Forskere afslører: Derfor husker nogle oftere deres drømme

Mennesker, der husker deres drømme, har en anderledes hjerneaktivitet i løbet af natten, end de der ikke husker. Det viser ny forskning

sove, søvn, drømme, drøm,
Sove, søvn, drømme, drøm, . Foto: Iris.

Hvorfor husker nogle af os ofte det, vi drømmer om natten, mens andre næsten aldrig husker noget? Det har franske forskere forsøgt at finde ud af.

Forskerne, der er fra gruppen Brain Dynamics and Cognition Team ved Lyon Neuroscience Research Center, vidste allerede, at mennesker, der husker mange drømme, vågner dobbelt så ofte om natten, som de der ikke husker noget. Det skriver det norske nyhedsmedie forskning.no ifølge Videnskab.dk

Forskerne havde også bemærket, at 'de huskendes' hjerner reagerer mere på lyde, både når de sover og er vågne. Men hvilke dele af hjernen, der sørgede for dette, stod ikke klart.

For at finde ud af dette, målte forskerne hjerneaktiviteten hos 41 personer i sovende og vågen tilstand.

Testpersonerne blev delt ind i to grupper:
· De, der huskede drømme mere end fem gange om ugen
· De, der huskede omtrent to drømme om måneden

Det viste sig, at der i nogle områder af hjernen var stor forskel på aktiviteten hos de to grupper.

LÆS OGSÅ
: Sådan kan du lære at styre dine drømme

Hos de, der huskede mange drømme, var der stor aktivitet i to områder af hjernebarken, nemlig i den forreste del (medial prefrontal cortex) og på siden over øret (temporo-parietal junction).

Aktivitet i det andet af disse to områder skærper ens opmærksomhed i forhold til omgivelserne. Hjernerne hos de, der husker flest drømme, lader sig med andre ord i højere grad påvirke af lyde, lugte og andre indtryk på grund af al hjerneaktiviteten. Derfor vågner de også nemmere.

Det, som forskerne observerer i hjernen, stemmer altså overens med søvnmønsteret hos de, der husker bedst.

»Det kan være en forklaring på, hvorfor de, der husker flest drømme, vågner lettere,« siger Perrine Ruby, som stod i spidsen for det nye studie.

LÆS OGSÅ
: Sådan bliver du fantastisk god til at huske

De husker med andre ord mere, fordi de vågner oftere. Man skal nemlig vågne indimellem for at kunne lagre drømmene i langtidshukommelsen, slår de franske forskere fast. Den sovende hjerne er ikke i stand til at lagre ny information.

»Dette er et yderst spændende studie. Forskergruppen er kommet med flere nye opdagelser de seneste år, som kan hjælpe os til at forstå, hvordan hjernen fungerer, når vi drømmer,« siger Janne Grønli til forskning.no,

Hun er professor i psykologi ved Universitetet i Bergen og centerkoordinator for National kompetencetjeneste for søvnsygdomme.

»Tidligere troede vi, at hjernen også sov, når vi gjorde, men nu ved vi, at den er aldeles aktiv. Dette studie viser mere specifikt, hvordan den reagerer.«

LÆS OGSÅ
: Dårlig søvn varsler tidlig død

I modsætning til hvad man troede for nogle år siden, drømmer vi under alle typer af søvn.

Drømmene kommer ikke bare under REM-søvnen, hvor øjnene bevæger sig bag øjenlågene.

De to dele af hjernen, som de franske forskere har målt aktiviteten i, er en del af et større netværk i hjernen, som snakker sammen i søvne, fortæller Janne Grønli.

»Vi lurer lidt på, hvorfor der er så meget kommunikation mellem hjernedelene, når vi sover. Når vi er vågne, er dette netværk oftest aktivt, når vi er kreative, og særligt hos de der dagdrømmer og ikke fokuserer så meget på verden udenfor. Det er interessant, at de, som husker deres drømme, også har en højere aktivitet her,« siger hun.

»Betyder det, at folk, der husker mange drømme, er mere kreative? Det ved vi ikke. Vi ved i det hele taget fortsat ikke ret meget om, hvad der foregår, når vi drømmer. I Norge er der meget lidt forskning i sammenhængen mellem hjerneaktivitet og drømme,« fortæller Janne Grønli.

LÆS OGSÅ
: For lidt søvn kan give unge depression

Nu vil den franske forskergruppe undersøge, om de, der husker flest drømme, også drømmer mere. Det kan nemlig være en 'sidegevinst' ved at have en meget aktiv hjerne.

Uanset vores drømmeproduktion har de fleste af os mulighed for at komme til at huske flere drømme. Du kan nemlig træne din hjerne til det uden at skulle vågne oftere i løbet af natten.

»Hav en notesbog liggende ved sengen, og skriv ned, hvis du husker drømmene, når du vågner,« skriver Perrine Ruby i en mail til forskning.no.