Signatur
Af Bente Clausen journalist på Kristeligt Dagblad
Jeg har lige afprøvet Kristeligt Dagblads test om mine alkoholvaner. Og heldigvis konstateret, at mit forbrug falder i den sunde kategori. Og nej, jeg har ikke løjet eller gjort mig bedre, end jeg er, selvom resultatet i mine noget yngre dage nok så lidt anderledes problematisk – eller festligt – ud.
Men en af de ting, jeg aldrig gør, og aldrig har gjort, er at drikke alene eller drikke alkohol, hvis dem, jeg er i selskab med, ikke gør det. Jeg har ingen anelse om hvorfor, men sådan er det. Min alene hjemme-fest består af cola.
Den forventning til en dansker har man ikke syd for grænsen. Her står forventninger til danskeres alkoholindtag mål med dem, vi i Danmark noget foragteligt kalder "fulde svenskere". Faktisk findes der på tjekkisk et ordsprog om at "drikke som en dansker".
Da jeg for mange år siden var i Israel og boede privat hos en familie i tre måneder, insisterede sønnen hver fredag aften (de var ikke religiøse) på at køre mig til det nærmeste værtshus, så jeg ikke fik abstinenser! Forklaringen var, at familien tidligere havde givet husly til et dansk pige-håndboldhold, og at de åbenbart festede igennem. Så jeg og sønnen i familien tog hver fredag ud og drak hver en øl. Og han holdt aldrig op med at undres over, at jeg dog ikke skulle have flere.
Jeg har samme erfaring med en gammel palæstinensisk ven.
Da han engang havde kørt hustru og børn til lufthavnen, så de kunne komme på ferie i Libanon, ville han gerne besøge mig. Men da jeg dengang boede alene, ville Djævelen – ifølge hans religion – også være til stede, hvis der kun var os to. Da han heller ikke drak, spurgte han, om der var en café i nærheden, som ikke serverede alkohol. Det kneb det en hel del med, så han spurgte, om vi så kunne lave den aftale, at vi mødtes på en ikke-alkoholfri café, men at jeg så ikke drak alkohol i hans selskab. Det var en søndag formiddag, hvor jeg sjældent føler anledning til at drikke andet end kaffe, men jeg opgav på forhånd at forklare ham, at alkohol kombineret med alkoholfrit selskab ikke var en cocktail, jeg nød. Det ville han aldrig have troet på.
I det hele taget har jeg oplevet en del arabiske flygtninge, som – hvis de ikke bevæger sig uden for ghettoen – tror, at alle danskere drikker, bliver skilt og går i hundene. Det har ved flere lejligheder været helt umuligt at få dem overbevist om, at det var andet end en kuriøs undtagelse, at for eksempel mine forældre var gift med hinanden i 50 år, indtil "døden dem skilte ad".
Meget bedre har det ikke været i USA, hvor jeg for syv år siden tilbragte to måneder og boede hos fire forskellige religiøse familier. De to meget moderat drikkende, de andre alkoholfri. I løbet af de to måneder drak jeg to glas hvidvin og én gin og tonic sammen med en metodistisk familiefar, som gjorde det i trods over afholdenhedsidealet i den amerikanske metodistkirke. Den tæt på alkoholfri oplevelse var god for taljemålet. Men alle som én meddelte de, at "bare fordi de ikke drak, så måtte jeg altså gerne". Det så jeg nu ingen grund til.
Nu ville det jo være løgn, hvis jeg påstod, at jeg altid er så afholdende. Jeg er kommet rigtig ringe ud af en snapsedyst med min dengang 80-årige svigerfar, og jeg er kommet mere end almindeligt beruset hjem fra forskellige fester.
Men mødet med andre kulturers forventninger til danskernes hang til alkoholindtag gør alligevel indtryk – måske fordi der er noget om snakken?