Hendes søn var syv år, da hun fortalte ham, at der sommetider kommer udenlandske forretningsmænd til København, som vil betale penge for at få en dame at gå ud at spise med. - Det gør du bare ikke, sagde den lille gut. - Hvorfor ikke? Vi skal jo bare spise sammen, sagde hans mor. - Nej, du skal ikke gå ud med nogen, du ikke kender, sagde Nicky bestemt.
På det tidspunkt havde Nickys mor allerede været prostitueret i flere år, uden at nogen i familien vidste det, og hun havde samtidig et stofmisbrug, som var ved at vokse hende over hovedet. Sønnens klare udmelding blev et af mange små tegn på, at hun burde holde op og begynde at lægge sit liv om. I dag er Jannie Petersen stoffri, medlem af socialminister Henriette Kjærs (K) Rådet for Socialt Udsatte og leder af det kommunale projekt »Hotellet« på Vesterbro i København, som drives af tidligere stofmisbrugere.
Jannie Petersen er uddannet frisør og havde, siden hun var 20 år, haft et skjult heroinmisbrug. Hun passede sit arbejde som frisør og sin søn, som hun fik som 19-årig. Efter nogen tids hemmeligt misbrug begyndte hun at mangle penge til det dyre forbrug af stoffer, og hun begyndte at fantasere om at tjene penge på prostitution.
- Jeg har altid været lidt tiltrukket af den magt, der ligger i prostitution. Jeg syntes, det var spændende, lidt forbudt og forbundet med fest og farver. Jeg begyndte at snige mig ind på området ved at læse annoncerne for massageklinikker i Ekstra Bladet og læse alt andet, jeg kunne finde om prostitution. En kollega i frisørsalonen var escortpige uden at have noget misbrug. Det var bare et arbejde. Nå! tænkte jeg. Hun fortalte mig, at der var penge i det, og det tiltrak mig e-normt. Kollegaen fortalte mig også, at når det i en annonce hedder, at de søger en telefonmedarbejder, betyder det, at de søger en massøse.
Jannie Petersen søgte en stilling som »telefonmedarbejder« på en massageklinik på Østerbro i København og begyndte med det samme næsten på fuld tid med daglige vagter enten om dagen eller om aftenen.
Frisørjobbet droslede hun ned til et halvtidsjob og tog aftenvagter på klinikken de dage, hvor hun skulle arbejde i frisørsalonen.
- Første gang var jeg rigtig nervøs og bange for ikke at være god nok. Hvad nu hvis jeg ikke kunne alle de trick, man skulle kunne? Men det føltes, som om der gik et halvt sekund, og så stod jeg med 500 kroner i hånden.
- Nogle piger bruger andre navne end deres eget. Men jeg ville ikke risikere, at en eller anden mødte mig i Rødovrecentret med min søn og sagde: »Hej Lulu«, så kunderne kendte mig som Jannie. Jeg forsøgte at være ærlig omkring, hvem jeg var.
- Jeg fik mange faste kunder, der kom en gang om ugen eller en gang om måneden, og man får et eller andet sammen andet end den seksuelle ydelse, man skal give. Man spørger til hinanden, og det bliver privat, konkluderer Jannie Petersen.
- Jeg har aldrig mødt dumme svin, heller ikke da jeg trak i Skelbækgade på Vestrebro i København. Jeg havde selv en forestilling om, at mænd, der købte sex, var forretningsmænd, der ville have tæsk og alt muligt mærkeligt. Men det var helt almindelige mænd. En kom, fordi han havde en syg kone, en anden var lige blevet alene med to små børn, fordi hans kone var død. Nogle kommer vel, fordi det er lidt spændende og forbudt, og nogle kommer, fordi de er ensomme. Jeg blev den, der havde overskuddet og noget at give.
- Det gode var pengene og den identitet, der følger med. Jeg var virkelig noget. Det var næsten som at være frisør, det er også meget intimt at klippe folks hår, man kommer ret tæt på dem. Jeg kunne godt lide følelsen af, at det var bare noget, jeg kunne, det der. Det følger med arbejdet, at man er nødt til at gøre rimeligt meget ved sit ydre, gå i ordentligt tøj, have pænt hår og lækkert undertøj. Det højner samtidig ens selvtillid, og det betød rigtig meget for mig. I dag kan jeg godt gå i almindelige trusser uden at få det dårligt.
