"Når man er villig til at tage af sted for meget få penge, i så lang tid, i usikre områder og under dårlige forhold, så er man drevet af noget mere end bare et ønske om at hjælpe andre mennesker," siger Jesper H.L. Jørgensen.
Han er sygeplejerske og formand for den danske afdeling af Læger uden Grænser, der yder hjælp til mennesker i katastroferamte områder i verden, som andre hjælpeorganisationer for længst har forladt eller aldrig har besøgt. En del af jobbeskrivelsen er ganske enkelt, at arbejdet ofte foregår i højrisikozoner.
Jesper H.L. Jørgensen har været udsendt til blandt andet Somalia, Afghanistan og Sudan:
"Jeg har altid set mit arbejde som udsendt som noget større end mig selv – ønsket om at give noget videre til andre, fordi jeg har et overskud, både personligt, i min uddannelse, og fordi jeg har en sikker tilværelse at vende hjem til. Det, der driver os, er jo hverken økonomisk gevinst eller en religiøs overbevisning, men derimod en ideologisk tankegang, hvor man gør noget for mennesker, der ellers ikke får assistance. Der er vi villige til at gå det skridt længere end mange andre," siger Jesper H.L. Jørgensen.
Men man behøver ikke behandle krigsofre, mens kuglerne hvisler om ørerne, for at føle sit arbejde som et kald. Ifølge en ny meningsmåling foretaget for Kristeligt Dagblad af YouGov Zapera, betragter mere end hver fjerde dansker deres arbejde som et kald. Og halvdelen svarer, at det i høj grad eller meget høj grad er vigtigt, at de ting, de bruger tid på i det daglige, gavner andre end dem selv.
På engelsk hedder et kald "vocation" og stammer fra det latinske ord for at kalde "vocare". Og i sin oprindelige betydning er der tale om et guddommeligt kald til et virke som præst, munk eller nonne. Siden er begrebet dog bredt ud til også at omfatte andre gerninger for eksempel læge, sygepleje- og lærerfaget samt humanitært arbejde.
"Et kald refererer til noget, der peger ud over sig selv," siger teolog Kirstine Helbo Johansen, Afdeling for Kirkehistorie og Praktisk Teologi ved Aarhus Universitet, og fortsætter:
"Det er, hvor gerningen er lønnen i sig selv, og man sætter det ind i en større mening. Det er bestemt ikke altid religiøst – det kan for eksempel godt være humanistisk."
Hun mener ikke, udtrykket er dækkende, hvis der bare er tale om, at man er meget engageret i sit arbejde:
"Et kald rækker ud over den private selvudvikling. Men jeg tror ikke, at et kald kan være noget i dag, hvis det ikke også siger en noget. Det personlige aspekt skal ind over – det giver man ikke køb på," siger hun.
Jakob H. Kowalski er filosof og forskningsassistent ved Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet. Han påpeger, at det, der tidligere alene var et religiøst kald, i dag bliver projiceret over i fællesskabet og bruges til at opnå et højere formål med livet:
"Når man følger et kald, går man i en større sags tjeneste, så man kan stå inde for sig selv. At følge sit kald kræver disciplin og modenhed kombineret med en fortsat åbenhed og lydhørhed. Især i en samtid, der som vores er præget af støj og forstyrrelser i form af tilbud om underholdning og evige opfordringer til at tjene og bruge penge og følge moden," siger Jakob Kowalski.
Men de traditionelle kaldsfag som for eksempel præst, lærer og sygeplejerske er under pres. De har nemlig mistet status, blandt andet fordi de er lavtlønnede.
"Og så kommer fagene til at slås med sig selv om deres identitet. Det ser vi netop nu inden for præstegerningen: Skal man arbejde, uanset om man får løn for det, fordi der er en større mening, eller skal man holde på sin ret til et mere reguleret arbejde?", siger Kirstine Helbo Johansen.
Steen Hildebrandt, professor ved Handelshøjskolen i Århus, mener, at begrebet har udtjent sig selv i forhold til de oprindelige kaldsfag.
"Det er blevet slidt i forhold til netop de professioner, som man vil være tilbøjelig til at kalde fag med et kald. Kaldet har mistet sit oprindelige indhold, fordi det er blevet professioner. I dag går man jo på professionshøjskole for at blive sygeplejerske," siger Steen Hildebrandt.
Og netop sygeplejerskerne er en af de faggrupper, der er blevet ramt af modsætningen mellem kaldet og lønarbejderidentiteten. Blandt andet under parolen "Florence Nightingale er død" har sygeplejerskerne forsøgt at gøre opmærksom på, at arbejdet ikke bærer lønnen i sig selv. Det emne har Susanne Malchau Dietz, lektor og forskningsleder ved Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole, forsket indgående i.
"I 1970?erne var kald et skældsord. Florence Nightingale var indbegrebet af kald og kvindelig undertrykkelse inden for sygeplejefaget. Kaldstanken kom til at stå i modsætning til en anerkendelse af kvinders virke som professionelle," siger hun.
Indtil slutningen af 1930?erne måtte sygeplejersker ikke gifte sig. Man mente, sygeplejekaldet var uforeneligt med moderkaldet.
"Dengang var tanken, at kaldet var iboende i kvinden, og hun kunne ikke opfylde begge kald på en gang. Der var også en stor diskussion blandt toneangivende sygeplejersker i datiden af, hvorvidt det ville ødelægge kaldet, hvis man uddannede kvinderne. Man risikerede jo, at det var boglige kvinder, der kom ind i sygeplejefaget frem for kvinder, der var kaldet til at gøre noget godt for andre. Hele kaldstanken var knyttet sammen med pleje og omsorg, drevet af næstekærlighed modsat almindelig arbejdsmentalitet," siger Susanne Malchau Dietz.
