelser fra en kvindelig »ekspert« i islams kvindesyn, der provokerede Aminah Tønnsen Echammari så voldsomt, at hun erkendte, at interessen for islam var mere end akademisk. - Det var ikke på min mands vegne. jeg blev provokeret over det vrøvl, hun sagde. Det var på egne. Og da jeg vågnede næste morgen vidste jeg, at jeg var muslim. Anden måde kan jeg ikke forklare det på. Konversionen blev dokumenteret i 1985, men der gik yderligere fire år, før Aminah Tønnsen Echammari stak næsen i den offentlige debat om islam. De to ældste børn havde været fritaget for kristendomsundervisning i folkeskolen, men skulle i gymnasiet have faget religion. - Lærebøgerne om islam var ikke særlig gode, i nogle tilfælde meget fordomsfulde. Så jeg satte mig ned og skrev en indføring i islam. På de første billeder af Aminah Tønnsen Echammari, offentligheden har set som illustration til artikler eller debatindlæg, har hun tørklæde på. Det har hun ikke længere. - For mig var tørklædet ikke et religiøst symbol. Det var et hensyn til min daværende mand og hans omgangskreds. Jeg havde aldrig tørklæde på i Marokko. Det betød ikke noget for mig med tørklædet, for mig var der andre diskussioner, som var mere vigtige. Selvom Aminah Tønnsen Echammari opfatter sig selv som dybt troende, så har hun ingen intention om at bruge sin religion som mission. - Jeg er aktiv i Islamisk-Kristent Studiecenter, hvor hele grundlaget er ligeværdig dialog mellem religioner. Hvis dialogen bruges som missionsredskab, synes jeg det er uværdigt. For mig betyder islam gudhengivenhed, det betyder fred. Der er et endnu større fællesskab end islam og det er, at vi er mennesker. Som sådan bør vi leve sammen. Aminah Tønnsen Echammari håber, at islam bliver mere accepteret med tiden. Men hun håber ikke, at assimilationen bliver total. - For mig er det ingen lykke læse om et ungt menneske, der er »så velinte-greret, at han både drikker og spiser svinekød«, som pressen begejstret skriver. Man kan faktisk være både integreret og afholdende. - For mig har det aldrig været et afsavn. Svinekød spiste jeg ikke i otte år i Marokko, og jeg har aldrig røget. Når folk sender rasende breve til mig, er det dem, der er nogle stakler. Jeg har et fast ståsted i en religion, og det tror jeg provokerer mange, der mangler det. »Hvor var jeg heldig«, tænker jeg nu: »Tak Gud, fordi Du holder hånden over os«. Artiklerne på denne side er det tredje bidrag i serien »Troens sporskifte«. De tidligere artikler er bragt 14. og 16. juli.