- Samspillet med de andre piger på massageklinikken var enormt vigtigt. Det var rigtig tøseklubagtigt og lidt som en flok 14-årige »fnidder-veninder«. Der blev ordnet hår, byttet læbestift og udvekslet mascara på klinikken. Det var en stor del af samværet.
- Men selvfølgelig gør det også noget ved en, det at møde op hver dag og skulle præstere en seksuel ydelse med nogle, man ikke kender, og samtidig se glad ud. Det er frygtelig anstrengende og hårdt fysisk arbejde. Jeg tog flere og flere stoffer for at holde mit liv og mig selv ud, siger Jannie Petersen, der følte, at hun svigtede alle steder.
- Jeg var ikke god nok nogen steder. Jeg var en tiendedel mor, jeg var ikke kæreste med nogen, ikke veninde med nogen og var meget alene om, at jeg var på stoffer. Det er der nok mange, der er på klinikkerne, for det er totalt forbudt. Det var selvfølgelig ikke i orden, og jeg havde det dårligt med at være uærlig.
- Der var mange situationer, hvor jeg ikke kunne gå med de andre piger. Hvis de ville ud og have en lille en, kunne jeg ikke gå med, fordi jeg ikke havde fået hentet stoffer, eller når jeg sagde, at jeg skulle ud at hente frokost, og var væk i halvanden time og måtte finde på en løgn, fordi jeg havde været ude efter stoffer. Jeg var hele tiden bagud med at få organiseret mine stoffer, jeg var bagud med at være mor og med at være frisør. En dag efter den samtale med min søn mødte jeg bare ikke op på klinikken.
- Det var en af de milliard ting, der gjorde, at jeg bare skulle stoppe. Jeg orkede ikke at tage derned, tage alt det »krudt« i ansigtet og sætte håret op til narrestreger. Jeg var træt af mit misbrug, træt af sex og træt af mig selv.
- Midt i det hele blev jeg gravid med faderen til mit første barn. Jeg ved ikke, hvordan det skete, vi må være gået igennem en døråbning samtidig, jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har været sammen. Så skulle det hele være bedre, og jeg ville til at lege familie.
- Jeg forsøgte selv at hutle mig igennem en nedtrapning ved kun at købe lidt heroin og kun tage lidt ad gangen, men det kunne jeg ikke. Når jeg havde stoffet, ville jeg have det hele ind i årerne. Tid sidst sad jeg helt syg og brækkede mig og tænkte: Jeg aborterer eller dør af det her.
- Da jeg var i femte måned, gik jeg til bekendelse over for min læge og indrømmede, at jeg ikke kunne klare det selv. Jeg blev nedtrappet på metadon og var stoffri fra ottende måned.
- Jeg har altid syntes, det var for vildt, at nogen kunne gøre det over for deres lille barn, men det kan man, for stofferne er et monster.
Sønnen Nicky blev tvangsfjernet fra Jannie Petersen i en alder af syv år, fordi hendes stofmisbrug havde accelereret.
- Jeg stod der og så mig i spejlet med fine negle, fint tøj, moderne hår og var helt syg af sorg og skam over ikke at kunne leve op til rollen som mor, og jeg følte, at mit liv var en stor løgn. Det fine billede, jeg så i spejlet, passede slet ikke med, hvordan jeg følte indvendig, og jeg kunne ikke holde den ulighed ud. Men i stedet for at rydde op i mig selv forlod jeg min lejlighed og valgte at få det ydre til at ligne det indre.
- Jeg tog ind på Hovedbanegården og mødte en kunde lige med det samme, og så kørte det for fuld skrue.
I løbet af det næste halvandet år på gaden nåede hun helt derud i sit stofmisbrug, at hun skulle have hjælp til at fixe sig i halsen. Hun sov i opgange, tog, parker og hos fremmede mænd og blev mere og mere syg og afmagret. Til sidst blev hun indlagt på Behandlingsinstitutionen på Forchammersvej på Frederiksberg og kom senere til at bo på det tilhørende herberg. Efterhånden fik hun en idé om, at hun skulle være stoffri.
