Folkekirken har tiden imod sig

Det nye kirkeår bliver året, hvor medlemstallet ryger under 80 procent. Det dalende medlemstal hænger som en mørk sky over kirken, hvor mange præster forsøger sig med nye gudstjenesteformer for at imødekomme medlemmernes ønsker. Men kan man forme sig ud af krisen?

Illustration: Morten Voigt.
Illustration: Morten Voigt.

Engang forfattede Kåre Egholm Pedersen reklametekster. Alt fra rejser til cykler solgte han med velvalgte ord på et mindre århusiansk reklamebureau. Som tekstforfatter var det hans opgave at fremhæve det gode ved varen, uanset hvad han syntes om den. Men da han læste Det Nye Testamente mødte han et budskab, som han syntes var for godt til, at han ikke skulle dele det med andre. Han skiftede løbebane, blev teolog, og for syv år siden slog han og familien sig ned i Gedsted i Vesthimmerland. Her er den 39-årige sognepræst den hellige, almindelige højmesses varme fortaler. En almindelig søndag kan sognepræst Kåre Egholm Pedersen tælle mellem 20 og 25 kirkegængere, og det er pænt i et sogn med godt 1100 sjæle.

"Folkekirken har tiden imod sig. Efter en tyndt besøgt søndag kan jeg godt spørge, om der da virkelig ikke er flere, som vil til alters, og om vi skal lukke og slukke butikken. Men klynkende præster er der ingen, som gider høre på. Jeg tror, at folkekirkens fremtid afgøres af, hvorvidt dens præster kan finde glæden og stoltheden ved at forkynde Herrens ord," siger han.

På søndag er det første søndag i advent, og dermed tager kirken fat på et nyt kirkeår. En festdag, hvor folket kommer til den folkekirke, som de ellers i stigende grad melder sig ud af, og som er presset af faldende dåbstal. Præster, der som Kåre Egholm Pedersen tror på den klassiske højmesse som det brede samlingspunkt i sognet, bliver der færre af, mens flere præster og kirkefolk spørger, hvor folkekirken er på vej hen.

Folkekirken er stadig majoritetens kirke, men medlemskurven falder stille og støt, fordi der dør flere medlemmer, end der fødes, og blandt nyfødte bliver færre døbt. Inden udgangen af 2011 vil medlemstallet være under 80 procent. Én ting er den demografiske udvikling, noget andet er væksten i antallet af udmeldelser. I både Tyskland og Sverige har kirkerne oplevet bølger af udmeldelser, mens danskerne trofast har betalt kirkeskatten. Det mønster ændrer sig i disse år. Sidste år satte antallet af udmeldelser rekord med over 14.000, og i de første tre kvartaler af dette år har godt 9000 meldt sig ud.

Hvide Sande, fiskerbyen mellem hav og klit, er et af de steder i landet, som uanset søndag på året kan notere sig en kirkegang over landsgennemsnittet. Men sognepræst Daniel Dørken Kristiansen kalder det for en stakket frist.

"Vi er bare nogle år bagud, men på længere sigt bliver det den samme udvikling. Derudover er vi presset af den almindelige urbanisering, hvor folk flytter fra land til by. Og nogle steder i Vestjylland melder folk sig ud af kirken, fordi folkekirken har fået så meget bredde, at bukserne er ved at sprænges. De synes, den kirkelige forkyndelse bliver for bred," fortæller Daniel Dørken Kristiansen, som foruden at være sognepræst er stiftspræst for mission i Ribe Stift.

Sammen med menighedsrådet sendte han et brev til 11 udvalgte fra sognet: fiskeskipperen, minkfarmeren, en fra skibsværftet, en fra skolen og en fra plejehjemmet. Alle dukkede op til et møde, hvor menighedsråd og præst ville lytte ind til, hvilke tanker folk i Hvide Sande gør sig om kirken, troen, livet og døden. Formålet med aftenen var at få kirkens medlemmers bud på, hvordan kirken kunne blive bedre. Erfaringerne har været så gode, at der nu skal afholdes tilsvarende lytte-aftener i flere andre sogne i stiftet.

