Den enes affald er den andens guld

Lokale byttemarkeder og komposterbare kondisko opstår i kølvandet på økonomisk krise og ressourceknaphed og styrker fællesskabsfølelsen

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

Der bliver helt stille i det lille kælderlokale, da Kate Hand trækker forhænget til side.

Nej, hvor er du smuk i den kjole. Den sidder jo perfekt på dig, udbryder Stine Skytte, der sammen med sin mand ejer kjolekonceptet Resecond på Nørrebro i København.

Kate Hand står i et gulvlangt, lyseblåt skrud med sorte prikker og drejer rundt. Kjolen har corsagetop og en sløjfe midt på livet. I sandhed en kjole, der er velegnet til bal. Og det er lige netop det, den 24-årige historiestuderende skal.

LÆS OGSÅ: Genbrug er blevet den nye overlevelsesstrategi

Jeg er blevet inviteret til bal på Officersskolen og mangler en rigtig festkjole til lejligheden, fortæller hun.

Kate Hand er heldig med, at det lige er i dag, hun er kommet forbi Resecond. Det er kun få dage siden, at en ældre dame fra Nørrebro kom forbi og indleverede kjolen. Hendes gamle balkjole, sirligt indpakket i silkepapir, men som i lang tid ikke var blevet brugt. Nu fortjente den historiske kjole et nyt liv, mente hun. Og det får den hos byttebutikken Resecond og Stine Skytte.

Konceptet er enkelt. En kjole for en kjole stort set. Kvinder i alle aldre, størrelser og faconer kan komme ind i butikken med deres rene og smukke kvalitetskjoler og bytte til andre kjoler af samme standard. Det koster 100 kroner om måneden at være medlem, og som medlem binder man sig for et halvt år ad gangen. For de 100 kroner om måneden kan man så bytte lige så tosset, man vil.

Kjolebyttebutikken er indtil videre enestående og udtænkt af Stine Skytte og hendes mand. Efter at have læst bogen om bytteøkonomi Whats Mine is Yours (Hvad der er mit er også dit) af den amerikanske forfatter Rachel Botsman, besluttede de sig for at tage affære.

Jeg forstår ikke, hvorfor vi alle sammen skal have så mange ting. I bund og grund handler det også om, at jeg ikke synes, der skal sættes flere ting i verden, end der allerede er. Der er ikke grund til at producere så meget. Hvorfor skal hvert eneste hus på en villavej have sin egen Weber Grill og græsslåmaskine? Jeg synes, man i stedet burde lave et fælles haveskur på vejen, som alle kunne låne fra, siger Stine Skytte, der altid selv har været stort tilhænger af at bytte og genbruge.

Ud over at man kan bytte sig til det, man mangler, ser hun også en stor social gevinst i at bytte kjoler, som man ikke nødvendigvis får, når man handler på almindelig maner. Så ud over, at Resecond er et fælles tøjskab, er den også et fællesskab.

Jeg bliver så glad, når jeg hører kunderne tale om, at det ikke kun handler om, hvad de selv kan få. Det handler også om, hvad de kan give. Og de bliver glade, når en kjole, der har hængt i deres eget skab længe, pludselig får et nyt liv hos en anden. Det bedste er, når jeg sidder i sofaen og betragter kvinderne, der prøver kjoler, og oplever, hvordan de giver hinanden gode råd og giver en hånd med at lyne kjolen op, selvom de slet ikke kender hinanden i forvejen, siger Stine Skytte.

