Der kom det sande jeg nok frem.
Den sætning kender vi godt. Den plejer at blive brugt som udtryk for, at en eller anden er kommet til at afsløre sig selv. Som regel kombineres iagttagelsen med den særlige trang, vi åbenbart har til at se det negative som en mere troværdig forklaringsmodel end det positive. Når nogen ofte med lidt dæmpet, fortrolig stemme fortæller noget negativt om andre, mødes det sjældent med skepsis fra omgivelserne. De kan til gengæld være ganske skeptiske, hvis der fortælles noget overraskende positivt om en person. Prøv at lægge mærke til det.
Naturligvis er der situationer, hvor der vitterlig er tale om en afsløring af nogle ubehagelige sider hos en anden, man fejlagtigt har haft tillid til. Men det er ikke de situationer, jeg tænker på her. Jeg tænker heller ikke på det forhold, at mennesket kan blive til et ondskabsfuldt rovdyr, som det også kan ske. Det er en anden historie.
Men der kunne være tilfælde, hvor det såkaldt sande jeg i virkeligheden var det kriseramte jeg. At jeg dybest set ikke ville for eksempel den svigt, jeg udøvede. Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, siger Paulus. For nogle er det mere end en generel erkendelse af menneskelige vilkår. For nogle er det overskriften over deres liv, som det leves nu. Af en eller anden grund magter de ikke forandringen og flygter i stedet ind i fortrængningen. Og som ved så mange andre former for fortrængningsflugt nedbryder den menneskets selv, blandt andet fordi der ofte vil være skam forbundet med flugten.
LÆS OGSÅ: Jeg har allergi over for følelsesfiskeri
I denne sammenhæng giver det kristne menneskebillede et afgørende håb.
Det kristne menneskebilledes grundlæggende påstand er, at mennesket er skabt i Guds billede. At være skabt i Guds billede vil blandt andet sige, at mennesket er skabt til samhørighed med Gud og dermed til at leve som Guds barn.
Det er Gud, der er hele mit livs grundlag, og som giver mit liv dets dybeste sammenhæng.
Dermed er også sagt, at vi er skabt til at leve i en relation. Først ved denne relation er jeg til som det menneske, jeg er skabt til at være. Hvis man afskærer et menneske fra at stå i en relation til nogen, går det galt. Isolerer man børn, bliver de sindssyge, selvom man giver dem mulighed for mad og søvn. Et jeg er først et jeg, når det møder og mødes af et du. Det du kan være et andet menneske, men på det dybeste plan er det Gud. Den dybeste relation, der gives, er den, mennesket har til Gud. Østrigeren Ferdinand Ebner beskrev engang i 1920erne Gud som det sande jegs sande du. I relationen til Gud er mennesket sit sande jeg.
Det er interessant, at en relation også rummer en form for selvforglemmelse. At være sig selv er på en måde også at glemme sig selv. Ikke en selvudslettelse, det er noget helt andet, men en selvforglemmelse, som kommer af, at jeg er optaget af noget uden for mig. Det er på en måde en del af indholdet af ordet ek-sistere; at træde ud over, nemlig mig selv, hen mod noget andet end mig.
Hvis man bevidst tilstræber denne selvforglemmelse som et mål i sig selv, forsvinder den. Selvforglemmelse kan der kun være tale om, når jeg virkelig glemmer mig selv. Det sker i optagetheden af den anden eller noget andet end mig. Selvforglemmelsen skal, om jeg så må sige, komme som noget ubevidst eller ikke-villet, ellers bliver det forstillelse.
Så når mennesket er skabt i Guds billede vil det sige, at det er skabt til at stå i relation til andre mennesker som Adam og Eva til hinanden og til Gud. Det er den sidste relation, som giver mennesket dets livsgrundlag, det kan et andet menneske ikke. Mine nærmeste kan være netop mine nærmeste, men hvis jeg prøver at gøre dem til mit livsgrundlag, lægger jeg en overmenneskelig byrde på dem med min forventning. Et menneske kan ikke være et andet menneskes livsgrundlag.
En anden ting skal også med. Jeg er skabt i Guds billede, men jeg står også under nåden. Det er præcis derfor, Paulus ikke fortvivler over den konstatering, han er citeret for ovenfor. Han siger jo lidt længere fremme i det Romerbrev, citatet stammer fra, at der ikke er nogen fordømmelse over dem, der lever i Kristus. Jeg er ikke overladt til mig selv med mit liv.
Når jeg kommer væk fra livet i relationen med Gud, eller når jeg svigter eller bedrager, er jeg kommet væk fra den relation, jeg er skabt til at stå i. Jeg er måske ikke ophørt med at eksistere, men mit liv giver ikke mening. Sådan oplever alle det naturligvis ikke, men nogen sanser de her ting ganske klart. For dem er det en befrielse, at sjælesorgens udgangspunkt altid er det her omtalte menneskebillede. Sjælesorgen vil insistere på, at ethvert liv skal ses ud fra den vinkel, at den pågældende er et Guds barn. En del af sjælesorgen er at formidle denne erkendelse. Kun i den relation er jeg mit sande jeg. Og lige så afgørende: Fordi jeg er under nåden, er muligheden for at gen-indtræde i denne relation altid til stede.