Den hellige gral

BØGER UDEFRA: Ny bog kaster lys over spørgsmålene om, hvad den hellige gral egentlig er, og hvor den stammer fra

Illustration til Den hellige gral af Søren Mosdahl.
Illustration til Den hellige gral af Søren Mosdahl.

I Mark Twains historie "En yankee hos ridderne om det runde bord" fra 1889 sætter en flok riddere hvert år ud på jagt efter den hellige gral og må året efter findes af en redningsekspedition.

I "Indiana Jones og det sidste korstog" fra 1989 finder Indy den rigtige kalk blandt en række diamantbesatte kopper og kan derved redde sin far, der er dødeligt såret. I Dan Browns roman "Da Vinci mysteriet" fra 2003 er det Maria Magdalene, der som Jesu livsledsager og mor til hans børn er den hellige gral.

Den hellige gral er et middelalderfænomen, der til stadighed spøger i vores fælles kulturelle bevidsthed. Men hvad er gralen egentlig, og hvor stammer den fra? Det besvarer den britiske middelalderhistoriker Richard Barber i en lang og detaljeret, men meget velskrevet bog: "The Holy Grail: Imagination and Belief".

Barber beskriver den hellige grals historie og dens udvikling fra at være et kristent symbol til at blive en moderne metafor for et mål, der er næstent uopnåeligt.

Gralsromancerne blev skrevet i perioden fra 1190 til 1240. De var en ny litterær form, skrevet for en helt ny socialklasse: ridderne, der fik land i løn af deres herrer for krigstjeneste. Gralsromancerne formulerede denne nye klasses idealer, men også kirken trængte sig på for at give ridderidealerne et religiøst præg. Det var "tilnærmelsen af litterær fantasi og religiøse idealer, der muliggjorde gralshistorierne", skriver Barber.

Ifølge Barber møder vi først den hellige gral i slutningen af det 12. århundrede hos franskmanden Chrétien de Troyes, der var forfatter til "Historien om gralen".

Chrétien var berømt for en række historier, der fandt sted ved sagnkongen Arthurs hof, og det var efter Barbers mening Chrétien, der opfandt gralen, selv om han ikke skrev meget om den i sin historie.

D en handler om en ung ridders modningspro- ces, nærmere bestemt om den unge Perceval, der på sine vandringer kommer til et slot og møder en syg konge. Under middagen kommer der en besynderlig procession vandrende gennem salen, bl.a. med en strålende gral lavet af guld, men den unge mand er for genert til at spørge om, hvad den er. Han får senere at vide, at hans tøven har bevirket, at den syge konge ikke kan blive helbredt.

Chrétien døde i 1190, inden hans værk var færdigt, og allerede 20 år efter hans død var der kommet adskillige nye værker om gralen. Chrétiens mange åndelige arvinger "opfandt faktisk en ny kunstart, prosaromancen, som mange århundreder senere blev til den moderne roman", skriver Barber.

Chrétiens efterfølgere, f.eks. Robert de Boron, satte historien om gralen ind i en kristen sammenhæng. Josef af Arimatæa blev udpeget til gralens bevogter, og det fortaltes, at gralen dels var det fad, Jesus spiste af til den sidste nadver, dels det fad, Josef brugte til at opsamle Jesu blod i, da Jesus blev taget ned fra korset. Hermed var gralen sat i forbindelse med den kristne nadver, og som sådan blev den et stærkt kristent symbol.

Det er dog værd at bemærke, at middelalderkirken aldrig officielt anerkendte gralshistorierne. Gralsromancerne repræsenterer en blanding af det sekulære og det religiøse, som det kan være svært at kapere for et moderne menneske, skriver Barber.

Selve ordet "gral" betød oprindeligt et fad lavet af værdifuldt metal. I nogle historier var gralen et fad (f.eks. i forbindelse med Josef af Arimatæa), i andre en kalk eller et bæger, og i andre igen optræder gralen som et mystisk, uhåndgribeligt fænomen.

Den gralsromance, der kommer tættest på at være den definitive, er "Lancelot-gralen" fra årene 1210-1250. Dette anonyme værk er langt mere ambitiøst og omfattende end sine forgængere, og det vælger at bruge Arthurs ridder Lancelot som sin hovedperson.

Lancelot selv (der var forelsket i kong Arthurs dronning) opnår aldrig at finde gralen, som er blevet et symbol på åndelig fuldkommenhed, og som ikke kan ses af syndere. Men det lykkes for hans søn, den syndfri Galahad. Historien ender med, at Galahad falder på knæ for gralen og dør, mens gralen forsvinder op i himlen.

På engelsk er den ultimative version af gralshistorierne Sir Thomas Malorys "Morte Darthur" fra 1470, der endnu en gang sammenknytter nadveren og den hellige gral. Gralsromancerne blev læst og genfortalt i et par århundreder, indtil de gik helt af mode under renæssancen og reformationen.

De dukker op igen i det 19. århundrede, hvor de lærde begyndte at studere deres litterære fortid. Bl.a. den engelske digter Tennyson, de engelske præ- rafaelitter og den tyske komponist Wagner fattede interesse for dem. Wagners sidste opera, "Parsifal", er en gendigtning af gralsromancerne, og den er stadig i dag dybt kontroversiel.

I moderne tid er det blevet in at søge efter en "ur-gral". Der er mange teorier - både fra new age-dyrkere og fra seriøse forskere - om, hvor gralen stammer fra; her er såvel keltisk som orientalsk religion blevet foreslået.

I det sidste halve århundrede optræder gralen i en ny type sensationsbøger som f.eks. "The Holy Blood and the Holy Grail" af Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln (1982), der hævder at afsløre mystiske sammensværgelser. Gralen er blevet set som et frugtbarhedssymbol, som knyttet til alkymi, gudindereligion, frimurere og rosenkreuzere.

Men det har Barber sit eget svar på: "... vi må lade fantasien indtage hæderspladsen. Digtere og forfattere er skabere; gralen er skabt, ikke af mysticisme, ikke af hedensk religion, ikke engang af kristen tradition, eller af forskerne selv, men af den poetiske fantasi, der arbejder på og med alle disse materialer."