Familielivets besværligheder gør, at flere vælger livet som single

Nogle eksperter mener, at udviklingen skyldes en stigende individualisering og velstand. Andre påpeger, at det traditionelle familieliv er i opbrud,og at vi fremover vil se mange forskellige måder at indrette os på

Tegning: Peter M. Jensen.
Tegning: Peter M. Jensen.

Far, mor og børn er i undertal. Det samme er det unge, samboende kærestepar samt ægteparret, der bor alene, efter at børnene er fløjet fra reden. I stedet er Danmark i dag domineret af husstande, hvor der kun bor en enkelt person. Helt præcist fandtes der ifølge tal fra Danmarks Statistik 1.005.015 af slagsen i januar 2013. Til sammenligning var antallet af husstande med to personer 863.565, mens husstande beboet af fire blot udgjorde 295.223 af det samlede antal.

LÆS OGSÅ: Aldrig har så mange danskere boet alene - og det belaster miljøet

Naturligvis spiller den demografiske udvikling en rolle lige nu er befolkningssammensætningen præget af rigtig mange ældre, hvoraf en del har mistet deres ægtefælle, samt et relativt højt antal unge, der endnu ikke har etableret sig og er i fast parforhold. Således udgør mennesker over 60 år næsten halvdelen af alle hustande med kun en beboer.

Men demografien alene forklarer ikke, hvorfor der så mange steder kun står et enkelt navn på postkassen. Individualiseringen og ændrede normer spiller også en stor rolle. Det mener fremtidsforsker og indehaver af virksomheden Futuria Anne-Marie Dahl.

Umiddelbart kan det lyde meget trist, at så mange bor alene, men jeg ser det mest som en del af den bølge af individualisering, som vi rider på, hvor vi alle kan klare os selv og gerne vil skabe præcis det liv, vi drømmer om. Vi lever i en tid med drømmescenarier fra medierne, hvorigennem vi opfordres til at finde vores virkelige jeg frem, så vi hele tiden kan blive bedre, vildere og rigere. Det skal vores partner selvfølgelig kunne leve op til, og ellers vil vi hellere undvære. Det er ikke længere nogen norm, at vi skal bo sammen med en, siger hun.

Og det behøver ikke at være lig med ensomhed at bo alene. I dag kan man få børn uden at have en partner, ligesom man kan sammensætte sin egen familie ud af de venner, man har. Den gængse familiestruktur kan ligefrem være asocial og lukke sig om sig selv, og man vil på den baggrund næsten kunne leve et mere udadvendt og socialt liv, end hvis man boede sammen med sin egen familie, påpeger Anne-Marie Dahl. Hun tror, at vi skal vænne os til nye former for fællesskaber.

De sociale medier spiller også en væsentlig rolle. Her finder man nemt nye fællesskaber, der er mere åbne end de traditionelle. Man skal så blot affinde sig med, at disse er mere sporadiske. Men jeg kan også godt forestille mig, at vi vil se nogle nye boligformer. Områder, hvor der bor andre, som man kan dele græsslåmaskine med og spise sammen med, så der både er et praktisk og et socialt fællesskab, siger hun.

Nybyggeri, hvor man tager højde for at skabe små enheder og med mulighed for at integrere med andre, nærmer sig en kollektiv idé. Alligevel synes Henrik Jensen, historiker og lektor på Roskilde Universitet, at det er en lappeløsning. Han mener, at det, man før kaldte samfundet: familierne, foreningerne, skolerne og dagliglivet i landsbyer og kvarterer, er ved at erodere.

Det er et udslag af det individualiserede samfund, hvor folk synes, at det er blevet for besværligt at danne familie, og hvor det kan virke som en bedre løsning at bo alene. Så kan man gå ud og date i stedet, for det kan bedre hænge sammen med også at skulle værne om egen karriere og hverdag, siger han og lægger ikke skjul på, at han ikke bryder sig om udviklingen.

En anden pointe er ifølge Henrik Jensen, at moderne mennesker alligevel aldrig er rigtig alene. De er samboende med mobiltelefon, computer og tv og oplever derigennem et pseudofællesskab, som kan erstatte det at møde mennesker ansigt til ansigt.

Vi kan gøre så mange ting hjemmefra på grund af elektronik, som vi ikke kunne før. Vi kan endda arbejde hjemmefra det er tilfredsstillende, og vi søger det. Men det er et samfundsproblem. Vi bliver sådan nogle eremitter, der sidder for os selv, og det gør os selvoptagede, indesluttede og dårlige til at omgås andre. Vi tilskyndes til bare at være os selv, og når vi så endelig kommer ud, irriteres vi af andre mennesker i supermarkedet og i trafikken de er i vejen for os. Men det er ikke sådan, man bliver et menneske det gør man ved at mødes med andre og lade sig udvikle i samspil med dem, siger Henrik Jensen og kalder det en grundlæggende præmis, at vi har det svært med at være sammen med andre.

Det er en gåde i menneskets eksistens. Vi er et flokdyr, men meget optaget af vores eget, siger han.

Men måske skal tiden bare gå, og så kommer der, som man så ofte har oplevet det, en modtendens. Det tror Henrik Jensen imidlertid ikke på. Vi er forsvundet helt ind i gabet på teknologien, hvis kræfter er alt for stærke til, at noget kan trække tilstrækkeligt hårdt i den anden retning og give den egentligt modspil.

Det selviscenesættende apparat, sådan kalder Henrik Jensen de sociale medier under et, er heller ikke stedet at finde de mennesker, man gerne vil omgås og måske endda dele adresse med på sigt. For på de platforme skaber vi et falskt og forherligende billede af os selv, som ikke stemmer overens med virkeligheden. Og når vi selv gør sådan, hvordan kan vi så regne med det, andre præsenterer sig som? spørger han.

Den teknologiske udvikling er som en tiger, der løber som en sindssyg, og hvis hale vi har fat i og ikke tør give slip på, fordi vi så er bange for at blive hægtet af. Selv jeg, som er så kritisk over for det, kan mærke, hvor meget det hiver i mig, når jeg skal tjekke mail på telefonen og så videre, siger Henrik Jensen, der mener, at det grundlæggende er blevet svært at skabe familie i dag.

Folk er kærester, men bor hver for sig. Og lever man i et parforhold, skal man hele tiden tage stilling til, hvorvidt man nu er lykkelig nok, om livet nu lever op til det, man forestillede sig. Det, tror jeg, er medvirkende til, at folk hellere vil bo alene. Man slipper for at skuffes af virkeligheden, siger han.

Camilla Carlsen Bechsgaard er privatpraktiserende psykolog og møder i sin praksis mange mennesker, der bor alene. Både dem, der gør det af nød efter en skilsmisse eller et dødsfald, og dem, der bare gerne vil være alene på matriklen. Hun synes, at synet på dem, der lever alene, er præget af fordomme.

Mange har en forestilling om, at singler går rundt og er kronisk ulykkelige, men det er de faktisk sjældent. De er ofte meget mere aktive i at beholde venskabsrelationer, hvor samboende par egentlig er tilfredse med bare at sidde hjemme i sofaen sammen med et glas vin, siger hun og fortsætter:

Meget i samfundet går på at tilbede ægteskabet, og blandt andet er det en klar fordel at være gift, når det handler om eksempelvis økonomi og forsikringer. Men man bør huske på, at det er singler, der bærer en stor del af kulturlivet, og også dem, der i mange tilfælde har det økonomiske overskud, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Et stort økonomisk overskud var måske ikke det, som de ugifte havde mest af, hvis man kigger et par hundrede år tilbage i tiden, hvor det slet ikke var så unormalt at forblive ugift hele livet, som man måske kunne tro. Men de klarede sig, for modsat i dag flyttede man dengang sjældent for sig selv. I stedet var de ugifte i huset eller ansat på familiens gård. Det fortæller Bente Rosenbeck, professor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

Det var helt normalt at være enlig dengang. Cirka 20 procent af den voksne befolkning blev aldrig gift, for generelt indgik man kun ægteskab, hvis der var et behov for det, siger hun.

