Det er næsten altid et drab, der giver en krimi liv. Det er forbrydelsen, der sætter gang i handlingen og lokker læseren eller seeren til at fortsætte ind i fortællingen. Men hvis der ikke hurtigt kommer mere på spil end selve opklaringen, bliver det aldrig rigtig en god krimi.
Det mener Søren Sveistrup, der selv har brugt otte år af sit liv som hovedforfatter bag tv-serien Forbrydelsen 1, 2 og 3 på DR 1.
LÆS OGSÅ: Merete Pryds Helle: Højsangen har en stærk erotisk og litterær kraft
Han tøver ikke med at kalde serien en eksistentiel fortælling, der handler mere om, hvor nemt man kan miste sig selv, hvis man bliver presset nok, end om, hvor nemt man kan miste livet med en morder på fri fod. Men det var tanken om, hvordan et mord i familien ville påvirke ham selv, der oprindeligt satte ham i gang for otte år siden.
Jeg kan huske, hvordan det gjorde et uhyggeligt indtryk på mig selv, da jeg i forbindelsen med researchen til første sæson fik lov til at se et politifoto af et ilde tilredt lig. Det var et nøgent menneske, der ikke havde levet i mange år, og det var blevet udsat for en forfærdelig forbrydelse, siger Søren Sveistrup, der selv er hjemme med sin yngste, influenzaramte søn, Sylvester på tre år, da Kristeligt Dagblad ringer ham op. Og man kan høre, hvordan barnet leger i baggrunden, mens de voksne taler i telefonen:
Det foto kom til at hjemsøge mig, fortsætter manuskriptforfatteren:
Dengang havde jeg endnu ikke selv fået børn, men jeg kunne nemt leve mig ind i den smerte, som det må påføre enhver forælder at miste et barn på den måde. Sorgen, afmagten og hævnlysten, der måtte følge med, siger han og peger på, at statistikkerne også viser, at den slags drab ofte rammer mere end selve offeret. Det ødelægger som regel hele familier.
Det er desværre normalt, at faderen til et myrdet barn begår selvmord, efter at moderen forinden har forladt ham. For der følger altid mere mørke med et drab end selve sorgen, siger Søren Sveistrup.
På samme måde udspringer hver sæson af Forbrydelsen af én forbrydelse, der sender store skygger over et helt samfund, fordi ugerningen blot bliver den første dominobrik, der vælter ind i en masse menneskers liv. Og hver gang har Søren Sveistrup forestillet sig, at der, indtil forbrydelsen blev opklaret, lå en slags forbandelse over hele København, der er hovedscenen i de tre sæsoner.
Alle karaktererne i Forbrydelsen er spærret inde af deres egne dilemmaer, så længe forbrydelsen er uopklaret. Og det er selvfølgelig også bevidst, at jeg har skrevet den mørke, klaustrofobiske stemning frem. For derigennem har jeg også kunnet gøre historien kompliceret og fuld af sidehistorier, der alle udspringer af den forbrydelse, der er blevet begået.
I skriveprocessen har han selv ladet sig inspirere af diverse spagettiwestern, forklarer han.
Der er altid et element af gammeltestamentlige temaer i spagettiwestern. De handler om hævn over for tilgivelse og magtkampe over for drømme om fred. Og de handler dybest set om folk, der både kæmper mod andre og mod sig selv, fordi de bliver presset så meget, at de til sidst har svært ved ikke at vække deres voldelige sider, siger Søren Sveistrup, der mener, at Forbrydelsen også består af mennesker med store dilemmaer:
Forbrydelsen er fuld af sheriffer, der hver for sig kæmper for deres eget domæne, hvad enten det foregår på statsministerniveau, eller det er vicekriminalkommissær Sarah Lund, der kæmper for sin ret til at styre efterforskningen. Men de kæmper også alle sammen med sig selv, fordi de ikke kan agere uden at træffe svære valg, siger Søren Sveistrup og tøver et øjeblik, inden han tilføjer:
Jeg havde faktisk Abrahams svigt af Isak i tankerne, da jeg skrev Forbrydelsen 3. Sarah Lund vælger jo også altid pligten frem for familien. Hun har nogle særlige evner, der forpligter hende til at bruge dem. Men hendes pligtfølelse og retfærdighedssans kommer også til at betyde, at hun svigter sin egen familie og sin egen mulighed for lykke, og det dilemma tror jeg også, at man kommer til at se i det sidste afsnit, siger Søren Sveistrup, der dermed kan sætte et punktum efter otte års liv med Forbrydelsen.
Hver sæson af Forbrydelsen har haft sin hovedsag. Første sæson handlede om opklaringen af drabet på flyttemandsdatteren Nanna Birk Larsen, mens handlingen sendte tråde ind i den københavnske borgmestervalgkamp.
Anden sæson sendte opklaringsarbejdet ind på justitsministerkontoret og helt til Afghanistan, mens tredje sæson foreløbig har bragt politiefterforskeren Sarah Lund helt op på statsministerens kontor i jagten på en kidnapper af en lille pige, der samtidig er datter af landets rigeste mand. Og det er ikke tilfældigt, at Forbrydelsen blander politik på et stadig højere plan ind i krimihandlingen, forklarer Søren Sveistrup.
Grundhistorien i Forbrydelsen handler om muligheden for fortabelse som menneske, hvis man bliver presset så meget, at man til sidst mister de værdier, man ellers troede på. Derfor er politik særdeles velegnet som en del af handlingen, fordi politik på den ene side består af idealisme og demokrati og på den anden side af kynisme og skjulte dagsordener. Og dramaturgisk er det altid spændende at se, hvad magt gør ved folk, siger Søren Sveistrup, der også har sin egen forklaring på, hvorfor krimier er så populære.
En krimi er et vindue ind til det farlige, hvor man trygt kan komme helt ind på samfundets bagside. Og af en eller anden grund har vi alle brug for at se ned i afgrunden en gang imellem. Men jeg tror, at de fleste gør det, når de selv har det godt. Mange læser jo også krimier ved poolkanten om sommeren, når de selv er fulde af overskud, siger han og tilføjer:
Det kan virke morbidt, at mange på den måde er tiltrukket af drab og lidelse. Men de fleste krimier er jo opbyggelige i den forstand, at det som regel ender med, at forbrydelsen bliver opklaret og dermed ikke kunne betale sig.
Har det kunnet betale sig at bruge otte år på at skrive Forbrydelsen?
Ja, det synes jeg bestemt. Jeg har fået muligheden for at arbejde sammen med nogle af landets bedste filmfolk og har gennem Forbrydelsen fået mulighed for at skrive om nogle af de ting, jeg selv har tænkt meget over som for eksempel forholdet mellem familie og ambitioner. Og så har det da været ganske overvældende, at serien er blevet så stor en national referenceramme både herhjemme og i udlandet, siger Søren Sveistrup, inden han afslutter interviewet for at vende tilbage til barnet i baggrunden.