Måske skal man bare læse sine »Himmerlandshistorier« og glæde sig over »Kongens Fald« og »Hvor smiler fager den danske kyst« og lade være at gå for meget op i, hvem der skrev dem.
For godt nok er lektor ph.d. Lars Handestens 500 siders biografi om Johannes Vilhelm Jensen (1873-1950) både underholdende og oplysende. Men den er også slem for den, der forestillede sig Danmarks store sprogkunstner og nobelprismodtager ligeså charmerende og imødekommende som sit værk. Jensen var en gnavpotte. Kammerater fra gymnasietiden i Viborg husker, at det var som om, han gik med knyttede hænder i lommerne, altid parat til at slå fra sig. De fleste fotografier fra senere i livet støtter, hvad man udtalte om ham, at han var en bister, tilknappet mand, utilgængelig som en fæstning. Hans søster, forfatteren Thit Jensen, kaldte ham for »et omvandrende Stivkrampefantom«. Hans aggressive og skånselsløse facon havde i perioder store personlige omkostninger for ham. En række familiemedlemmer, venner, arbejdsgivere ville ikke finde sig i tonen og vendte ham ryggen. Der var ingen pardon, når han drog i ledding, og man var enten ven eller fjende, da ingen lunken mellemting kunne accepteres.
Men som mange andre vrisne mennesker, var han samtidig en mimose, uhyre følsom og nærtagende. Og en sjælden gang forfærdet, når det gik op for ham, hvor megen fortræd hans hårde ord kunne volde. Som da han havde overfaldet kollegaen Herman Bang i en kronik i Politiken i 1906. Johannes V. Jensen mente, at homoseksualitet var resultatet af uheldige racemæssige krydsninger, og at de homoseksuelle skulle under behandling på særlige sanatorier. Han tordnede mod den moderne litteratur, der igen og igen fortæller »intime Kønshistorier« og forleder en og anden til at forsøge sig med den unaturlige seksualitet. Den homoseksuelle Herman Bangs debutroman »Haabløse Slægter« vakte stadig furore i det københavnske borgerskab. I kronikken »Samfundet og Sædeligheden« siger Johannes V. Jensen om romanens ophavsmand:
"En meget kendt Forfatter, der i øvrigt foruden at være abnorm ogsaa har vist Talent, er naaet til i disse sidste Dage at staa frem og snakke om Landets Forsvar. Staklen, der næppe nogensinde har haft et Vaaben i sin Haand, lider formodentlig i Øjeblikket af platonisk Kærlighed til en Løjtnant."
I den offentlige avisdebat der fulgte, talte man om Johannes V. Jensens ødelæggelseslyst, fjendtlighedstrang, grumhedsdrift, isnende skadefryd og usaglige fascination af det sunde og det stærke. Sagen endte i forfatterforeningen, hvor Georg Brandes bad medlemmerne undlade i fremtiden at hilse på Johannes V. Jensen. To år efter, da Johannes V. Jensen var i Berlin, kontaktede han Herman Bang, der lå syg i byen, men blev afvist ved døren af Bangs ven og sendte i stedet et brev:
"Hvis De endnu skænker den beklagelige Affære en Tanke, hvor jeg havde altfor let ved at spille den stærkes Rolle, beder jeg Dem tro at det ikke var Dem personligt jeg sigtede til....hvis De ikke vilde regne netop mig i Forgrunden naar sørgelige Erindringer passerer forbi, vilde ogsaa jeg føle mig lettet... Jeg haaber De snart bliver rask igen og kan gense Steder og Mennesker der er noget for Dem.
Deres hengivne Johannes V. Jensen."
Bang ville ikke træffe Johannes V. Jensen, men af et svarbrev fremgår det, han var stor nok til ikke at bære noget personligt nag til dyrlægesønnen fra Farsø.
Lars Handestens lyst til at skrive Johannes V. Jensen-biografien udspringer af en gammel kærlighed til digterens værk. Til dets sprog, længsel, vildskab, originalitet, humor, smittende glæde over livet og naturen. Og af nysgerrighed efter at følge digteren på dennes veje og vildveje i søgen efter ny eksistentiel og kunsterisk erkendelse, nu da han har kasseret troen på højere instanser.
