Hvis Mona Sheikh var et kraftværk, ville hun rumme kilowatt nok til en mellemstor dansk provinsby. Men Mona Sheikh er ikke et kraftværk. Hun er en 22-årig kvinde, som nærmest sitrer af energi og de mange ophobede kilowatt kommer derfor farende ud i strømme af velformulerede sætninger, afsluttet med skarpe pointer, som trods deres ungdommelige skråsikkerhed også indeholder et stænk af bitter erfaring.
Trods sin unge alder har den radikale politiker da også allerede oplevet at blive midtpunkt i en polemik, som kun meget få politikere oplever, om de så sidder limet til Folketingets taburetter fra deres tidligste ungdom til deres livs ende.
Tidligere på året, i slutningen af april, begyndte Det Radikale Venstre i København og Frederiksberg debatten om, hvem der skulle være partiets kommende folketingskandidater i hovedstaden.
Blandt kandidaterne var Naser Khader og Mona Sheikh. Begge med en anden etnisk baggrund, men samtidig vidt forskellige og med hver deres målgruppe af vælgere.
Den politisk erfarne Naser Khader betegner sig selv som kulturel muslim og er med sin kritik af de stærkt religiøse muslimske miljøer blevet upopulær blandt mange troende muslimer, men populær blandt resten af befolkningen. Over for ham står den politiske grønskolling Mona Sheikh, som erklærer sig selv som fundamentalist i ordets oprindelige betydning, hvor man tror på fundamentet i islam. En erklæring, som har vakt sympati blandt de mere religiøse muslimer, men som har vakt uro i og uden for Det Radikale Venstre. Men at den religiøse forskel skulle få så stor betydning for den politiske vurdering af Mona Sheikh, irriterer hende grænseløst.
- I medierne er graden af integration omvendt proportional med graden af religiøsitet. Jo mere religiøs man er, desto mindre er man integreret. Sammen med Naser Khader har jeg holdt foredrag for en gruppe journalister, hvor jeg nævnte, at pressen havde gjort Naser Khader til mere end en person. Han er blevet en type. Og så sagde en af journalisterne, at jeg kunne undgå en masse ballade, hvis jeg var mere som Naser Khader. Det understregede jo bare min pointe. Det er ikke Naser Khaders skyld, men han er blevet symbolet på den velintegrerede muslim. Bevæger man sig væk fra ham, er man ikke integreret, siger Mona Sheikh, som har pakistanske rødder, men er født og opvokset i Danmark.
Gransket med lup
Hvor de fleste afstemninger om folketingskandidater bliver afgjort uden nogen form for tumult i kedelige partilokaler og først kommer til offentlighedens kendskab, når valget er truffet, blev valget mellem Naser Khader og Mona Sheikh en fast bestanddel af avisernes forsider i flere uger.
Her kunne dele af pressen fortælle historien om, hvordan muslimske fundamentalister var ved at infiltrere Det Radikale Venstre. Den såkaldte infiltration blev, ifølge pressen, anført af Mona Sheikh, Babar Baig og Tanwir Ahmed.
For ud over at være radikale politikere er de alle medlemmer af den religiøse organisation Minhaj-ul-Quran, Koranens Vej, som har rødder i Pakistan. Og så kom der for alvor fart på mediemøllen. Hvordan kunne man være radikal politiker og samtidig medlem af en organisation, hvor nogle af medlemmerne støttede dødsstraf? Hvad mente Mona Sheikh om homoseksuelles ret til registreret partnerskab, som nogle betegner som en radikal mærkesag? Og hvor lå hendes sympati, hvis hun på et tidspunkt måtte vælge mellem Koranen og Grundloven?
Mona Sheikhs svar blev med lup gransket for eventuelle afvigelser i forhold til den officielle radikale politik. Når hun svarede, at hun er modstander af dødsstraf, men at dødsstraf samtidig kan være et demokratisk valg, som det er tilfældet i USA, kom overskriften til at hedde »Mona Sheikh: Dødsstraf er et demokratisk valg«. Og når hun svarede, at hun endnu ikke havde taget stilling til spørgsmålet om registreret partnerskab, blev det tolket som en afvisning af homoseksuelles menneskerettigheder.
I dag, hvor mediemøllen stort set er stoppet, erkender Mona Sheikh, at hun gav pressen alt for mange muligheder for at holde liv i konflikten. Hendes ønske om at forklare sig gjorde det muligt for pressen at fortolke hendes meninger på alverdens måder. Og det lærte hende, at den tankegang, hun eksempelvis bruger som statskundskabsstuderende på Københavns Universitet, ikke kan bruges i pressen.