Kjolebutikken Resecond er blot et eksempel på en større tendens, som breder sig i Danmark såvel som i en række andre kriseramte EU-lande, til at bytte sig frem til det, man mangler. For eksempel er et mindre antal byer i Grækenland begyndt at udveksle varer og tjenester i stedet for at bruge landets nuværende møntfod, euroen. Med andre ord handler, der ikke eller næsten ikke involverer penge, og som leder tanken tilbage til tiden, før der fandtes penge. Samtidig er der særligt blandt kreative virksomheder, designere og arkitekter en stigende in-teresse i at inddrage en mere cirkeløkonomisk tankegang i forretningsmodellen frem for den nuværende lineære. Og hvad betyder så det? Det kan Nicholas Krøyer Blok, kaospilot og daglig leder af interesseorganisationen CradlePeople forklare. I CradlePeople arbejder man på at løse samfundets miljøproblemer ved simpelthen at skabe en anderledes samfundsmodel.

Cirkulær økonomi handler om, at vi tror på, at vi kan bidrage til både miljø og økonomi som helhed. Vores store vision er, at den enkelte ikke blot skal mindske sit CO2-forbrug, men ligefrem sætte et positivt fodaftryk på kloden. Forestil dig en verden, hvor alle dine handlinger bidrager til naturen, uden at den tager skade. Et samfund, hvor der i princippet ikke findes affald, siger Nicholas Krøyer Blok.

Ud over oplysning og konferencer står CradlePeople bag en række byttemarkeder rundt om i landet, hvor almindelige forbrugere kan møde op med de fejlkøbte vinterstøvler, brødristeren, de aldrig bruger, og digtsamlingen, som de seneste fem år bare har samlet støv. Varerne indgår så i en fælles pulje, som de fremmødte kan tage fra. Man må tage, hvad man vil, og der er ikke nogen, der holder øje med, om man får mere med hjem, end man kom med. Byttemarkedet er blot et eksempel på en alternativ og bredere måde at opfatte økonomibegrebet på. Og det er blandt andet det, der er hele pointen i CradlePeople og den cirkulære økonomi.

Allerede nu er der kendte virksomheder, der går foran. For eksempel har det tyske sportsmærke Puma netop lanceret både et par træningssko og en T-shirt, som er komposterbare. Produkterne er fremstillet af biologisk nedbrydelige polymerer, genbrugt polyester og økologisk bomuld, og brugerne får mulighed for at returnere deres produkter til butikkerne til forarbejdning via Pumas Bring Me Back Program (bring mig tilbage-program) efter endt brug.

Det betyder i princippet, at jo flere sko du bruger, jo mere kan du smide til organisk affald. Man returnerer ganske enkelt de værdifulde materialer til naturen og gør affald til næring for miljøet. Det hænger stærkt sammen med den økonomiske tankegang om vækst, men i en ny udgave. Med den nuværende lineære økonomi vil vi inden længe løbe tør for ressourcer. Der kan ikke lade sig gøre, at alle kloden syv milliarder indbyggere skal have en fladskærm. Derfor har vi brug for den cirkulære og andre nye økonomiformer, siger Nicholas Krøyer Blok.

I SuperBrugsen i Sorø på Midtsjælland har medarbejderne de seneste år oplevet, at affald faktisk kan have en værdi. Det var egentlig ikke tilsigtet, men den daværende butiksansatte Tanja Blom begyndte sammen med butikschefen, Søren Sørensen, at spekulere på, om man kunne reducere mængden af affald i den altid bugnende butikscontainer.

Det kom sig simpelthen af, at vi producerede for mange kilo affald til containeren. Og vi skulle betale mere, jo flere kilo der kom i. Først begyndte vi for eksempel at hælde mælken ud af de mælkekartoner, der var gået i stykker og skulle smides ud. Ellers kostede de jo et kilo. Vi begyndte også at sortere plast og pap fra. Selv de brugte boner blev sorteret fra og kom i en pakkasse, fortæller Tanja Blom.

Undervejs i forløbet blev der indkøbt en papresser, og et lokalt affaldsfirma påtog sig opgaven at hente emballagen og sende den til genanvendelse. Og affaldsfirmaet ville oven i købet betale for butikkens brugte pap. Desuden har FDB støttet projektet.

