En ret, der virker hver gang

En varm vindaloo curry bringer lindring på en våd vinterlørdag, hvor man er sat til vægs af praktiske og tekniske opgaver i hjemmet

Vindaloo curry er en af de mest populære retter fra Indien, der i dag serveres i indiske restauranter på hele kloden. Oprindelig stammer retten fra Goa, der var en portugisisk koloni på den indiske vestkyst. --
Vindaloo curry er en af de mest populære retter fra Indien, der i dag serveres i indiske restauranter på hele kloden. Oprindelig stammer retten fra Goa, der var en portugisisk koloni på den indiske vestkyst. --. Foto: Kåre Gade.

Det er lørdag, og jeg sidder bag ved fjernsynet og filtrer ledninger ud. Vores satellitsignal er væk, og på den almindelige antenne er der kun nogle af kanalerne, der virker. Jeg vil være sikker på, at det er den rigtige ledning, jeg har fat i, inden jeg klipper den over. Når jeg skal herfra, skal det ikke være under overskriften "Mand fundet død bag tv".

De fleste ulykker sker i hjemmet. Det er et under, at jeg lever endnu. Jeg arbejder hjemme, og i vinterhalvåret opholder jeg mig tit i risikozonen flere døgn i træk. Særligt farligt er det, fordi jeg forventes at løse en række opgaver af teknisk art, som resten af husstanden har besluttet er mit ansvar.

"Ting, der ikke virker" sorterer under mig, selvom jeg er håbløst uegnet til at tage mig af dem og derfor udsætter opgaverne i halve og hele år. Men når jeg endelig går i gang (fordi der er grænser for, hvor længe man kan undvære e-mail, afløb i køkkenvasken, en pære i lampen på trappen), er det med sammenbidt målrettethed.

Sandsynligheden for, at en udødelig abe udrustet med en skrivemaskine tilfældigt vil komme til at skrive Shakespeares "Hamlet" inden for universets levetid, er ifølge matematikerne minimal, men ikke lig nul. Jeg går til mine pedelopgaver med en udødelig abes tålmodighed og prøver mig usystematisk frem. På et eller andet tidspunkt virker telefonen, printeren eller det trådløse internet igen, selv- om jeg efterfølgende aldrig kan forklare, hvad jeg gjorde.

Da jeg har klippet ledningen, afisoleret den, skruet stikket på, sat den tilbage i modtagerboksen og tændt for fjernsynet, er der – stadig sort skærm. Jeg sidder og kigger på mit spejlbillede, da den yngste kommer ind i stuen.

"Hvad laver du?" spørger han.

"Alle satellitkanalerne er forsvundet. Hvordan nulstiller man boksen?"

Han trækker på skuldrene:

"Aner det ikke."

"Det er sådan noget, børn skal være bedre til end deres forældre," siger jeg.

Men da er han gået igen.

Jeg går op på loftet og kigger gennem vinduet til parabolen ude på taget. Jeg kan med det samme se, hvad problemet er. En abe ville have kunnet se det: Ledningen er faldet af parabolen og dingler i regnen.

Der går en times tid med at lede efter en stige, konstatere, at vinduet sidder fast, finde værktøj til at åbne vinduet med, kravle ud på taget, kravle tilbage igen for at lede efter værktøj til at sætte ledningen fast og så videre. Men jeg mærker en særlig tilfredsstillelse ved at vide, hvad problemet er, og hvordan man løser det. Det må være sådan, håndværkere har det hele tiden.

Opmuntret af min uvante succes skifter jeg bagefter stikket på den almindelige antenneledning. Og minsandten om ikke der pludselig er hul igennem til alle kanaler her også! Da fruen kommer ind, forklarer jeg henkastet, at jeg har fikset fjernsynet. Uden at belemre hende med tekniske detaljer.

Senere sidder vi og ser tv.

"Hvor er de kanaler, du snakkede om?" spørger hun.

Jeg tager fjernbetjeningen. De er forsvundet igen.

Jeg beslutter, at huset må klare sig uden. I stedet går jeg ned i køkkenet for at lave noget, der virker hver gang. Snart simrer en Vindaloo curry på komfuret. Til trøst og lindring for alle aber, som på denne våde vinterlørdag forgæves har prøvet at skrive Shakespeares "Hamlet".