"I gymnasiet læste vi »Bræen«, som jeg var meget betaget af. Men jeg tændte totalt på hans digt »Paa Memphis Station«. Her var en desperat ung mand, jeg kunne genkende mig selv i. Samtidig var jeg fascineret af digtets kraft og sproglige overskud. På universitetet var jeg med i nogle arrangementer med avantgarde-lyrik og jeg kan huske, jeg læste digtet højt. Fædrelandssangen » Hvor smiler fager« har altid givet mig sug i maven, fordi den bringer barndomsminder frem om saltvand, sommer, skibe, sund og sol. Jeg voksede op ved Kronborg og Sjællands port og stod med min fiskestang ude ved de store sten. Sangen er i øvrigt Højskolesangbogens bedste i genren, mener jeg. Og så er den jo et godt eksempel på den anden ufatteligt følsomme dimension ved den vredladne Johannes V. Jensen. Han, der var dybt splittet i sit syn på danskheden, kvinden og erotikken - fascineret og frastødt på samme tid - var ekspert i at lade Danmark, kvinden og naturen glide sammen i de dejligste naturerotiske billeder," siger Lars Handesten til Kristeligt Dagblad.
For ham har digterens reserverede væsen ikke formået at rokke ved glæden over værkets skønhed.
"Når man har pløjet det vældige forfatterskab igennem, er man vant til kontrasterne ved den mand. Gennem hele livet modsagde sig selv, så der aldrig kom til at stå noget entydigt billede tilbage. Det er da heller ikke som ideolog, filosof, darwinist, naturvidenskabsmand, ateist, ægtemand eller sundhedsapostel, han gav fornyelse og inspiration til eftertiden. Hvor spændende tanker han end havde gjort sig om menneskets rette levevis, havde de ikke gennemslagskraft nok til at overleve i eftertiden. Dét, der gav ham nobelprisen i litteratur i 1944 og dét, vi stadig kan fryde os over i dag, er Johannes V. Jensens vidtåbne sanseapparat og geniale sprog. Poesien og romanerne, hvor han med ny iagttagelse, nye emner, ny fantasi, ny følsomhed, nye vurderinger, nyt sprog skabte helt nye normer i dansk litteratur. Og alt dette havde Jensen forudset og frygtet. Han ville helst huskes for sin »visdomslitteratur«, som han kaldte den," fortæller Lars Handesten.
Johannes V. Jensens barndomshjem i Farsø i Himmerland lå i en from egn. Men hos dyrlægefamilien med de ti børn lød der hverken salmesang eller aftenbøn. Det religiøse tomrum blev senere udfyldt af faderens spiritistiske seancer. Senere priser digtersønnen sin mor for hverken at have involveret sig i faderens spritisme eller den kristne kirke. Søsteren Thit derimod blev også spiritist. Sønnen kaldte sig selv en »redelig og ærlig fritænker«.
Han brugte masser af krudt på at prøve at få overbevist det danske samfund om, at kristendommen ikke alene var noget af det kedeligste, man kunne forestille sig. Men også usand erkendelse. Selv troede han, der i en årrække var medicinstuderende, på udviklingen. På, at ud af arvelighedsforskning og udviklingslære udspringer med tiden den moral, vi har brug for. Han beskæftigede sig mindre med godt og ondt end med den stærkes ret og pligt over for svage og tilbagestående individer.
"Mens Johannes V. Jensen blindt satte sin lid til fremtiden, var det dog tydeligt for ham, at den biologiske livsanskuelse kun var en ringe og utilstrækkelig trøst over for menneskets dødelighed. Han havde det forbandet svært med tanken om sin egen død og skrev til sin nære ven, maleren Fritz Syberg, at han simpelthen ikke kunne klare at overvære dennes hustru, Anna Sybergs, begravelse. Samtidig var det som om han forsøgte at besværge døden, holde den stangen ved ustandselig at skrive om den. Ligesom når han spyr sin indre galde ud mod andre for ikke selv at fortæres af den. Også i forholdet til kristendommen var han fuld af modsigelser. Han beskyldte den for at dyrke lidelse og død og for at være puritansk. Men kredsede selv som en gal om lidelse og død og var om nogen puritansk. Der vankede absolut ingen overdådige festmåltider, når familien holdt ferie i huset i Tibirke," siger Lars Handesten.
"Johannes V. Jensen hyldede det fritstillede individ, der var befriet for småborgerlige, kristne moralbegreber. Man måtte lære at blive sig selv, at blive hin enkelte. Det kan lyde kierke-gaardsk, men er det ikke, for meningen var ikke, at man skulle finde sig selv i forhold til Gud. Han var jo død ifølge Nietzsche og Jensen. Hvad det så skulle være, man fandt sig selv i forhold til, var lige akkurat det spørgsmål, digteren ikke umiddelbart kunne besvare," tilføjer Handesten.
