Jeg er blevet efterladt med en hjerne, der er lige så tom som en postkasse efter den sidste tømning fredag aften.
Sådan lyder Niels Jørgen Cappelørns egen beskrivelse af sin tilstand efter afslutningen på det 19 år lange arbejde med udgivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter i 55 bind. I dag udnævnes han til æresdoktor i teologi ved Københavns Universitet som en anerkendelse for sit store arbejde.
Skrifterne, som han og en gruppe forskere ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret har stået for, blev overdraget til universitetet ved en højtidelighed på Søren Kierkegaards fødselsdag den 5. maj tidligere i år. Det blev samtidig indledningen til markeringen af 200-året for teologen, filosoffen og forfatterens fødsel.
LÆS OGSÅ: På dødsdagen: Det bedste fra Kierkegaard-året
For den 68-årige professor, dr.h.c. et dr.theol.h.c. og tidligere direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenteret, der nu hører under Københavns Universitet, har tiden efter været præget af en følelse af tomhed.
Det var en voldsom overgang, da det var færdigt. Ikke alene på grund af træthed, men fordi det var forbundet med tab. Tab af en fremragende gruppe medarbejdere, som jeg har samarbejdet med i år efter år. Der var en samlet forenet vilje til, at vi ville det her, og at det skulle være færdigt ultimo december 2012. Og det blev færdigt 14 dage før.
Pludselig var det væk. Det var tab af daglig rutine. Et kolossalt tab, der overraskede mig. Det var også tab af en konstant dialog med Kierkegaards tekster hver eneste dag, hvor jeg skulle finde ud af, hvordan jeg med realkommentarer kunne bidrage til forståelsen og læsningen af Kierkegaard. Den specielle samtale, der især var møntet på, hvad der skulle kommenteres i teksterne, kommer aldrig igen. Den dialog er lukket.
Hvor der er tab, er der sorg. Så det krævede et sorgarbejde, som ganske vist ikke er sammenligneligt med det at miste pårørende, det vil jeg ikke forklejne. Men det sorgarbejde har kostet mig tid. Jeg kan mærke, at jeg er ved at være igennem det. Men det har krævet tålmodighed, siger Niels Jørgen Cappelørn.
Den høje vævre skikkelse i sort jakkesæt udstråler denne dag mere glæde end sorg på kontoret i Søren Kierkegaard Forskningscenteret i Vartov i Farvergade i det indre København. Han er i gang igen med nyt forskningsarbejde om teologien i Søren Kierke-gaards 13 taler ved altergangen om fredagen i Vor Frue Kirke. Et tema, der vil komme til at indgå, når Niels Jørgen Cappelørn den 6. december skal holde en forelæsning på Det Teologiske Fakultet. Det sker som tak for, at han er blevet udnævnt som æresdoktor i teologi ved Københavns Universitet.
Den officielle udnævnelse finder sted i dag ved universitetets årsfest, hvor han, som det hedder, vil blive promoveret og proklameret som teologisk æresdoktor, hvilket er den største akademiske anerkendelse og hæder, en forsker kan få. Æresdoktortitlen er begrundet med, at Niels Jørgen Cappelørn har båret hovedansvaret for tilblivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter: Hans udholdenhed og kompetencer har været afgørende for projektets vellykkethed. Niels Jørgen Cappelørn har desuden i enestående grad bidraget til udgaven som forfatter til tekstkommentarer. Hans kommentarer dækker brede forskningsfelter, fra Kierkegaards historiske, politiske og kulturelle kontekst til de filosofiske og teologiske emner, som forfatterskabet berører, og vidner om en forskningsindsats, der forudsætter detaljeret og præcis tekstfortolkning såvel som dyb forståelse for teksternes indhold, lyder begrundelsen fra Københavns Universitet.
Hvad betyder det for dig at blive æresdoktor?
Det første, der slog mig, da jeg fik det at vide, var, at jeg følte mig taknemmelig og dybt beæret. Jeg synes, at det er ærefuldt at blive placeret i rækken af æresdoktorer og så ved det, jeg vil kalde for mit eget universitet. Her blev jeg kandidat, og her har jeg været censor. Gennem alle årene har jeg haft en tæt relation til Københavns Universitet. Det er en institution, der har spillet en meget stor rolle i mit liv, siger Niels Jørgen Cappelørn.
Jeg betragter det som universitetets anerkendelse for det, jeg har gjort, både med udgivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter og opbyggelsen af det internationale Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Men det lukker også et akademisk sår, fordi jeg af personlige grunde tidligt opgav at fortsætte med at skrive doktordisputats. Senere havde jeg ikke tid.
Nu kommer den, graden. Fordi jeg ikke havde en doktorgrad, blev der fra 1994 til 1998 knyttet en videnskabelig komité til centeret, så der var sikkerhed for, at jeg havde den faglige gehalt. Jeg tog det med et smil og fik utrolig meget godt ud af det. Men nu når jeg alligevel at få en doktorgrad som en gave. Hvis man er forsker, og sådan betegner jeg mig selv, er det at skrive disputats mesterprøven på, at man anerkendes af sin forskningsinstitution og af sine forskerkolleger.
