Lørdag
Jeg står i min lejlighed på Frederiksberg i København og kigger ud på snevejret. Jeg har det mildest talt elendigt. Jeg har været syg hele ugen med en voldsom forkølelse, og jeg har mistet stemmen og har i dette øjeblik ikke særlig meget lyst til at tage til Kastrup og drage mod Mexico.
Vi skal mellemlande i Toronto i Canada, så vi holder øje med, om vores fly skulle være forsinket fra Kastrup på grund af snevejret, så vi eventuelt kan få problemer med flyet fra Toronto til Cancun. Foreløbig er der ingen problemer, og vi er også klar til afgang 12.20. Men så sker der ikke mere, og vi venter i flyet i tre timer, før vi kan komme af sted. Jeg ved godt, at det ikke hænger sådan sammen, men der er noget absurd i at skulle til topmøde om den globale opvarmning, mens man sidder fast i sneen.
Vi bliver klar over, at vi ikke kan nå vores næste fly, og indtil det hele falder på plads, er der lidt nervøsitet blandt os, for jeg skal være med til at åbne COP16, så det er vigtigt, at jeg er der til tiden. Da vi endelig letter fra Kastrup, falder jeg i søvn og sover næsten hele vejen til Toronto.
Vi lander midt på aftenen og bruger lidt tid på at finde et lufthavnshotel. Jeg tjekker mail og telefon og ordner lidt papirer, inden jeg går i seng ved 23-tiden, canadisk tid, temmelig rundt på gulvet.
søndag
Jeg mødes med min sekretær i hotellets fitnesscenter klokken 6.30. Det er den bedste medicin mod jetlag og ubehag i kroppen.
Vi pakker og sætter os ind i en lufthavnsbus, der er fyldt med canadiske turister, der skal på ferie. De fortæller spændte om, hvor de skal hen, nogle skal til Jamaica, andre til Bahamas. "Hvor skal I hen," er der én, der spørger, og da jeg fortæller, at vi skal til Cancun, lyder svaret: "God ferie!" Jeg er så træt og har hovedet fyldt af så meget andet, at jeg slet ikke orker at forklare omstændighederne og fortælle, hvad vi egentlig skal.
Klokken 11 mexicansk tid ankommer vi til Cancun. Det er snarere en betonghetto end et ferieparadis.
Vi bliver hentet af den danske ambassadør, og jeg har kun lige akkurat tid nok til at skifte tøj inden mit første møde klokken 13. Jeg har nemlig stadig mit forkølelsestøj på og ligner en mumie i min store sweater.
Jeg mødes med lederen af FN?s klimaforhandlinger, Christiana Figueres Olsen fra Costa Rica, der har danske aner. Jeg har som siddende formand været med til at udnævne hende, og vi har udviklet et tæt samarbejde. Vi taler om, hvilke udfordringer vi står over for. Vi taler selvfølgelig om COP15 i København, hvor forventningerne måske var kørt lidt for højt op. Nu risikerer vi, at forventningerne kommer helt ned under gulvbrædderne, så det handler om at placere overliggeren det rigtige sted. Hvis vi ikke bliver enige om noget i Cancun, er det en illusion at tro, at vi kan blive enige i Sydafrika næste år. Det skal lykkes. Ellers mister FN troværdighed.
Jeg går videre til det næste møde med "bureauet", som det kaldes, FN?s forretningsudvalg for klimaforhandlingerne. I kraft af det danske formandskab er jeg formand for bureauet, og alt tyder på, at det bliver et relativt nemt møde, hvor vi skal blive enige om den overordnede logistik for forhandlingerne. Men mødet udvikler sig i den forkerte retning, og jeg fornemmer, at de egentlige forhandlinger bliver svære.
Bagefter går vi med FN?s sprechstallmeister til generalprøve på koreografien til mandagens åbning af topmødet. Selvom det virker lidt opkørt, så sætter jeg stor pris på den slags, for det giver mig mindre at tænke på ved selve seancen.
Så er klokken blevet syv om aftenen, og vi får noget mexicansk mad i hotellets restaurant. Da vi er færdige, er mine batterier flade.
mandag
Klokken seks er jeg i fitness-centret, hvor amerikanske Fox News kører i fjernsynet. Her lyder meldingen, at der er udsigt til en bindende aftale under COP16. Jeg konstaterer, at overliggeren måske alligevel er sat for højt.
Vi går min åbningstale igennem, som jeg skal holde lidt senere. Jeg er særligt spændt på, om jeg kan alle forkortelserne. Antallet af forkortelser i FN slår både EU og NATO tilsammen.
Den mexicanske præsident, Felipe Calderón, ankommer, og jeg får ført ham den rigtige vej op på podiet, og det hele kan gå i gang.
Først er der en række taler, de fleste ret formelle, men den, der gør størst indtryk på mig, og som har størst autenticitet, kommer fra en ældre kvinde fra Chiapas- regionen i Mexico. Hun vil sikre sig, at vi ikke glemmer alle dem, der lever under den såkaldte energifattigdomsgrænse. Der er altså 1,4 milliarder mennesker, som ikke har adgang til elektricitet, og 2,7 milliarder er afhængige af primitiv biomasse til opvarmning.
