De skubber skraldet mellem sig

Banegårde rundt omkring i landet er ofte snavsede. Det er nemlig temmelig uklart, hvem der har ansvaret for at holde dem rene

Hvis du synes, der er beskidt på den togstation, du til daglig færdes på, bør du undersøge godt og grundigt, hvor der er beskidt, før du klager. Ansvaret for at holde området rent omkring banegårdene er nemlig fordelt mellem Banedanmark, DSB og den enkelte kommune.

Hold fast for nu kommer der en gennemgang. Den bænk, du sidder og venter på, og den affaldsspand, du smider din gratisavis i, er DSBs ansvar. Er der ikke skraldespande nok, eller er folk ligeglade, havner skidtet på jorden og nu er det Banedanmarks problem. De har nemlig ansvaret for skinnerne, perronerne og skrænterne langs banelegemerne. De har også ansvaret for perrontunnelerne men ikke for alle. På enkelte stationer tilhører disse DSB, ligesom det også ofte er DSB, der har ansvaret for renholdelsen af trapperne ned til perronerne. Skal du kæmpe dig igennem en skov af cykellig, cigaretskod og tyggegummiklatter for at komme ind og købe en billet, er det som regel kommunens ansvar, at der ikke er orden. DSB kan dog have indgået en aftale med den enkelte kommune en forpladsaftale og så har DSB overtaget renholdelsen her. Det gælder for eksempel på Københavns Hovedbanegård, hvor statsbanerne hvert år fjerner 4000 herreløse cykler og leverer dem til politiet.

Københavns Kommune forsøger i øjeblikket at få en bedre aftale omkring hovedstadens stationer og appellerer til Metroselskabet og DSB om en fælles indsats. Hos DSB er meldingen, at organisationen er i en konstruktiv dialog med Banedanmark. Hvornår brugerne af stationerne kan se resultatet af disse dialoger er uklart.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk