Sidste år i marts måned satte Anne Bagger sig ind i et fly, der skulle fragte hende, hendes mand og to børn hjem fra ferieøen Fuerteventura. Tilfældigvis kendte hun en af stewardesserne, der inviterede hende med ind i cockpittet. Her fik hun lov at opleve flyet lette og kunne nyde den storslåede udsigt over øen og det omgivende hav.
Få år tidligere havde besøget i cockpittet været utænkeligt. Den 38-årige Anne Bagger, der er office manager hos en softwareforhandler, led nemlig af en sygelig skræk for at flyve.
Min mand har vundet en del rejser gennem sit job. Vi har rejst over Atlanten og fløjet med store og små fly helt uden problemer. Men efter jeg fik børn, blev jeg total angst for at sætte mig op i et fly og fandt hele tiden på undskyldninger for at blive hjemme. Det var simpelthen ikke det værd at tage ud og flyve, for jeg var helt sikker på, at det ville være lig med døden, siger hun.
Da hendes børn blev større, kunne hun ikke mere bruge undskyldningen om, at små børn ikke bør tages ud på lange flyrejser. Hun har derfor også været ude at flyve med sin familie flere gange. Men hver eneste gang med en angst så enorm, at hun overlod al planlægning op til rejsen til sin mand og først pakkede kuffert aftenen inden afrejse, fordi hun til det sidste håbede, at rejsen blev aflyst.
Min mand måtte hjælpe mig ud i taxaen og tørre mine øjne, så børnene ikke så, at jeg græd. Når vi så kom op i flyet, skulle jeg altid have mine børn på hver sin side af mig. Vi skulle være sammen til det sidste, når flyet styrtede ned, fortæller Anne Bagger.
Det var, når flyet skulle lette og lande, at angsten kom. Når først flyet var oppe, var Anne Bagger rolig. Men blot ved den mindste uventede lyd glemte hun al fornuft, og selvom hun kæmpede for at skjule, hvor dårligt hun havde det, fik hun fysiske symptomer på angsten.
LÆS OGSÅ: Angsten for at fejle
Jeg skiftevis rystede og var stiv i kroppen og svedte rigtig meget, og jeg var hele tiden sikker på, at den ene vinge knækkede, eller at der udbrød brand i flyet, så det styrtede ned. Vi sad heller aldrig længere tilbage end række 10, fordi jeg havde læst, at muligheden for at overleve et flystyrt så var størst.
Anne Bagger rejste også kun, når hele familien var med de skulle alle være sammen i døden. Så da hendes mand på et tidspunkt inviterede hende på kærestetur uden børn til Barcelona, sagde hun først nej.
Filmen knækkede for mig. Men heldigvis var der folk omkring mig, som gjorde mig opmærksom på, at jeg havde brug for hjælp, og at det ikke var sundt at have det, som jeg havde det, siger hun.
Allerede efter et par måneders kognitiv terapi, hvor terapeuten blandt andet konfronterede Anne Bagger med det usandsynlige i, at det altid var netop det fly, hun skulle med, der ville styrte ned, tog hun og hendes mand alene til Barcelona. Det var en stor sejr for hende, ligesom det var, da hun sidste efterår for første gang nogensinde rejste med fly helt uden mand og børn.
Efterfølgende har vi med glæde rejst på kærestetur til både Paris og Nice og vi planlægger flere flyrejser, siger hun og fortsætter.
Den terapi har givet mig et meget mere afslappet liv, hvor jeg ikke hele tiden skal prøve at undgå noget. Havde jeg været bevidst om, hvor meget glæde og hvor mange oplevelser det tog fra mig dengang, havde jeg søgt hjælp meget før. Men det anede jeg ikke. Det var bare blevet en del af mit liv. En del, som jeg heldigvis er kommet af med i dag.
Anne Bagger er langtfra den eneste, der har måttet slås med en fobi det gør i alt cirka 15 procent af danskerne. Og fobierne strækker sig lige fra den kendte araknofobi (angst for edderkopper) til emetofobi, som er en irrationel angst for egen eller andres opkast.
Ifølge Eivind Johansen, der er privatpraktiserende klinisk psykolog på klinikken Johansen, Kristoffersen og Pedersen i København, taler man om to forskellige måder, hvorpå en fobi kan opstå. Det kan enten dreje sig om en traumatisk hændelse, der har sat sig så dybe spor, at det udvikler sig til en egentlig fobi.
Som hvis man eksempelvis har været involveret i et alvorligt biluheld og derefter får angst for at køre bil. Men en fobi kan også udvikle sig over længere tid som følge af den samlede effekt af flere forskellige risikofaktorer.
For 65 procent af tilfældene gælder det, at fobien kan spores tilbage til en traumatisk hændelse, mens det for omkring 15 procent gælder, at fobien kan føres tilbage til en uhensigtsmæssig modelindlæring.
Det kan eksempelvis dreje sig om barnet, der ser sin mor reagere stærkt over for edderkopper og derved langsomt arver fobien. For seks procents vedkommende vil det skyldes ting, man har læst, hørt og set i tv og aviser. For den sidste restgruppe gælder det, at patienterne ikke kan huske de specifikke omstændigheder ved fobiens begyndelse.
Da de to fly fløj ind i World Trade Center, og de to tårne kollapsede, bevirkede det, at mange mennesker udviklede en fobi for at flyve. Og da fugleinfluenzaen herhjemme var på sit højeste, udviklede en del også angst over for fugle, forklarer Eivind Johansen, der pointerer, at man også i omkring halvdelen af tilfældene har en genetisk disposition for at få fobier.
Heldigvis er det muligt ved hjælp af relativ kortvarig terapi at kurere en fobi ved hjælp af såkaldt kognitiv terapi.
Det første, vi gør sammen med klienten, er at komme ind til kernen af frygten og spørge: Hvad er egentlig det værste, der kan ske i den her situation? Hvad er det, du forestiller dig, der vil ske, hvis du er i samme rum som en edderkop? Mange tror, at edderkoppen vil angribe dem, og nogle får også det, man kalder en sekundær angst, som betyder, at de udvikler angst for angsten. De kan for eksempel være bange for, at de bliver så angste, at de får et hjerteanfald og dør, siger Eivind Johansen og pointerer, at man ved sekundær angst sørger for ud fra videnskaben at forklare, at man netop ikke besvimer og dør, når man bliver bange, idet man udvikler en blodtryksstigning og ikke et fald. Og det er kun ved blodtryksfald, man besvimer.
Ud over at terapeuten ud fra faktuel viden gør klienten bekendt med, hvad der rent faktisk sker, når eksempelvis en edderkop befinder sig sammen med et menneske, nemlig at den vil forsøge at flygte og gemme sig, fordi den føler sig truet, lader man også patienten møde sin angst.
Vi udsætter dem for en gradvis eksponering ved på en kontrolleret måde at udsætte dem for det, de frygter, ligesom vi også giver dem nogle redskaber til at regulere deres følelser med, siger Eivind Johansen.
Og mange bliver overraskede over, hvor kort tid det tager at overvinde en fobi.
I mange tilfælde behøves der ikke mere end fire til fem timers terapi. Cirka 80 procent af dem, der kommer med en enkelfobi, vil være af med den i løbet af den tid, siger Eivind Johansen og understreger, at fobier kan ramme alle mennesker, selv de mest velfungerende af os.