Det, der begyndte som en udgift, endte som en indtægt, uden at vi overhovedet havde kalkuleret med det, fortæller Tanja Blom.

Som en ekstra service opstillede butikken muligheden for at tage imod kundernes gamle reklamer og brugte syltetøjsglas, så de var fri for at køre på genbrugspladsen, som ligger noget længere væk. Og efterhånden blev medarbejderne så grebet af projektet, at det fortsatte hjemme i privaten.

Det endte nærmest som en konkurrence i butikken om, hvor meget vi kunne spare, og hvad vi kunne genbruge. Jeg overførte det også til mit privatliv, hvor jeg i langt højere grad begyndte at affaldssortere, siger Tanja Blom, der i dag arbejder i Nordea, men som stadig er med i butiksrådet i SuperBrugsen i Sorø, blandt andet for at kunne følge med i genbrugsprojektet.

Kunderne har udeklukkende givet positive tilbagemeldinger på SuperBrugsens genbrugsengagement.

SuperBrugsen i Sorø er blevet kendt for affaldsprojektet, og kunderne er bare glade for, at de kan komme af med deres affald. Og vi gjorde det både for miljøets og vores egen skyld, siger Tanja Blom.

Også i en kæmpe virksomhed som Maersk Line, sker der noget. Maersk Line har indset, at stål er et eftertragtet materiale, som i de kommende årtier bliver dyrere på grund af stigende efterspørgsel. Om et år sætter man derfor nye containerskibe i søen, designet til adskillelse efter endt brug. Et køb af et skib, er ud over funktionen som transportmiddel, således også en investering i fremtidige ressourcer til genanvendelse.

Og generelt begynder flere danske virksomheder at kigge i den retning, vurderer innovationschef i rådgivningsfirmaet COWI Jasper Steinhausen, der rådgiver danske virksomheder i at skabe forretning ud fra klima og bæredygtighed. Ifølge ham ligger den helt store udfordring i, at virksomhederne ofte ikke selv kan oversætte bæredygtighed til forretning.

Virksomheder er vant til at have fokus på innovation og produktivitet. De er vant til at sende ting ud af virksomheden, men ikke vant til mere bredt at se på, om der kunne være en værdi i at tage produkterne retur igen, når de er brugt. Eller om der under produktionen bliver skabt noget affald, som egentlig kunne have en værdi. Det kunne være i forbindelse med en bordproduktion, hvor man kunne forestille sig, at de mange overskydende trærester kunne have værdi for en anden virksomhed, siger han.

Materialeknapheden er et logisk argument for, at flere danske virksomheder begynder at undersøge muligheden for at basere noget af virksomheden på andre økonomier end den traditionelle. Og måske simpelthen begynde at få nogle af deres produkter tilbage til virksomheden efter endt brug, så de kan genanvendes, mener Jasper Steinhausen.

For det betyder også, at et produkt, der egentlig er blevet solgt én gang, kan sælges igen. Det giver jo i sagens natur en god forretning, og det er det vigtigste for en virksomhed. Her tænker man primært på at have en god forretning, der giver overskud, og mindre på, om det nu er grøn vækst, siger han.

Steinhausen nævner den danske virksomhed Grundfos som et eksempel på en virksomhed, der er begyndt at opkøbe sine egne udtjente pumper for på den måde at få adgang til materialet og måske kunne sælge det en gang mere. Og det er præcis sådanne cirkulære modeller, der er brug for, hvis dansk industri og erhverv skal udvikle sig i fremtiden og skabe den stærkt efterspurgte vækst, mener han.

De fleste virksomheder i dag render rundt i et fastlåst paradigme, selvom der er brug for omstilling. Man har ofte en tendens til at holde forandringer op imod noget nuværende, som man opfatter som fantastisk, men faktum er, at vores nuværende situation er alt andet end fantastisk, det kører bestemt ikke som smurt i olie. Forretningsmulighederne ligger i at tænke i alternativer til business as usual påpeger innovationschefen.