- Jeg syntes, jeg var blevet for slidt. Jeg skulle for tit ud at lave penge, når jeg ikke havde lyst. Jeg bad om at få mindre metadon og blev trappet ned og fik en lejlighed og tænkte, at så var det jo ordnet. Men det var det ikke. Jeg var med i arbejdet om at åbne De Hjemløses Hus på Nørrebro og stod med store armbevægelser den dag, daværende statsminsiter Poul Nyrup Rasmussen (S) åbnede det. Men hvis et eller andet gik rigtig godt, skulle jeg lige have et lille dyt heroin for at fejre det, og hvis noget gik skidt, skulle jeg også trøste mig med heroin.
Jannie Petersen tog endnu en gang i behandling for sit stofmisbrug på Strandgården i Fakse Ladeplads.
Her måtte hun igennem en svær afsked med »den største kærlighed i mit liv« - heroinen, som altid havde været der for hende, når ingen andre var.
- Jeg savnede at trække. Jeg savnede det med at gå på gaden og skaffe kunder, grine og fjoge og råbe ad idioter. Det kunne jeg finde ud af. Men det med Jannie i behandling var bare så svært. Den første weekend, jeg var hjemme, gik jeg ned i Skelbækgade og lavede penge uden at være på stoffer. Det var meget mærkeligt. Men jeg savnede det hurtige liv, hvor pengene kommer og går, man kører i taxi, spiser ude og køber ind de dyre steder. I de seks måneder i behandling lærte jeg, at det var en del af mit liv, jeg skulle give slip på.
- Jeg har skullet lære at køre i bus, og nu elsker jeg det. Forleden i linje 3 sad en gudesmuk, ung fyr bag mig, og han spurgte, om han ikke skulle hjælpe mig med mine poser. Hvor glad kan man blive? Jeg bliver så glad, når folk vil hinanden.
- I dag lader jeg folk komme ind i mit liv og komme tæt på. Det gjorde jeg ikke før. Jeg er i terapi en gang om ugen, og der kan jeg græde og få trøst. Men ellers er jeg god til at gøre noget, som gør mig glad. Jeg er blevet mere menneskelig. Jeg tager en kage og hygger mig med gode venner.
- Det er svært at tage afsked med det sikreste i ens liv, det kan være stoffer, prostitution eller mad. Hvis man vil ud af prostitution, skal man nærmest i døgnbehandling, for du skal lære at leve dit liv på en anden måde. Jeg tog i behandling og så det som en pause fra stofferne, og den pause skulle vare resten af mit liv. Det er to år siden.
Fakta
Det fælles ansvar
Ifølge regeringens handlingsprogram for de svageste grupper - Det fælles ansvar - skønnes der at være 5000-7000 prostituerede i Danmark.
Tallet har været stigende i de senere år.
Samtidig er antallet af udenlandske prostituerede på kortere eller længere ophold i Danmark er også stigende.
Kvinderne udgør langt størstedelen af de prostituerede.
Regeringens målsætning for området er at sikre:
n At den sociale og sundhedsmæssige indsats over for prostituerede forbedres.
n At de prostituerede, der ønsker at forlade prostitution, får støtte til det.
n At der foretages mere opsøgende arbejde for at rådgive prostituerede, reducere skader og forebygge, at unge går ind i prostitution.
Nye initiativer fra regeringen:
n Støtte til frivillige aktiviteter over for de dårligst stillede prostituerede med misbrug.
n Støtte til igangværende amtslige projekter, der går ud på at hjælpe lokale myndigheder med at udvikle sociale og sundhedsmæssige projekter over for prostituerede.
n Fortsat støtte til det landsdækkende rådgivnings-, formidlings- og videnscenter for prostitution, PRO-Centret.
n Støtte til at udvikle metoder, der kan føre til rådgivning af udenlandske prostituerede i Danmark.
ahlgreen@kristeligt-dagblad.dk
tema
De svageste
Regeringen har peget på fem grupper, som den vil sætte ind over for: narkomaner, prostituerede, hjemløse, psykisk syge og alkoholikere. Med serien om de svageste i Danmark vil Kristeligt Dagblad i de kommende uger sætte ansigter på de mennesker, socialminister Henriette Kjær (K) taler om. Tidligere artikler i serien er bragt den 15., 17., 18. , 19. og 22. juli.