"Der kan hurtigt komme krisestemning. Det nye kirkeår bliver året, hvor medlemstallet ryger under 80 procent af befolkningen. Det er noget, der hænger som en tung skygge over meget. Til gengæld er det positivt, at man kan komme igennem med nye tiltag og et begreb som mission, som for få år siden nærmest var tabu, men som i dag er et anderledes accepteret begreb. Det er godt nok at blive udfordret. Vi er nogen, der arbejder bedst under pres," siger Daniel Dørken Kristiansen.

Som udviklingschef i en københavnsk folkekirke er det Anders Michael Hansens opgave at spørge, hvor folkekirken er på vej hen. Han er præst, og siden august har han været ansat som udviklingschef i Fredens og Nazaret Kirker på Østerbro i København. I sit kontor har han fire billedrammer. De tre er de originale arkitekttegninger fra for 110 år siden, da kirken blev bygget. Den sidste er et whiteboard med rum for udvikling. Ordene og stregerne, som skrives og tegnes her, skal gerne vise sig lige så holdbare som de 110 år gamle.

"Vi må se de brutale fakta i øjnene. De faldende dåbstal er en stor udfordring, og jeg vurderer, at vi står foran 25 år med nedskæringer. Vi kan reagere på det med fornægtelse og fortsætte som hidtil med samme dårlige resultater - eller vi kan se på, hvordan vi kan bruge det råderum, vi har, konstruktivt."

Anders Michael Hansen nævner gudstjenester i det offentlige rum i lokalmiljøet, større vidensdeling blandt menighedsråd og et forskningscenter i folkekirken med fokus på menighedernes udvikling som nogle af de initiativer, man med fordel kan sætte i gang. Gudstjenesterne i Fredens og Nazaret sogne, hvor han er ansat, er blandt nogle af de mest velbesøgte i hovedstaden, men generelt taler udviklingschefen for, at der kommer flere typer gudstjenester at vælge mellem.

"Spørgsmålet er, om det er rimeligt at bruge så mange ressourcer på højmessen, hvis flere bakker op om alternative gudstjenester og tilbud. Vi skal være mere bevidste om, hvem vi vil nå, og afsætte flere penge til nye projekter. Lige nu er der en skæv ressourcefordeling i forhold til, hvad vi plejer at gøre, og hvad vi burde gøre. Som mennesker køber vi det, der er bemærkelsesværdigt. Det, der er relevant for os og personligt. Som kirke må vi stræbe efter at skabe det," siger han.

Sognepræst Peter Tingleff, som er ansat til at udvikle nye måder at være kirke på i Roskilde Stift, deler Anders Michael Hansens manglende tiltro til højmessen.

"Vi skal anerkende spaghettigudstjenester eller babysalmesang på linje med højmessen. Vi skal anerkende, at det er kirke, hvor man er optaget af Jesus og evangeliet. Kirken må tage konsekvensen af, at folk ikke kommer hen i kirken. Ved at vende det på hovedet og fortælle folk om evangeliet først, kan det være, de med tiden kommer hen i kirken eller bliver kirke på en ny måde, der hvor de er," siger Peter Tingleff, som samtidig advarer mod, at kirkerne bruger al energi på at lave gudstjenester målrettet særlige grupper.

"Jeg kunne godt tænke mig, at kirken bliver lidt en modkultur til individualismen i stedet for at gå for meget ind på forbrugernes præmisser. Jeg tror, folk længes efter autentiske fællesskaber på tværs af grupper. Og der, hvor fællesskaber er formet af Jesus, behøver man ikke et program eller brand," siger han.

I Gedsted er Kåre Egholm Pedersen ikke til sinds at gennemføre lytterunder eller udsende spørgeskemaer. Han mener, at kirken i disse år er udsat for en markedsgørelse, hvor præsterne bliver en del af underholdningsbranchen.

"Jeg har aldrig oplevet en rockgudstjeneste, som rykker. Vi kan ikke klare os i underholdningsbranchen. Jeg drømmer i stedet om en form for vækkelse, som kan få bugt med den sløvhed, som mange har i forhold til højmessen, og få folk til at tage menighedslivet alvorligt."

