Det grænseløse forbrug og truslen mod vores sundhed

Vi snakker om, at amerikanerne lever usundt, men vi er ikke meget bedre selv

Mange amerikanere er overvægtige, men når det kommer til stykket, er vi ikke særligt forskellige fra dem. Hele vores vestlige kultur har et problem med at sætte grænser, mener Lotte Hvas.
Mange amerikanere er overvægtige, men når det kommer til stykket, er vi ikke særligt forskellige fra dem. Hele vores vestlige kultur har et problem med at sætte grænser, mener Lotte Hvas. Foto: .

Jeg har netop været i USA. Et imponerende land med så mange modsætninger og muligheder. Straks måtte jeg tage sundhedsbrillerne på jeg er vel erhvervsskadet! og begyndte at sammenligne med vores eget lille smørhul.

LÆS OGSÅ: Det synlige luksusforbrug er blevet flovt

Der gik jo ikke mange sekunder, før jeg kunne konstatere det samme, som vi allerede har hørt i årevis: at mange amerikanere er overvægtige og ikke så lidt endda. Og at de stadigvæk kører i store biler, selvom de bliver mindre med årene, og bruger enorme mængder af engangs- og andet plastikudstyr og styrter af sted på gaden med kaffekoppen i den ene hånd og en doughnut i den anden uden tid til at holde pause, mens fastfooden ryger ned.

Men når det kommer til stykket, særlig forskelligt fra os er det vel ikke.

Der er bare skruet lidt mere på knapperne derovre, og det gør det lettere at se, hvordan hele vores vestlige kultur har et problem med at sætte grænser.

Grænser for, hvor meget vi spiser, grænser for, hvor meget vi forbruger, og grænser for, hvor meget vi kan nå i løbet af en dag.

Grådighed er et mere negativt udtryk for det samme, men vel den rigtige betegnelse, når vi som kultur mener at have ret til at tage for os af retterne, ikke bare på vores eget spisebord, men i hele verden, når energien skal fordeles.

Vi lever stadig i den overbevisning, at kloden er vores, og at vi er i vores fulde ret til at overskride andre kulturers grænser, for at vi kan få fat i de nødvendige ressourcer til forbruget her og nu. Der er langt fra tankegangen hos de indianere, som nu har måttet se sig forvist til reservater. De mente, at man skulle vurdere sine handlinger på, om de også ville være gode for den syvende efterfølgende generation.

Man skal ikke pudse sundhedsbrillerne ret meget for at se, at den grænseløse måde at leve på er usund, og at vores manglende respekt for grænser ikke blot leder til klimakrise og fattigdom på verdensplan, men også medfører fedmeepidemi og en kraftig stigning i antallet af mennesker med stress. Sundhedsproblemer, som ofte ses som individuelle, og hvor løsningen præsenteres som helbredstjek, piller eller sygemeldinger eller blot som et tag dig nu sammen.

Jeg har desværre ikke nogen hurtig løsning.

Jeg har selv et stort energi­slugende hus og bor så langt væk fra alfarvej, at jeg tilbagelægger lange strækninger på asfalten.

Jeg har svært ved at sige nej tak, når kagerne bliver budt rundt, og jeg fylder min kalender op med ekstra møder eller besøg, også når jeg mærker, at det nogle gange ville være bedre at sige nej.

Men for at komme en løsning nærmere må vi begynde med at indse, at problemerne har rod i vores grænseløse kultur, og tage udgangspunkt i, at vi alle er små brikker i et fælles hele.