Så er det tid til, at jeg skal åbne konferencen og holde min tale. Jeg er lidt nervøs for, om stemmen holder, men alt går efter planen, og jeg giver stafetten videre til den nye formand, Patricia Espinosa, fra Mexico.
Indtil videre har alt kørt efter en nøje tilrettelagt drejebog, men den mexicanske præsident inviterer spontant til frokost for os, der har deltaget i åbningen af COP16. Det er hyggeligt og afslappet, og jeg har præsidenten til bords.
Om eftermiddagen pakker vi vores kufferter, for vi skal tilbage til Danmark. Jeg har en række samråd i Folketinget og et EU-møde i Bruxelles, som jeg skal hjem til. Men på vej til lufthavnen tikker de første sms?er ind om, at al flytrafik er forsinket på grund af vintervejret i Europa. Da vi kommer ud i lufthavnen, kan vi se, at vores fly først vil afgå ved totiden om natten, og vi kan dermed ikke nå vores næste flyforbindelse. Vi opgiver, tager tilbage til hotellet og overvejer, hvordan vi så kommer hjem.
Jeg går i seng omkring midnat, men klokken tre bliver jeg vækket af min presserådgiver. Der er en sag i Danmark, jeg skal forholde mig til, siger han. Det er sagen om handel med CO2-kvoter. Jeg finder brillerne og får svaret på mediernes spørgsmål og får ikke sovet særlig meget mere den nat.
TIRSdag
Morgenen går med at undersøge hjemtransport til Danmark, men vi konstaterer, at det er håbløst, så vi beslutter os for at blive, ikke mindst efter stort pres fra mine mexicanske kolleger. Det giver mig noget mere tid til at tale med de danske ngo?er, der er her, så vi udveksler informationer og diskuterer, hvordan vi kan lægge pres på USA og Kina ved eksempelvis at indgå i en tættere alliance med de progressive u-lande.
Jeg har desuden et lavpraktisk problem. Kufferten er ikke pakket til at være i Mexico i 14 dage, så vi tager ud for at købe lidt tøj. Det er knap så udbytterigt, men jeg får da købt mig en mexicansk fodboldtrøje til fit-nesscentret, og vi spiser lidt aftensmad.
Der er ikke så meget krudt tilbage, da det bliver aften, men vi tjekker selvfølgelig nyhederne fra Danmark, der tikker ind, mens vi er på vej i seng, og jeg får også orienteret mig om, hvad de internationale medier skriver om COP16.
onSdag
Om formiddagen besøger vi en klimalandsby, der er bygget til anledningen lidt uden for Cancun. På afstand kan vi se, at der blandt andet er sat en vindmølle op, og vores lokale taxachauffør spørger, om vi ved, hvad det er for noget, for sådan én har han aldrig set. Han undrer sig over, at den kan skabe energi.
Først på eftermiddagen har jeg et møde med chefen for FN?s klimapanel, hvor vi blandt andet diskuterer, hvorvidt den forskning, der ligger til grund for beslutningerne, hidtil har været ædruelig nok, og vi taler om, hvordan kvalitetsprocedurerne er blevet indskærpet.
På det her tidspunkt af topmødet foregår forhandlingerne på embedsniveau, men i dag begynder de forskellige landes ministre at dukke op.
Jeg bruger lidt tid på at ordne de hjemlige sager, som jo ikke ligger stille, fordi jeg er her. Jeg skal blandt andet forholde mig til, hvordan vi får mere halm i benzinen og flere kvinder på ledende poster.
Om aftenen spiser vi middag med mexicanerne. Vi taler blandt andet om Japan, der netop har meldt ud, at de ikke ønsker at forlænge Kyoto-aftalen, hvilket der egentlig ikke er noget nyt i, men det er en hård udmelding, som kan gøre forhandlingerne svære.
Klokken 23.00 interviewes jeg til P1 Morgen om situationen i Cancun, og jeg tjekker som sædvanlig de generelle nyheder hjemmefra og holder kontakt med familie og venner via Facebook.
torSdag
Jeg går i fitnesscentret fra morgenstunden og holder mindre møder med delegationer fra de øvrige lande.
Ud over selve klimaforhandlingerne kører der en række mindre begivenheder om alt lige fra afskovning til ligestilling. Dermed får jeg mulighed for at svinge min anden ministerkasket (ligestillingsminister, red.), så jeg mødes med en række kvindelige toppolitikere for at diskutere ligestilling og kvinder i toppolitik.
Jeg bruger meget af dagen sammen med mine medarbejdere på at forberede mig mentalt og faktuelt til næste uge, hvor de politiske forhandlinger for alvor går i gang. Derudover mødes jeg med kinesiske ngo?er.
Jeg er efterhånden helt akklimatiseret og befinder mig nu kun i den mexicanske tidszone.
På grund af tidsforskellen mellem Danmark og Mexico kunne Lykke Friis ikke nå at rapportere om sin fredag inden redaktionens afslutning.