I mandags den 11. november datoen for Kierkegaards død sluttede 200-års-markeringen. Niels Jørgen Cappelørn har ikke været involveret i planlægningen af den officielle fejring, men ligesom sine kolleger har han holdt mange foredrag rundt omkring i landet i foreninger og menigheder og på biblioteker, gymnasier og højskoler.
Det er en side af Kierke-gaard-fejringen, der har begejstret mig. Hvor er det godt, det kunne ske. Jeg har mødt store, lydhøre forsamlinger. Det er min fornemmelse, og det er ren fornemmelse, at der ikke er blevet læst så meget Kierkegaard, men at der er en opfattelse af, at man kunne få rigtig meget ud af Kierkegaard, hvis man læste ham. Og derfor vil man gerne høre foredrag om ham.
Jeg tror, at der er noget dragende ved store ånder og en lyst til at høre noget om dem. I en tid, hvor jeg synes, at de store medier kun serverer søbemad, opstår der behov for at høre noget med indhold i og for selv at være med til at tænke. Jeg har forsøgt at gøre det så forståeligt, som jeg kan gøre det, og som Kierkegaard kan gøres forståelig. Og jeg har oplevet, at folk gerne vil helt op på tæerne. Det er en meget glædelig ting. Jeg synes, det er noget, der skal huskes, når vi vurderer fejringen. Vel er det ikke det store forkromede, men noget, der er sket ud over det ganske land, og som jeg håber vil sætte sine spor, siger Niels Jørgen Cappelørn.
Hans stærkeste følelse var lettelse, da det sidste bind af Søren Kierkegaards Skrifter blev udgivet den 22. februar i år.
Tænk, at det lykkedes! I forhold til projekter er jeg et meget optimistisk menneske og har aldrig tvivlet på, at udgaven ville blive færdig, selvom det ikke har skortet på problemer med finansiering. Vi har dog mødt en enorm generøsitet fra regeringerne. Men man kan ikke nok prise de mennesker i Danmarks Grundforskningsfond, der så den kraft, der var i at udgive Søren Kierkegaards Skrifter. Vi skylder dem en stor tak, for uden dem havde vi aldrig fået begyndt. Det er også en stor anerkendelse, at fonden gik med til at yde de mange penge omkring 83 millioner kroner over 10 år. Det er sjældent, at der gives så store beløb til humanistisk forskning.
Det er klart, at når man får så mange penge, og der bliver vist en så meget tillid, medfører det ansvarlighed og pligt til at føre det til dørs. Det var nok det, der var lettelsen. Nu var min pligt opfyldt, for projektet var ført til ende, siger Niels Jørgen Cappelørn og tilføjer, at han også har mødt ubetinget støtte fra bestyrelsen for Fonden Søren Kierkegaard Forskningscenteret.
Hvad kræver en så stor forskningsmæssig indsat?
Foruden økonomi også tid, planlægning, opfindsomhed, disciplin, udholdenhed, lidenskab og store faglige kompetencer. Ikke mindst det sidste gør, at det må ske i et teamwork. Det hænger blandt andet sammen med, at Kierkegaard var tværfaglig, længe før vi begyndte at tale om tværfaglighed. Der skal mange forskellige kompetencer til hos forskellige medarbejdere. Det, der har været det fantastiske ved samarbejdet med kollegerne, er, at de har repræsenteret forskellig faglighed og hele tiden har været interesserede i at hjælpe hinanden. Teologi, litteratur, græsk, latin, tysk filosofi det er utrolig mange fagområder, Kierkegaard har spændt over, og det kan én person ikke klare.
Selvom det har været hårdt og utrolig krævende i tid og kræfter, har det været forbundet med masser af glæde og tilfredsstillelse at se et projekt vokse og folde sig ud. Man skal huske, at det, at det er en videnskabelig udgave, ikke betyder, at man videnskabeliggør Kierkegaards skrifter, men at arbejdet er forskningsbaseret. Der ligger utallige forskningstimer bag: etableringen af teksterne, skrivning af tekstredegørelser, deriblandt hvert eneste værks tilblivelseshistorie, samt skrivning af kommentarer.
Jeg har været involveret i alle faser af arbejdet, men først og fremmest har jeg arbejdet med realkommentarerne. Og når jeg ser på, hvad der er kommet ud af det, kan jeg godt forstå, at det har taget lang tid, og er ikke så ked af, at vi var tre år forsinket i forhold til den oprindelige plan, som jeg ellers har været. Men jeg bliver decideret fagligt såret, når nogen siger, at der har de siddet og skrevet kommentarer til højst 25 mennesker, der kommer til at arbejde med dem. For det er ganske enkelt ikke rigtigt. Det har været et forsøg på at skrive realkommentarer til andre forskere, ja, naturligvis! Men også at åbne teksterne ved at give almindelige læsere så mange forudsætninger som muligt. Der er forklaret alle gamle udtryk og oversat fra hebræisk, græsk og latin samt gjort rede for gamle ord og vendinger, der er gledet ud af sproget. Vi har også afdækket alle direkte og indirekte henvisninger i teksterne til andre tekster, historiske forhold og personer.