- Som så mange andre akademikere har jeg den last, at jeg ikke kan sige ja eller nej. Så unuanceret er verden ikke. Derfor vil jeg gerne fortælle om mine overvejelser, før jeg springer til konklusionen. Det er jo også sådan, befolkningen tænker. For eksempel, når vi skal stemme ja eller nej til ØMU'en. Vi ved jo godt, at der er både fordele og ulemper ved EU. Man fordummer befolkningen, når man ikke tør fortælle om overvejelser, men kun konklusionen. Men jeg har lært, at man er nødt til at tale meget unuanceret, hvis pressen ikke skal misbruge en.
- Det kan godt være, at der er behov for politikere, som tør nuancere, men med den presse, vi har i dag, er det også den gruppe af politikere, som bliver misforstået. Jeg mener stadig, at dødsstraf kan være et demokratisk valg, som vi ser det i USA. Jeg er modstander af dødsstraf, men hvis et flertal beslutter at indføre det, kan jeg jo ikke gøre noget. Men det skal man ikke sige, hvis man vil undgå at blive misforstået, siger Mona Sheikh, som egentligt slet ikke er medlem af Minhaj-ul-Quran, men af dennes underorganisation Womens Youth League, som ifølge sine danske vedtægter arbejder for integration og brobygning.
Mystiske citater
Nogle betragtede kritikken af Mona Sheikh som bestillingsarbejde fra Naser Khaders støtter, mens andre så det som et nødvendigt led i diskussionen om mødet mellem religion og politik. Uanset hvad, blev resultatet af det hele, at Mona Sheikh blev vraget som folketingskandidat. Hun måtte nøjes med en plads i hovedbestyrelsen hos de radikale i København.
Sådan ville det sandsynligvis være gået under alle omstændigheder. Målt i politisk erfaring, folkeligt kendskab og evnen til at trække stemmer er Naser Khader den sikreste vej til et folketingsmandat i forhold til Mona Sheikh, som før sin opstilling kun havde været medlem af Det Radikale Venstre i tre måneder og tidligere har været medlem af CD i et halvt års tid. Men Mona Sheikh mener samtidig, at der bag kampen mod hendes kandidatur ligger en bunke fordomme, både hos pressen og hos hendes partimedlemmer.
- På den ene side er jeg utroligt træt af at skulle bekræfte igen og igen, at jeg er demokratisk indstillet. På den anden side ved jeg jo godt, at muslimer i dansk politik er et relativt nyt fænomen, og i den almindelige debat eksisterer der en masse fordomme og myter om muslimer, som jeg må forholde mig til. Diskussionen hos de radikale afspejler diskussionen i den offentlige debat. Medlemmerne af Det Radikale Venstre kan ikke undsige sig alle de fordomme, der eksisterer om muslimer. Men generelt tror jeg, at det er en sund debat, vi har haft. Nogle gange kunne jeg ønske mig, at den ikke var så personfikseret, som nogle medlemmer gerne vil gøre den til. Men den skingre retorik, som nogle har ført, har heldigvis ikke været den gængse holdning i partiet, siger Mona Sheikh.
Blandt de skarpeste kritikere af de unge muslimer i Det Radikale Venstre har været Jette Plesner Dali, som er næstformand for de radikale på Frederiksberg. Senest har hun i et interview i Weekendavisen, med klar adresse til Mona Sheikh, Babar Baig og Tanwir Ahmed, udtrykt ønske om, at alle medlemmer af Minhaj-ul-Quran blev smidt ud af Det Radikale Venstre øjeblikkeligt. Jette Plesner Dali henviser blandt andet til, at medlemmer af Minhaj-ul-Quran har udtrykt støtte for Osama bin Laden, agiteret for dødsstraf og propaganderet for indførelsen af sharia, islamisk lovgivning.
Men Mona Sheikh nægter at stå til ansvar for enkelte medlemmers ytringer og vil derfor ikke melde sig ud af hverken Minhaj-ul-Quran eller Det Radikale Venstre.
- Jeg er så træt af, at vi skal stå til ansvar for andres holdninger, og jeg er så træt af hele tiden at få stukket mystiske citater i hovedet, hvorefter jeg skal bevise min uskyld. På et tidspunkt overvejede jeg at melde mig ud af Minhaj-ul-Quran, hvis der var tvivl om min loyalitet. Men samtidig er det en principsag. Hvis jeg personligt ikke ser en interessekonflikt, vil jeg ikke melde mig ud. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er stædig af natur, men også fordi 90 procent af alle muslimske unge i Danmark er medlem af en eller anden organisation. Så den her sag er symbolsk. Hvis jeg melder mig ud, vil det afskrække mange andre unge med et organisatorisk tilhørsforhold fra at deltage aktivt i politik, siger Mona Sheikh.
Selv om Mona Sheikh ikke ser sin religiøse overbevisning som noget problem i forhold til den radikale politik, mener hun heller ikke, at hun kan foretage den adskillelse af religion og politik, som politikere over hele verden taler for i netop disse dage.
