Jeg troede, det bare var endnu et interview. Det var i ugerne op til formandsvalget i 2005, hvor det skulle afgøres, om enten Helle Thorning-Schmidt eller jeg skulle stå i spidsen for Socialdemokraterne, og jeg havde allerede talt med flere end 100 journalister. Denne gang foregik det i det gamle radiohus på Rosenørns Allé i København, men i stedet for et almindeligt studie, blev jeg ført op i radiotårnet med udsigt over hustagene. Samtidig var interviewet mere personligt, end jeg havde regnet med, og tilsammen skabte det en særlig, afslappet stemning.
Hvad nu, hvis du taber formandsvalget, hvad skal du så?, spurgte journalisten, og jeg havde automatsvaret klar.
Det er et hypotetisk spørgsmål, for jeg kæmper jo for at vinde. Så de tanker gør jeg mig ikke.
Men den købte journalisten ikke.
Helt ærligt. Du må have gjort dig nogle tanker. Det vil jo ændre dit liv.
LÆS OGSÅ: Estisk ekstase
Og der ramte hun mig. Jeg havde kun et øjeblik at tænke i, men omstændighederne gjorde, at jeg var åben, og så tog jeg en intuitiv beslutning. Jeg kunne nemt have sagt, at jeg var sikker på, at Helle havde en post til mig. Og at jeg ville blive og bakke den nye formand op. I stedet sagde jeg sandheden: Selvfølgelig havde jeg gjort mig tanker og talt længe med min kone om det, og jeg havde besluttet, at hvis det mislykkedes at blive formand, ville jeg bruge det konstruktivt til at åbne et nyt kapitel i mit liv. Af flere grunde. En var hensynet til min familie. En anden var, at jeg havde været en del af formandskampen mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen, hvor jeg var Aukens talsmand. Jeg havde set, hvordan et formandsvalg kan stigmatisere politikere og skabe fløje, og jeg ville ikke lægge navn til en ny fløj i Socialdemokraterne ved at blive. Jeg syntes, der var behov for, at den nye leder fik en reel chance for at samle hele partiet. Det var min beslutning, selvom jeg var politisk opdraget til, at man aldrig truer med at gå, men med at blive.
Så jeg svarede journalisten, at jeg ville forlade politik, hvis jeg tabte. Det var lykkedes hende at få mig ind i et rum, hvor det ikke bare var politisk facade og forberedte talelinjer. Jeg trådte væk fra den trygge sti, og så fangede bordet. Bagefter blevet jeg overdynget af spørgsmål fra andre journalister. Om jeg ikke kunne tåle mosten? Om der var noget, jeg vidste, som jeg ikke fortalte? Det var der ikke, jeg var bare ærlig.
Efter valget tilbød Helle mig at blive næstformand.
Så fortalte jeg hende om min beslutning, og pludselig stod jeg på den store trappe foran Christiansborg med alle mine papkasser ude på tynd is. Moralen af min historie er, at man skal turde at træde derud en gang imellem. Også selvom det måske kan skade en selv på den korte bane, for selvfølgelig var jeg usikker på, hvad jeg nu skulle og kunne.
Hele mit liv havde været politik. Men jeg fik hurtigt bevist over for mig selv, at jeg også kunne stå på egne ben uden for Christiansborg, og jeg skabte mig en helt ny karriere i erhvervslivet. Måske endnu vigtigere fik jeg bevist, at jeg turde vove mig væk fra det gennemtænkte, hvor alle rationaler er gjort op, og det gav mig en større selvtillid og en ny bevidsthed om, hvem jeg var, og hvad jeg kunne.
I dag tør jeg stole langt mere på min intuition, og jeg søger i mindre grad det enkle og det forudsigelige. For der er ingen, der er sat i verden for at gøre mig glad det er kun mit ansvar at opsøge det, der giver mig energi og udfordrer mig. Det gælder både privat og i mit job som overborgmester i København. Når der er store beslutninger om ansættelser, investeringer eller politiske markeringer, tør jeg derfor i højere grad end tidligere søge uden om de sædvanlige paradigmer for at finde alternative løsninger. Det skyldes i høj grad den dag i radiotårnet.