Det var først med generationerne i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor ægteskabsalderen faldt, og flere og flere fik børn, at antallet af mennesker uden partner faldt. Ægteskabet var ikke mere kun et praktisk og fornuftigt anliggende, men i højere grad end før følelsesbetinget.

Skilsmisseloven liberaliseres i 1922, men mentalitetsmæssigt sker der først noget i 1960erne, hvor antallet af skilsmisser stiger, og flere periodevis bliver enlige. Det er primært kvinderne, der er primus motor i skilsmisserne de er kommet på arbejdsmarkedet og kan pludselig klare sig selv uafhængigt af en mand. Og så er det også på daværende tidspunkt, at man begyndte at se den livscyklus, som vi kender fra i dag, hvor folk på egen foranledning vælger at gå ud og ind af ægteskaber, siger Bente Rosenbeck .

Og netop det mønster, hvor folk går fra et parforhold til et andet, skal man holde sig for øje, når man iagttager det høje antal af aleneboende i dag. For en stor del af disse vil nemlig kun være enlige i transit. De har måske været gift og er blevet skilt og venter nu på igen at møde en ny partner for sandsynligvis vil de ikke leve resten af deres liv uden en at dele adresse med.

De fleste mennesker ønsker nemlig ikke at leve alene, siger forskningschef hos virksomheden Fremforsk, Center for Fremtidsforskning, Marianne Levinsen.

Driften efter en partner er stærkere end så meget andet, og langt de fleste ønsker at bo sammen med en og vil søge en ny, hvis de er blevet alene, siger hun, men pointerer samtidig, at særligt kvinder ikke flytter sammen med en ny for enhver pris.

De veluddannede, enlige kvinder bor i byerne og de enlige mænd ude på landet. Det er et udtryk for, at de, der skal møde hinanden, ikke møder hinanden, for de bor to forskellige steder. Desuden vil kvinder gerne have en partner, der som minimum er på deres eget uddannelsesniveau, og kan de ikke finde det, vælger de hellere at være alene.

Toke Haunstrup Christensen, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, har i et forskningsprojekt, der stammer fra 2010, set på gruppen af 30 til 60-årige, som bor alene og har bidraget til at lave denne karakteristik af enlige.

Overordnet er der blandt de aleneboende en overrepræsentation af mennesker på overførselsindkomst det kan være både førtidspension, kontanthjælp og dagpenge, men der er især mange førtidspensionister. De udgør således hele 18 procent af de aleneboende, hvorimod de for den øvrige befolkning i samme aldersgruppe kun udgør fem procent.

I alt er det 29 procent af dem, der bor alene i gruppen 30 til 60 år, som står uden for arbejdsmarkedet til sammenligning gælder det blot 12 procent af dem, som bor sammen med en anden voksen.

Det er i byerne, at de fleste enlige bor, og andelen af aleneboende er noget højere for mænd end kvinder af de 30-60-årige aleneboende udgør mænd således 61 procent og kvinder 39 procent. Forskellen her skal primært ses i lyset af, at det oftest er kvinder, der bliver den primære omsorgsforælder efter en skilsmisse, hvorfor de ikke vil blive betegnet som aleneboende. Modsat vil mændene, som måske kun har børnene i weekenden, ofte regnes for aleneboende.

Den hyppigt hørte påstand, om at mange karrierekvinder bor alene i byerne, og mændene alene på landet, kan ikke stå alene, men skal ses i et større perspektiv, påpeger Toke Haunstrup Christensen.

Det er korrekt, at der i de tal, vi har, ses en tendens til, at der blandt højtuddannede kvinder er flere, som er aleneboende - men disse udgør selvsagt en lille undergruppe af de aleneboende. Omvendt er der en betydelig overrepræsentation af aleneboende mænd uden beskæftigelse. Problematikken omkring arbejdsløse mænd i udkantsområderne skal ses i lyset af en stigende tendens til, at kvinder i højere grad end mænd får uddannelse og dermed hyppigere flytter til byerne, mens mændene oftere ikke får uddannelse og i højere grad bliver boende i yderområderne, siger han.