- Man kan selvfølgelig ikke adskille sin person og sine holdninger fra sin religiøse overbevisning. Mine holdninger, identitet og religiøsitet er en sammenblanding, og jeg kan ikke sige præcist, hvor skellet går. Men jeg er irriteret over, at man fortsat mistror mig på grund af min religiøse baggrund.
- Det er som om, at der hersker den opfattelse, at religiøse muslimer er blevet censureret ovenfra og derfor skal underlægges en omvendt bevisbyrde, hvor vi er skyldige, indtil vi har bevist det modsatte. Vi så det også lige efter terrorangrebet mod New York, hvor statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) sagde, at der påhvilede muslimer en særlig pligt til at tage afstand. Det er jo fuldstændigt forrykt, for dermed antager man netop, at ens islamiske tilhørsforhold har sammenhæng med terrorisme, siger Mona Sheikh.
I det hele taget mener Mona Sheikh ikke, at det er blandt de muslimske kræfter i Danmark, at truslen mod demokratiet ligger. Og det på trods af, at blandt andet den stærkt yderligtgående organisation Hizb-ut-Tahrir i den seneste tid har vundet stadig større tilslutning til sine opfordringer om hellig krig mod de vantro og indførelsen af sharia, islamisk lovgivning. Flere politikere har opfordret til et forbud mod Hizb-ut-Tahrir, men det vil være helt forkert, mener Mona Sheikh.
- Hizb-ut-Tahrir er en af de grupper, som går ud i det ekstreme og som ikke viger tilbage for at stemple andre som vantro. Det er dybt forargeligt og meget stødende. Men hvis man puster dem op til at være ondskaben selv, går man netop deres ærinde. Vi skal i dialog med dem, så de kan blive uddebatteret. Så vil man se, at deres holdninger er påtagede, og at der er tale om unge, socialt rastløse mænd, som mangler et ståsted. Jeg mener faktisk, at Dansk Folkeparti er en større fare, fordi de har vundet fodfæste, og fordi deres yderligtgående holdninger efterhånden er blevet helt legitime, siger Mona Sheikh.
Sagt om Mona Sheikh
»Jeg har været medlem siden 1984 og føler mig ikke truet af en opkomling«.
Naser Khader, radikal folketingskandidat, Politiken den 24. maj 2001
»Lige præcis Monas undvigende manøvre over for dødsstrafdiskussionen er et godt eksempel på, at de unge muslimer har et forklaringsproblem. Jeg synes ikke, at hendes svar er fyldestgørende«.
Kirkeminister Johannes Lebech, Berlingske Tidende den 19. maj 2001
»Det er klart, at de radikales opførsel har givet integrationsprocessen et knæk, fordi de har gjort det sværere at blive accepteret som både dansker og muslim. Man skal bedømme et parti ud fra dets handlinger, og mange vil nok nu stille spørgsmålstegn ved, om de radikale er 100 procent indvandrervenlige«.
Mohammed Gelle, formand for indvandrersammenslutningen IND-sam, Politiken den 20. maj 2001
»Det her handler ikke om et gadefejerjob, men om et folketingsmedlem. Og så nytter det ikke, at man som radikal politiker har en lunken holdning til grundlæggende menneskerettigheder. Men det er ikke Mona Sheikh, der er den skyldige. Hun står mellem to kulturer, der på mange måder er meget forskellige og vil gerne tiltrække vælgere fra begge sider«.
Mehmet Necef, kultursociolog, Kristeligt Dagblad den 31. maj 2001
»Hvis sådan en organisation får fodfæste i Det Radikale Venstre, vil det for Københavns borgere betyde, at der ikke kan føres radikal politik i Københavns Kommune«.
Bjarne Nielsen, bestyrelsesmedlem af Det Radikale Venstre i Brønshøj-Husum-Vanløse, B.T. den 22. april 2001
»Stod det til mig, så blev samtlige Minhaj-folk smidt ud af partiet, NU!«.
Jette Plesner Dali, næstformand for de radikale i København, Weekendavisen den 12. oktober 2001
»Man skal overhovedet ikke blande religion ind i det politiske arbejde. Politik handler om sygehuse og retsvæsen, og religion har at gøre med det sjælelige og filosofiske. Det er altid gået galt, når man har forsøgt at sammenblande de to ting«.
Mohammed Rafiq, konservativ folketingskandidat, Kristeligt Dagblad den 5. juli 2001
»Dette er en smædekampagne, som alle muslimer i Danmark føler sig berørt af. Mange muslimer, der går ind for at isolere sig, vil sige til mig, at det nu er bevist, at det ikke nytter noget at deltage i samfundslivet i Danmark, fordi man vil blive beskyldt for at være fundamentalist«.
Imam Fatih Alev, Politiken den 20. maj 2001