På gevinstsiden betyder det også, at helt nye samarbejder kan opstå på tværs af brancher.

Det skaber nye fællesskaber og nye værdistrømme. En virksomhed, som du aldrig tidligere har haft forbindelse med, kan pludselig vise sig at blive din nærmeste samarbejdspartner, hvis den eksempelvis er interesseret i at købe dine affaldsprodukter, siger Jasper Steinhausen.

Berigende fællesskaber og nye netværk er netop gevinsten ved de alternative økonomier, fortæller sociolog ved CBS, Handelshøjskolen i København, Ole Bjerg. Han forsker i nutidens form for kapitalisme og mener, der er behov for, at vi begynder at opfatte økonomi langt bredere, end vi er vant til.

Når vi siger vækst, mener vi kun penge, men faktisk er økonomi langt bredere. Det er også de gaver, der bliver udvekslet i en familie. Eller når du bytter noget med naboen. I forbindelse med vækstkrisen handler det om, at pengeøkonomien har nået en grænse, og vi må genopfinde andre økonomiformer, siger han.

Og faktisk giver en økonomi baseret på bytte langt mere menneskelig mening, end pengeøkonomien, mener Ole Bjerg.

Penge er designet til, at folk, der ikke kender hinanden, indgår i en anonym relation. Nogle gange kan det have en styrke, men det har også bivirkninger, fordi en almindelig økonomisk handel ikke skaber moralske og sociale bånd mellem folk. Hver dag kan jeg gå ind i den samme Netto og købe mine varer uden nogensinde at tale med nogen, men hvis du bytter, vil du spontant tale med nogen. Penge afleder den spontane relation mellem mennesker, siger Ole Bjerg.

Pengeforskeren mener derfor også, at vi som samfund bliver gladere, hvis vi simpelthen bytter mere. Og qua den økonomiske krise i landet giver det også god mening at genoplive det bytteøkonomiske.

Som det er nu, har vi ingenting, når pengeøkonomien holder op med at virke. Når folk mister deres arbejde, er de virkelig på den, fordi de ikke bare kan begynde at dyrke gulerødder eller i det hele taget blive selvforsynende. Selvfølgelig kan man ikke gå 100 procent tilbage til bytteøkonomien, men hvorfor ikke den ene dag lave rigelig mad, så naboen kan spise med? Og så kan man gøre det omvendt dagen efter, foreslår Ole Bjerg.

I Resecond har Kate Hand besluttet sig for den prikkede, blå baldrøm. Hun har også fundet tre andre fine kjoler, som hun bytter med dem, hun har med hjemme fra sit eget tøjskab. Til hver af de kjoler, hun indleverer, skriver hun en lap med kjolens historie, som kommer til at hænge på kjolen. I stedet for et prismærke er der en lille fortælling. Det er et krav fra bu-tiksejer Stine Skytte, at alle kjolebytterne skal give en lille historie med som en ekstra værdi.

Denne kjole havde min bedstemor på til sit sølvbryllup. De har lige fejret diamantbryllup. Der må være lykke i kjolen, skriver Kate Hand med sirlige bogstaver.

Og til alle kjolerne i butikkerne hører altså lignende historier. Og af nogle af de små skilte på kjolerne fremgår det, at nogle kjoler allerede er byttet frem og tilbage flere gange. En kjole i røde og gule nuancer er netop vendt tilbage efter at have været til en fantastisk bryllupsfest. Den kortvarige ejer af festkjolen syntes så, at det elegante dress skulle komme andre medlemmer til gode. Sådan opstår der en stor fællesskabsfølelse i den lille kjolebutik. Også Kate Hand tænker i de baner.

Når jeg har været til officersbal tror jeg, at jeg kommer tilbage med kjolen her i butikken og bytter den til en anden. Jeg synes næsten, at nogle af de andre medlemmer skal have mulighed for at bære den kjole til en fest, siger Kate Hand.