Han er i godt selskab, der hvor han sidder midt i havestuen omkranset af Jesu 12 apostle malet på lige så mange kæmpelærreder i de stærke og varme komplementærfarver, kunstmaleren Allan Skuldbøl arbejder i. Malet i lag på lag, indtil motiverne begynder at gro frem. Malet med gammeldags oliemaling, for oliemalingen giver dybde, siger han og det gælder for ham, såvel i liv som kunst, at der skal være dybde i tingene.
LÆS OGSÅ: En kunstners forvandlinger
Iført rød striktrøje lever underet Skuldbøl selv op til sine maleriers harmoniske farvespil, og smilet og taknemmeligheden i øjnene signalerer liv og livsglæde. Det kreative liv, som atter er blevet hans. Han er overleveren af Guds nåde.
Inde ved siden af høres hammerslag. Skuldbøls nye billeder er ved at blive sat på blændramme og gjort klar til hans første udstilling siden sygdommen. Den åbnede i søndags i Ellebæk Kirke i Holstebro. For Skuldbøl er denne begivenhed en kunstnerisk og personlig sejr af dimensioner.
Han havde på et tidspunkt nærmest opgivet sin kunst. Kunne ikke holde ud at se på sine egne billeder, og alene ved sin fortsatte tilstedeværelse her i denne verden kan han betragtes som lidt af et under. Ingen, heller ikke lægerne, troede meget på, at han ville klare den, da de atter blev nødt til at operere ham, fordi en salmonellaforgiftning havde givet infektion og bylder omkring den kunstige hjerteklap, han havde fået indsat fire år tidligere. Da de opererede, havde han over 40 i feber.
Skuldbøls helbredsproblemerlagde ud med to blodpropper i 1999. Få år senere fulgte den første hjerteoperation, hvor en aortaklap blev skiftet ud med en af metal. Siden har sygdom og modgang nærmest stået i kø i den nu 66-årige kunstners liv.
Flere gange har han været indlagt med svære depressioner, som måtte behandles med elektrochok, og midt i det hele blev familiens hus ved Gråsten Slotssø sat under vand under et voldsomt skybrud.
Vi vågnede op til 40 centimeter vand og fisk, der svømmede rundt i stuen.
Det er altsammen næsten som at læse i Bibelens Jobs Bog i Det Gamle Testamente. Det er her, man finder fortællingen om Guds væddemål med Satan om den retfærdige Jobs fromhed, hvor Gud tillader Satan at prøve Job af ved i den grad at lade ulykkerne regne ned over staklen, så Job til sidst frarøvet alt sidder i askedyngen og skraber sine bylder med et potteskår.
Jeg kunne måske også godt forestille mig, at Satan havde sagt til Gud, at ham Allan med de store bekendelser og store ord vil det nu også holde, hvis han får lidt modgang?, funderer Allan Skuldbøl.
For jeg har jo altid talt om min tro og holdt foredrag om Bibelen.
Den kristne tro har lige siden hans omvendelse som 18-årig været bestemmende for hans liv. I en periode var han ligefrem en slags hjælpepræst ved en apostolsk kirke i Tyskland. Det var i hans frikirkedage. Dengang han også gik på barrikaderne sammen med Unge Kristne imod legaliseringen af pornografien og var en del af miljøet i Huset i Knabrostræde i det indre København.
Men det er længe siden. I dag kommer han og hustruen Margot i sognekirken, som han mener, der skal værnes om. Selvom han teologisk ligger til højre for midten, er han ikke enig med dem, der fra denne fløj i disse år danner fri- og valgmenigheder.
Der risikerer man hurtigt at blive meget navlebeskuende og vurderende over for hinandens tro. I folkekirken er der anderledes højt til loftet og plads til mennesker af alle slags.
Som yngre malede han i mange år stort set ikke andet end korsfæstelsen, dybt berørt af smerten og lidelsen i verden. Det var højdramatiske billeder med et blodrødt kors banket gennem et skrigende hovede: Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?.
Når han i dag taler om sin egen lidelseshistorie, fokuserer han på nilhesten eller Behemot, som dette væsen er oversat til i den nye bibel-oversættelse. Men i den gamle udgave er det nilhesten, Vorherre henviser til i sin store svartale til Job i kapitel 40 af Jobs Bog, hvor det lille menneske sættes på plads af den store skabergud.
I nogle år drev Allan Skuldbøl et galleri på gågaden i Tønder. Galleriet kaldte han Nilhesten opkaldt efter dyret i Jobs Bog, og et af de temaer, han i sine billeder og foredrag altid er vendt tilbage til, er Stille eksistenser med en nilhest. Det er også titlen på det store billede, han har ved siden af sig her i havestuen, og som forestiller Margot og ham selv på livets oprørte hav om bord i evangeliets båd, der har kurs mod håbets trekant.
For ikke at drukne i livets hav, prøver vi alle at finde vores båd at være i, forklarer Skuldbøl.
For nogle bliver det filosofiens båd eller måske det politiske eller noget helt tredje, og for os har det altså været religionens eller rettere evangeliets båd, som har vist sig at være bæredygtig gennem alle trængslerne.