Men spørgsmålet har sikkert været oppe, når Johannes V. Jensen talte med sin nære ven og digterkollega, præsten Jakob Knudsen.
"Venskabet kan synes som noget af en mesalliance, når man tænker på Knudsens kristne tro og baggrund. Men gennem fem år står de to outsidere sammen i kampen mod den brandesianske radikalisme og skriver rosende og forstående artikler om hinanden. Privat ses de jævnligt, og det kunne have været spændende, om samtalerne og den gensidige påvirkning var fortsat.
I et brev til Jakob Knudsen skriver Johannes V. Jensen, at Knudsens nærvær skal hjælpe ham til at få orden på tankerne.
»Mest værd er mig Deres Venskab. Er »Livet« andet? Var Urkristendommen andet end at Venskab lod sig udvide til 13 og siden uendeligt? En af de første Foraarsdage kommer jeg og besøger Dem«.
Hvorfor venskabet sluttede, kan vi kun gætte om. Måske frygtede Johannes V. Jensen, at han allerede havde blottet sig for meget, siger Lars Handesten.
Johannes V. Jensen lå på linje med Socialdemokratiets Forening imod Kirkelig Konfirmation ved at udgive en række kronikker, »Aarets Højtider«. De former sig som drabelige udfald mod kristendommen, verdslige prædikener og kulturhistoriske redegørelser for nytår, fastelavn, påske, pinse, jul, konfirmation, bryllup, begravelse osv. - efterfulgt af en sang til højtiden. Der måtte nye højtider og ritualer til, mente han, og havde store forventninger til arbejderklassen og den oplyste befolkning i byerne. Bønderne var sovset ind i indremissionens »Lavkastepietisme« eller den grundtvigianske højskoles »Melange af hul nordisk Mytologi og familiær Kristendom«, og den radikale kreds med Politiken i spidsen var blevet reaktionære, mente Jensen.
Kniber det med at huske lejlighedssangene fra »Aarets Højtider«, går det bedre med nogle af de andre, som Johannes V. Jensen stadig er repræsenteret med i Højskolesangbogen. For eksempel »Den søde grønne vår« og »En sømand har sin enegang«.
I de unge år havde Johannes V. Jensen stået mellem tre kvindefigurer. Moder, søster og elskerinde. Han var moderens ridder, søsterens intellektuelle diskussionspartner og en gift kusines elsker. Handesten mener, at da han ikke kunne bringe denne triade i harmoni, huggede han knuden over ved at kappe forbindelsen til søster og elskerinde og koncentrere sig om moderskikkelsen. Kort efter fik han sig en hustru, som også snart blev mor. Ikke Edith Nebelong - senere Edith Rode - som han også havde sværmet for. Men Else Marie Ulrik. Handesten påpeger, at igen kommer modsigelsen ind i billedet. Med hensyn til ægteskab havde Jensen sagt, at han gerne ville møde en selvstændig kvinde, der kunne bevare sin personlighed og lade ham beholde sin. Else Marie er noget for en kvinde så usædvanligt og selvstændigt som uddannet snedker og sløjdlærer. Men lynhurtigt forvandles hun til fru Else Johannes V. Jensen. Hun sørger for børn og hjem, så manden kan få ro til at være digter og hun skaber de trygge rammer, han kan flygte bort fra og vende hjem til, når udlængselen endnu engang river og flår i ham. Fordi det dannede selskab i København igen er blevet en pest for ham eller fordi børnenes mæslinger og blevasken i Tibirke Bakker trætter og keder ham.
»For at tænke nyt må jeg sanse nyt«, meddeler han. I de senere år kommer fruen med på flere rejser, men det kniber med koncentrationen om både hende og de nye sanser. Uvenskabet med søsteren Thit blev langvarigt. Som en stadig påmindelse om søskendeparret Jensens indbyrdes stridigheder har Johannes V. Jensen og Thit Jensen i dag hver deres museum i hver sin ende af Farsø.
Blå bog: Lars Handesten. Født 1956. Lektor, ph.d. ved Syddansk Universitet. Har bl.a. udgivet »Litterære rejser« og »Alligevel så elsker vi byen«. Biografien »Johannes V. Jensen - liv og værk« udkommer i næste uge på Gyldendals Forlag. Blandt tidligere Jensen-biografier kan nævnes vennen L. Nedergaards og litteraten Jørgen Elbeks.