"Som præster skal vi turde tale om opstandelsen og ikke bare levere et etisk budskab om næstekærlighed. Hvis kristendommen alene reduceres til næstekærlighed, så bliver det en tynd kop te, og vi kan lige så godt træde ned fra prædikestolen og blive nede," siger han.

Det synspunkt bakker sognepræst Henrik Højlund op. Han er formand for Evangelisk Luthersk Netværk og set ud fra hans konservative teologiske ståsted, forsøger kirken i alt for mange sager at tale tiden efter munden.

"Det er en kæmpe udfordring for folkekirken, at den føler sig så forpligtet på at følge med tiden, at den taler tiden efter munden. Når kirken sekulariserer sig selv, bliver den ligegyldig. Folkekirken skal stå ved sit udgangspunkt, som er den arv, vi har fået fra Brorson, Kingo og Grundtvig, som i sin inderste kerne vil, at vi skal tro på Kristus på en ligefrem måde. Det er også den kristendom, du kan finde ude i verden i de kirker, som vokser," siger han.

Henrik Højlund mener, at tiden er inde til, at kirken holder op med at diskutere strukturer og form og i stedet spørger sig selv, hvorfor vi egentlig har en kirke.

"Man kan ikke forme sig ud af krisen. Hvis man ikke finder tilbage til troens hjerterod, så bliver arbejdet med form bare til eksperimenter. Meget af den fornyelse, som er kommet i folkekirken de senere år, er kommet fra mennesker, som har søgt tilbage til kristendommens rødder," siger han.

Også Grundtvig-Akademiets leder Birgitte Stoklund Larsen, der er teolog og journalist, mener, at kirken skal flytte fokus fra spørgsmålet om strukturer.

"En gang sagde man, at man gik for meget op i murstenene. I dag går man meget op i strukturer, og det fører til en indadvendthed i en tid, hvor kirken skal være mere udadvendt. Naturligvis skal der være ordnede arbejdstider og et godt arbejdsmiljø, men man glemmer, hvad der er mål, og hvad der er midler," siger hun.

"Det burde være overflødigt at sige det, for det er så banalt, men den store udfordring for folkekirken er, hvordan man forkynder evangeliet med relevans for moderne mennesker. Det skal være det naturlige og almindelige valg for folk, som er døbte, at de får deres egne børn døbt," siger hun.

Når det gælder børn, unge og ældre vurderer hun, at folkekirken har mange tilbud og pæn succes med alt fra babysalmesang til seniorklubber, men hun savner tilbud til mennesker midt i livet.

"Kirken må overveje, hvordan den imødekommer den eksistentielle søgning og tørst hos mennesker midt i livet. Man kunne i langt højere grad end i dag opfordre folk til at engagere sig frivilligt, men det kræver at man nytænker, hvordan et frivilligt engagement kan se ud i kirken, så det også virker attraktivt for folk i arbejdslivet. Kristendommen er også for voksne, og der er ingen anden institution i Danmark, som har et bedre og mere veludbygget netværk end folkekirkens at arbejde ud fra," siger Birgitte Stoklund Larsen.

Første søndag i advent tændes juletræet på torvet i Gedsted. Det er byens beboerforening, som har gjort juletræstændingen til en tradition, og i år har foreningen inviteret sognepræst Kåre Egholm Pedersen til at holde en tale i forbindelse med lystændingen. En invitation han er rigtig glad for, for bagefter vil han sætte kurs mod kirken, hvor julen skal synges ind. Og han forventer at se en fyldt kirke, hvor landsbyen bliver samlet og drømmen om folkekirken som den brede, samlende kirke materialiseres.

"I et lokalsamfund som vores, er det vigtigt at man virker for hinanden. Gør man det, kan man skabe overraskende resultater sammen. Men man må stå sammen på tværs af alder og sociale skel, hvis man vil bevare og bygge op," siger Kåre Egholm Pedersen.

schelde@k.dk

nygaard@k.dk