Hvilke glæder og hurdler har arbejdet budt på?
Glæden er umiskendelig for en forsker, hver gang det er lykkedes at aflokke teksten en reference og derved føje endnu en flig til forståelsen af teksten. Faglig set har den største hurdle været udgivelsen af Kierkegaards løse papirer i bind 27, der består af i alt 702 sider, mens kommen-tarbindet er på 1166 sider.
Den faglige udfordring var, at disse løse papirer er fra hele Kierkegaards produktion fra 1830 til 1855. Der er mange små lapper, strimler, blade, nogle i system, andre ikke. Arbejdet med at systematisere dette og skabe en kronologi uden at gribe alt for fortolkende ind i det har været svært. Og så oven i købet beskrive indholdet og kommentere det. Jeg kan huske et blad, som jeg løbende beskæftigede mig med i to-tre måneder. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad Kierkegaard havde i tankerne, men jeg vidste, at han havde noget. Til sidst tænkte jeg: Nu lukker du. Men så søgte jeg sammen med en kollega endnu en gang på nettet, og så kom den, sammenhængen. Er det så ikke spild af tid? Sådan er forskning nogle gange er det held, andre gange forstand. Begge dele skal til. Og det er en vidunderlig tilfredsstillelse, når noget er løst.
Hvad har du lært om Kierkegaard undervejs?
En af de ting, arbejdet har afsløret, er, at Kierkegaard i overordentlig grad er intertekstuel. Han er altid i dialog med andre tekster tekster i meget bred betydning. Det kan være Bibelen, Shake-speare, teaterstykker på Det Kongelige Teater, tyske filosoffer, romantiske forfattere, folkeeventyr, operaer, balletter, digte, annoncer i avisen og så videre. Det viser, at Kierkegaard slet ikke var, som han nogle gange er blevet fremstillet, en person, der har siddet i et indelukket studereværelse og tænkt det hele ud af hovedet. Han har været i konstant dialog med den verden, der omgav ham.
Hvis ikke nogen fortæller om alle de henvisninger og dialogforbindelser, er det svært at forstå for læseren men det forstod samtiden. Det er en måde, hvorpå han fangede sine læsere. I dag ville han have refereret til noget, han havde set i fjernsynet.
Hvad kan alle læsere lære af Kierkegaards forfatterskab og tanker?
Først vil jeg gerne sige, at Kierkegaard hverken er belærende eller docerende. Han er forfærdende, tilskyndende og opvækkende. Han pjanker og pjasker og sjasker ikke med livet. Han tager livet på ordet, når han aflæser det som u-intakt og u-autentisk og afslører det som forstillelse og selvforførelse.
Af hans skrifter kan vi lære, hvordan man bliver et personligt selv og et oprigtigt menneske, der er sig selv nærværende. Man kan lære, at mennesket er ånd, men ånd som mulighed, der skal blive til virkelighed. Og at mennesket først kan blive et åndeligt væsen, når det forholder sig til Gud. I en tid, hvor stress og psykisk udbrændthed fylder mere og mere, kan det være værd at lytte til Kierkegaard, der ikke taler om at være åndelig udbrændt, men derimod om at blive udbrændt til ånd, så det åndelige kan få overhånd, og jeg mere og mere kan blive et åndsmenneske modsat et åndløshedens menneske.
Man kan også lære, hvordan man bliver en troende kristen, og hvordan man bliver en mere og mere enfoldig kristen, idet enfoldighed ifølge Kierkegaard betyder, at man gør det, man siger, og handler efter det, man tror på. Vi kan lære, at mennesket er underlagt tiden eller tidsligheden og dermed underkastet foranderligheden. Og vi kan komme til at indse, at Gud derimod er uforanderlig, og at vi netop derfor kan have uindskrænket tillid til ham. For i sin uendelige uforanderlighed er Gud uendelig bevægelig i sin uendelige kærlighed til den enkelte.
Hvilke afsavn har arbejdet med Søren Kierkegaards Skrifter medført for dig?
Der har været ganske mange ting, jeg har måttet faste fra helt bevidst, for ellers har jeg ikke kunnet løse så stor en opgave. Men det har ikke været afsavn. Det er det ikke, når man brænder så lidenskabeligt for en sag. Der har været dage, hvor jeg har været segnefærdig, men det har ikke standset mig, for viljen og lysten har været større.
Men baglæns kan jeg se, at nogle ting har jeg savnet mere, end jeg ville lade mig selv føle. Arbejdet har for mit vedkommende fyldt al tid. Kommentarerne har jeg skrevet aftener og weekender. Men det har ikke været et problem. For mig har det hængt sammen med, at det var min opgave at udføre det. Og jeg bliver meget harm, når nogen fortæller mig, at jeg sublimerer og ophøjer akademisk virksomhed over almindeligt hverdagsliv. Nej, jeg laver det, jeg helst vil lave og eksisterer dagligt imens. En gang forsker, altid forsker.