I forbindelse med sin forskning har hun defineret kaldet som "et ophøjet ord for lidenskab". Og i det seneste tiår har begrebet ifølge Susanne Malchau Dietz fået fornyet medvind, hvor blandt andre sygeplejestuderende på uddannelsesniveauer i stigende grad har beskæftiget sig med begrebet og dermed synliggjort dets nutidige betydning. Men hvis man taler om det rene religiøse kald, har det dog trange kår i vores del af verden, bemærker Susanne Malchau Dietz:
"Der er ikke ret mange klosterkald i Danmark, hvilket måske ikke kan undre, men der er heller ikke mange klosterkald i de katolske lande i forhold til for bare 40 år siden. Selvom det også er for nedadgående i Den Tredje Verden, har det her bedre betingelser. Det hænger sammen med, at klosterlivet her er attraktivt for fattige og uuddannede kvinder, fordi de i klostrene finder et alternativ til et liv i fattigdom, utallige barnefødsler og mandlig undertrykkelse. De får i stedet tilbudt en familie, bolig, mad, tøj – og ikke mindst en uddannelse," siger hun.
Sideløbende med kaldsfagenes retræte er der en anden lige så tydelig tendens i danskernes arbejdsliv: at stadig flere mennesker betragter deres arbejde som et kald – også selvom det hverken er humanitært eller religiøst funderet:
"Det har meget at gøre med meningsfuldhed. I virkeligheden er meningsfuldhed et udtryk, man nok i dag bedre kan bruge frem for kald. De fleste mennesker har en forventning om, ja, kræver, at deres arbejde er meningsfyldt. Man vil gerne gøre en forskel," siger Steen Hildebrandt.
Det kan Kirsten Marie Bovbjerg nikke genkendende til. Hun er lektor ved Institut for Pædagogik ved Aarhus Universitet og har forsket i det moderne arbejdsliv. Det har de seneste årtier undergået voldsomme forandringer. Fra at være en pligt til at minde mere om et kald:
"I det nye arbejdsliv ser man arbejdet som noget andet end en pligt – som noget, der udvikler selvet. Man er i pagt med sit arbejde og investerer sit hele selv. Arbejdet er ikke begrænset af faste aftaler i en kontrakt, men er en aftale med perforerede grænser, der rækker ind i hele vores liv. Samtidig er det stærkt identitetsskabende at have et engagerende job og noget, man spejler sig i," siger Kirsten Marie Bovbjerg.
Tidligere solgte lønarbejderen sin arbejdstid og havde fritiden som mål. I dag lever rigtig mange i en karriereorienteret livsform, hvor karriere og arbejdsliv går ud i ét.
"Næsten uanset hvor du er i arbejdslivet, og uanset om du arbejder efter en vagtplan, bliver arbejdet set som noget, hvor du skal investere og udvikle dig selv," siger Kirsten Marie Bovbjerg og tilføjer:
"Det ville for eksempel være helt utænkeligt til de såkaldte medarbejderudviklingssamtaler, hvis man sagde: ?Jeg gider ikke udvikle mig.? Alle bliver nødt til at spille med på den der diskurs," siger hun.
Men presser kaldstanken den almindelige lønarbejder, så arbejdsgiveren kan overbevise medarbejderne om, at arbejdet bærer lønnen i sig selv?
Fortsætter næste side
Ifølge Kirsten Marie Bovbjerg får arbejdsgiveren i hvert fald meget for pengene, når arbejdsliv og fritid smelter sammen.
Filosof Jakob Kowalski mener, det ligefrem er et dårligt udgangspunkt for lønforhandlinger:
"Derfor kan der være problemer forbundet med, at det offentlige promoverer job på kaldstanken. Ikke i forhold til, at folk ofte vælger job indenfor eksempelvis plejesektoren, fordi der er en høj grad af mening forbundet med at hjælpe andre, men i forhold til en fortsat retfærdigørelse af lav løn til de mennesker, der vælger at bruge deres liv på at passe, undervise og rydde op efter os andre. Naturligvis skal der rettes op på fagenes image – det er en forudsætning for den nødvendige autoritet og tillid, men kaldsspørgsmålet bør ikke fylde ved lønforhandlingerne. Det er efterhånden også alment accepteret, at man arbejder bedst, hvis man brænder for noget. Derfor bør vi tilstræbe et samfund, hvor flere får mulighed for at følge deres professionelle kald," mener Jakob Kowalski
Han påpeger også, at kaldsmedaljen kan have en bagside:
"Kaldet kan også bruges som retfærdiggørelse af totalitarisme, hvis man følger det blindt – det er faren ved det," siger han.
Uanset at Jesper H. L Jørgensen fra Læger uden Grænser er drevet af et menneskeligt element, taler også han om, at man skal være opmærksom på kaldets faldgruber:
"Jeg har stået i flere situationer, hvor mit liv har været i fare. Det har jeg accepteret, men ikke blindt. Så der er en nuance i kaldet," siger han og fortsætter:
"Når man føler sig kaldet, risikerer man en forblændet tilgang til tingene, hvor man overser nuancerne i det, man beskæftiger sig med. Når jeg er udsendt, sætter jeg mig selv til side i ønsket om at række hånden ud og hjælpe de her mennesker videre. Men selv om jeg ikke kan lade være med at blive følelsesmæssigt påvirket, må jeg ikke lade følelser styre min indsats. Så risikerer jeg at prioritere forkert eller miste min neutralitet i handlingen. Og hvis jeg bliver skudt, hjælper jeg jo hverken mig selv eller de mennesker, jeg er taget ud for at hjælpe."