Den gode stilhed

STILHED: Døvepræst Marianne Bønløkke er hørende, og kordegn Tomas Kold Erlandsen er døv. Men for begge gælder det, at de må give plads for stilheden for at finde den indre ro

Kordegn Tomas Kold Erlandsen er døv, men oplever støj med øjnene. Ved lysgloben i Døves Kirke finder han stilhed sammen med døvepræst Marianne Bønløkke.  -- Foto: Leif Tuxen.
Kordegn Tomas Kold Erlandsen er døv, men oplever støj med øjnene. Ved lysgloben i Døves Kirke finder han stilhed sammen med døvepræst Marianne Bønløkke. -- Foto: Leif Tuxen.

En susen af bilerne fra Ågade forplanter sig ind i Døves Kirke på Frederiksberg ved København. Kirken ligger ud til en af Københavns mest trafikerede indfaldsveje, men for kordegn Tomas Kold Erlandsen, 32 år, er der stille denne morgen ved lysgloben i kirken.

Ikke fordi han ikke kan høre billarmen, men fordi der ikke er noget, som støjer for hans øje. Tomas Kold Erlandsen er en af Danmarks omkring 5000 døve, og de sidste tre et halvt år har han arbejdet i Døves Kirke som kordegn og sognemedhjælper.

– Mange hørende tror, at døve lever i en stille verden, men jeg oplever meget larm i min tilværelse, og fraværet af lyd er ikke ensbetydende med stilhed, siger Tomas Kold Erlandsen og uddyber:

– Blandt andet så oplever jeg visuel støj. Øjnene er mine ører, og når jeg søger efter stilhed, er det svært at holde forstanden i ro og lade tankerne få frit løb, når der er støj omkring mig, siger han på tegnsprog.

Døvepræst Marianne Bønløkke agerer tolk mellem journalisten og Tomas Kold Erlandsen.

Det er 10 år siden Marianne Bønløkke, 44 år, blev præst i Døves Kirke på Frederiksberg.

Der er to præster til at dække Døvemenigheden København, Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, og ifølge Marianne Bønløkke bliver der gjort flittigt brug af præsterne fra de døve og deres pårørende, så tid til stilhed var en mangelvare i hendes præsteliv.

Da hun i 2003 fik bevilget tre måneders studieorlov fra embedet, faldt det på et tørt sted. Hun havde haft nogle slidsomme år, hvor hun skulle lære at fungere på tegnsprog. I to år måtte hun arbejde alene, da kollegaen gik på pension, og samtidig var hun blevet mor til en efternøler.

– Jeg læste næsten kun i Bibelen i forbindelse med prædikenforberedelse, og mit bønsliv bestod for det meste af Fadervor og de fælles bønner under døvegudstjenesten, så min orlov blev en tiltrængt tid til at tænke og finde den stilhed, som jeg havde længtes efter, men ikke havde gjort til en nødvendig del af mit døvepræsteliv, siger Marianne Bønløkke.

Selvom hun nu havde tiden til stilhed, så oplevede hun det i begyndelsen svært at finde, hvad hun beskriver som den indre stilhed.

Men hun blev ved med at sætte tid af til stilhed, og på internettet fandt hun en bønsskole på hjemmesiden www.kristenmystik.dk, hvor hun fik råd om bøn.

– Med ét var det, som om tiden med bøn fløj af sted. Når jeg havde en fornemmelse af, at jeg havde siddet i stilhed i et kvarter, så var der gået en time. Tiden med bøn blev noget befriende, og jeg blev sommetider nærmest "høj" af den indre glæde jeg mærkede, siger hun.

Isit arbejdsværelse i hjemmet i Gentofte har hun indrettet et bedested. Her er hendes bibel, ikoner, en andagtsbog af munken Wilfrid Stinnissen og en notesbog.

Klokken seks, mens den øvrige familie endnu sover, sætter hun sig ved bordet og tænder et stearinlys. I en lille time er tiden sat af til bibellæsning og på at være stille med opmærksomheden rettet mod Jesus. Og ganske uventet har hun i stilheden fået en tydeligere erfaring af Guds Ånd.