Bag de to personerpå maleriet ser man en mørk figur. Det er Allan Skuldbøls udgave af nilhesten, der ligesom hele Jobs Bog har fået afgørende betydning for hans eget forhold til lidelsen.
Se nilhesten! siger Gud til Job, den har jeg skabt såvel som dig (1931-oversættelsen, red.), og så fortsætter han med at remse en række eksempler op, som sætter os i det rette forhold til Gud. Det er det, henvisningen til nilhesten hjælper mig med at huske: at vi kun er små mennesker i forhold til Vorherre, og at vi ikke kender alle svarene, og det må vi bøje os for. Derfor også, at vi aldrig vil finde svaret på vores hvorfor?, når vi rammes af lidelsen. Sådan er det, og det må vi acceptere.
Selvfølgelig har jeg ikke kunnet komme igennem det her uden indimellem at beklage mig, men Jobs Bog og henvisningen til nilhesten har hjulpet mig, så jeg ikke er endt med at blive bitter, som man ellers kan opleve det. Det er jo det værste, der kan ske med et menneske, at det fortaber sit liv i bitterheden.
Vi finder ikke svaret på lidelsen, men der står jo også i Bibelen, at ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med den. Han er med andre ord med os i lidelsen, og det er, hvad jeg selv har oplevet. Han var der også, når jeg psykisk faldt ned i et sort hul.
Allan Skuldbøl konstaterer,at han altid har levet sit liv i dur og mol på grænsen til det manio-depressive. Fra 2005 og årene frem fulgte jævnlige indlæggelser og behandlinger på psykiatrisk afdeling. I 2006 fik han sin første elektrochok-behandling og fra 2008 til 2010 vedligeholdelsesbehandlinger med elektrochok. Lægerne fortalte ham, at dem skulle han have resten af livet.
Så på den måde var jeg jo nærmest opgivet. Lægerne havde opgivet at gøre andet end blot forsøge at stabilisere min tilstand.
Elektrochok-behandlingerne dæmpede symptomerne, men havde den alvorlige bivirkning, at han lidt efter lidt fik store huller i hukommelsen.
Vi tog på ferie på Kreta, hvor vi også havde været på ferie året før på akkurat samme hotel, men det kunne jeg ikke huske noget som helst af, og efterhånden forsvandt der mere og mere af hukommelsen. For eksempel kunne jeg ikke huske min 50-års fødselsdag. Da dét gik op for mig, blev jeg virkelig forskrækket, for hvad så næste gang? Ville min farvesans og min kreativitet så forsvinde?
Forskrækkelsen fik ham til at trodse lægernes advarsler og stoppe elektrochok-behandlingen. I stedet kastede han sig over bøgerne. De næste to år læste han sig igennem en stor del af Gråsten Bibliotek. Otte timer om dagen læste han. Det første år historiske romaner det næste krimier, men i 2012 fra den ene dag til den anden lagde han resolut bøgerne på hylden og gik ud i sit atelier og begyndte at male igen.
Jeg spurgte mig selv, da jeg havde læst mig igennem endnu en krimi: Hvorfor spilde dit liv med det? Du, som er maler?. Så gik jeg ud i værkstedet, og jeg har malet hver dag lige siden.
Det havde ellers ligget stille i lange perioder, og de få billeder, det alligevel var blevet til, var endt som dystre og mørke malerier, som Allan Skuldbøl ikke selv kunne holde ud at se på. Men nu blev de malet over, og lyset i farverne vendte tilbage.
I dag føler jeg, at jeg er kommet over på den anden side. Jeg har fået mit liv tilbage, og jeg er utrolig taknemmelig.
Samtidig ved han godt ved sig selv, at helbreddet er skrøbeligt såvel fysisk som psykisk.
Jeg skal passe på, også at jeg ikke kammer over, som jeg har haft en tendens til, når jeg er blevet alt for optaget af og glad for et billede og nærmest har set mig selv som en genopstanden Picasso. I dag forholder jeg mig mere nøgternt til min egen kunst.
Hans billeder kan minde om de gamle ortodokse ikoner, selvom form- og farvesproget er nutidigt. Som ikonerne er det religiøse eller rettere kristelige billeder. Allan Skuldbøl forsøger at male essensen i kristendommen, som han forklarer.
Det har jeg altid ønsket, og det er jo ikke anderledes, end hvis en maler er optaget af landskabet, så maler han landskabsbilleder, eller hvis det er farver og form, så maler han abstrakt. Det, der betyder noget for mig, er det eksistentielle og i den forbindelse først og fremmest det kristne evangelium, som jo er det eneste blandt alle verdens religioner, der tilbyder mennesket 100 procent frelse, uden at vi selv skal gøre os fortjent.
Derfor er jeg nødt til at male det, og lige nu har jeg travlt med at male de billeder, der skal males. Jeg føler stadig, at jeg har meget på hjerte.
Udstillingen i Ellebæk Kirke i Holstebro kan ses frem til den 1. februar 2014.
