De 10 vigtigste årsager til, at vi glemmer

Hvorfor glemmer vi? Det er der faktisk ti klare svar på

Der skulle have stået noget smart i denne billedtekst. Men hvad det var, har vi glemt. -
Der skulle have stået noget smart i denne billedtekst. Men hvad det var, har vi glemt. -.

1. Manglende interesse: Vi husker bedst de ting, vi finder spændende og har positive følelser for. Derimod glemmer vi ofte det stof, som keder os.

2. Manglende koncentration: Hvis vi laver en masse ting på én gang, er det umuligt at fokusere på hver enkelt del. Når vi låser os ind, samtidig med at vi taler i telefon, slæber indkøbsposer og opdrager på vores småbørn, skal vi ikke blive overraskede over, at vi efterfølgende har glemt, hvor nøglerne blev af.

3. Stress: Arbejdshukommelsen kan kun huske cirka syv informationer ad gangen. Hvis den er fuldt optaget med for mange gøremål og med at bekymre sig om, hvordan man skal nå det hele, kan man opleve kortvarigt hukommelsestab. For eksempel at man ikke husker, hvorfor man lige gik ud i køkkenet.

4. Dårlig indkodning: Hvis man ikke har arbejdet dybt nok med stoffet, kommer det slet ikke til at ligge i langtidshukommelsen.

5. Manglende brug: Hukommelsen skal holdes ved lige gennem øvelse og repetition. Man skal ikke tro, man kan huske, hvordan man regner med andengradsligninger, hvis denne viden har ligget ubrugt hen siden gymnasieårene.

6. Gammel viden hæmmer ny:
Vi glemmer den nye dankortkode, fordi den gamle forstyrrer. Ny viden kan også hæmme gammel.

7. Blokeringer: Oplysninger, der følelsesmæssigt hænger sammen for os, kan forstyrre hinanden i hukommelsen, så vi glemmer eller husker forkert. Det er derfor, vi kommer til at bytte om på vores børns navne. Eller vi glemmer et navn, selvom vi har det lige på tungen, fordi et andet forstyrrer.

8. Manglende ledetråd: Stoffet findes i langtidshukommelsen, men er lagret på en sådan måde, at det først dukker frem, hvis et stikord, en duft, en sang eller en bestemt lokalitet vækker minderne.

9. Træthed, depression: Begge dele går ud over arbejdshukommelsen og forårsager tilsvarende kortvarigt hukommelsestab.

10. Amnesi: Der findes en medicinsk diagnose for hukommelsesvanskeligheder af varierende grad og omfang. Forskellige demenssygdomme som Alzheimer går hårdt ud over hukommelsen.

KILDER: KJELD FREDENS: MENNESKET I HJERNEN, ERAN KATZ: HUSK DET! DEN SIKRE VEJ TIL EN SUPER HUKOMMELSE

LÆS OGSÅ
: 10 metoder til at huske

STORT TEMA
: Hukommelse