– I dag ved jeg, at jeg som teolog har haft en intellektuel forståelse af Helligånden, men da jeg begyndte at bruge tid med bøn i stilhed, så mærkede jeg, hvordan Helligånden meget konkret virkede ind i mit liv og satte sit præg på mig som menneske. Bibelteksterne, som jeg grundede over, mens jeg var stille, blev pludselig som talt direkte til mig, og jeg mærkede et nærvær og følte en glæde og forløsning, så jeg ofte græd af glæde og taknemmelighed over det, som skete i mig, siger hun.

Da Marianne Bønløkke tre måneder senere vendte tilbage til Døves Kirke, bemærkede Tomas Kold Erlandsen, at hun så anderledes ud og udstrålede en stor glæde. Og selv har hun også følt, at hun gennem orlovens fordybelse i bøn og stilhed er blevet nærmest forandret.

Hun har ikke fået mindre at bestille. Døves Kirke har fra 1999 til 2004 næsten tredoblet det gennemsnitlige antal kirkegængere. I 1999 kom der i gennemsnit 24 til gudstjeneste, men i 2004 var tallet oppe på 64 kirkegængere i gennemsnit, og flere søndage har storskærmen i menighedssalen været i brug, fordi alle pladser i kirkerummet var optaget. Hendes erfaringer fra stilheden har ikke sænket hendes gennemsnitshastighed gennem livet, men hun mener, at hun er blevet mere bevidst om at definere grænser.

– Øvelsen med at finde stilhed indebærer, at vi lærer at sætte grænser i vort liv, ikke mindst i forhold til de naturlige behov for tid til hvile og søvn. Det er ikke det onde, som er ophav til distraktionerne, men alt det gode, som breder sig ud over vore liv og gør det sværere at finde koncentration og indre samling, siger hun og fortsætter:

– Når du finder den indre ro, så ændrer det din væremåde. Jeg oplever, at jeg er blevet mere kærlig og er bedre til at være nærværende, fordi jeg ikke på samme måde er urolig indvendig, siger hun.

I næste måned inviterer Marianne Bønløkke på pilgrimsvandring for Døves Menighed. En lørdag i juni skal de gå langs Esrum Sø til Esrum Kloster og videre til Esbønderup Kirke. Pilgrimsvandringen er et forsøg på at introducere et tema om at vandre med Gud ind i de døves liv. Hun forklarer, at med til vandringen hører også den gode stilhed med fordybelse i ord fra Bibelen og bøn på vandringen.

Tomas Kold Erlandsen siger:

– Jeg tror, at jeg længes efter stilhed på samme måde, som hørende gør det. Og mine forudsætninger for at finde stilheden, er lige så begrænsede som hørendes. Når jeg vil have stilhed, kan jeg i afsondrethed finde ind i et andet rum.

En travetur med hunden eller en tid alene i kirkerummet opfylder for ham som far til tre små børn definitionen på den gode stilhed.

Marianne Bønløkke bruger ikke et ord som stilhed i døvemenigheden. I stedet taler hun om, at vi som mennesker sommetider må være alene med Gud. Hendes egne erfaringer med stilhed i orloven har skabt et ønske om at formidle det videre til menigheden, og her har hun ofte valgt at tage udgangspunkt i Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente, hvor Jesus taler om at gå ind i kammeret og bede.

– Ensomheden i kammeret repræsenterer forudsætningen for et frugtbart bønsliv. Ved at finde en dyb bekræftelse i at være Guds barn, så behøver jeg ikke at gøre verden til et sted, hvor jeg skal høste anerkendelse. Afsondretheden er den gode stilhed i vores liv. Al bøn begynder hos Gud og bygger dermed på, at man forstår at lytte. For at lytte må man kunne være stille. At have et særligt rum for bøn og stilhed er også med til at give stabiliteten i ens åndelige liv. Det er en hjælp at udvælge sig et sted for stilheden, hvis man vil opbygge en rytme i hverdagen med plads til bøn og bibellæsning, siger Marianne Bønløkke.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

Skriv om temaet

Kristeligt Dagblad vil meget gerne høre, hvad læserne mener om dagens tema om stilhed. I næste uge bringer vi udvalgte kommentarer og reaktioner fra læserne. Send et brev til e-mail-adressen: livogsjael@kristeligt-dagblad.dk eller til Kristeligt Dagblad, att. Liv&Sjæl, Rosen-gården 14, 1174 København K.