Klokken er 14.43, og stedet er velbesøgt. Engang hed det Kommune Information og havde tunge møbler. Nu er navnet Århus Borgerservice, og møblementet er hypermobilt. Designfirmaet Duba-B8 har kreeret funktionelle borde, stole og reoler med hjul. Klaser af lamper yder blid belysning. En række portrætter af dem, det hele handler om, de århusianske borgere, pryder et kæmpebanner på endevæggen.
Her på Århus Rådhus er næsten alle velfærdsstatens ydelser samlet, så borgerne kun skal gå ét sted hen. Og det gør de så. Skal de have lavet pas, bliver de i stuen. Er det kørekort, skat, sygesikring, boligstøtte, pladshenvisning eller måske flytning, det drejer sig om, er det op ad trappen.
Slangen af ventende vokser og skrumper, men alle borgere modtager ligeligt venlighed og et nummer fra personalet ved den koksgrå skranke.
Selvom de har været på arbejde siden klokken 9 i morges, er de fortsat smilende og veloplagte. Friskheden er påkrævet, for de er lokalets midtpunkt, og der er ingen gemmesteder for de ansatte i Borgerservice, hvis nye motto, "Borgerservice – tæt på dig", står med store bogstaver på skranken.
Den danske velfærdsstat er en sammensat størrelse. Det er det samfund, vi gennem adskillige generationer har bygget op inden for nationen. Det er en samfundsmodel, skabt på tværs af alle toneangivende politiske ideologier og bakket op af stort set hele befolkningen. Det er det sikkerhedsnet, vi alle har spændt ud under os. Det er den pengekasse, vi alle bidrager til via skatten for til gengæld at kunne modtage børnepasning, skolegang, dagpenge, boligstøtte, hospitalsbehandling, pension – eller hvilken form for offentlig hjælp, vi nu har behov for og krav på.
Ligesom de ventende på kontoret i Århus har vi alle trukket et nummer i forventning om på et eller andet tidspunkt i vores liv at få noget borgerservice.
Men hvilke grundlæggende værdier er det, som ligger bag? Det er en række forskere og politikere gået sammen om at beskrive i bogen "13 værdier bag den danske velfærdsstat", som udkommer efter påske.
To af de centrale værdier er frihed og lighed. Det er ord, som efterhånden har fået en entydigt positiv klang, efter at de især i 1960'erne og 1970'erne blev ført som banner for henholdsvis liberalisme og socialisme. Den kamp er nærmest slut, og tilbage står spørgsmålet: Hvad skal erstatte det tredje ord i treklangen fra Den franske Revolution for over 200 år siden: Broderskabet?
Da borgerskabet i Paris i 1789 omstyrtede kongens og adelens magtmonopol netop broderskabet det tredje ord i sloganet, men det begreb har ikke været helt så levedygtigt, konstaterer en af de 13 forfattere bag bogen, Niels Finn Christiansen, lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet.
– Frihed er en værdi, alle kan gå ind for. Det samme gælder lighed, i hvert fald hvis det betyder lige ret og ikke total økonomisk ligestilling. Men broderskab er et begreb, der hurtigt kom til at virke gammeldags. Det har en klang af familiær intimitet, som hører en anden tid til, konstaterer han.
Filosofien i 1789 var, at broderskabet skulle råde såvel internt i nationen som mellem nationerne, der ud i al fremtid skulle holde op med at kriges. Når man ved, at Frankrig i de efterfølgende årtier blev kastet ud i et internt blodbad efterfulgt af et militært angreb på det øvrige Europa, er det åbenbart, at noget ikke lykkedes.
Da arbejderklassen i det 19. århundrede blev stærk og gik til kamp for rettigheder, var den tredje værdi ændret fra broderskab til solidaritet.
– I dag taler vi mere om værdier som fællesskab og demokrati, som rummer alle borgere på én gang. Et andet tidstypisk modeord er sammenhængskraft. Solidaritet er gledet i baggrunden, fordi det er et konfliktbegreb. Det handler om at vise intern klassesolidaritet. I den klassiske socialdemokratiske tankegang indebærer det, at strejkebryderen er det mest foragtede menneske af alle, forklarer Niels Finn Christiansen.
Han har imidlertid hæftet sig ved, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i sin tale ved Folketingets åbning i oktober 2006 brugte ordet solidaritet fem gange, men i en anden betydning. I den foghske fortolkning går solidariteten ud på, at alle, der modtager understøttelse og kan arbejde, skal være parat til at tage et arbejde – også at gå med aviser. Den foragtede er den, der kan arbejde, men ikke vil. Solidaritet er blevet til pligt og ansvar.
Dermed er der gjort op med den såkaldt universalistiske velfærdstanke, som grundlæggende bygger på princippet noget for ingenting, og som nåede sit højdepunkt med bistandsloven i 1979, der især understregede borgernes ret til at modtage sociale ydelser uanset indsats.
– Den danske velfærdsstat er udfordret af den europæisering og globalisering, vi står i i disse år, men den er så velfunderet, at der ingen fare er for, at den vil gå til grunde inden for overskuelig tid. Men noget for noget-princippet har taget over. Er du ledig, skal du hurtigt aktiveres, så du kan bidrage til fællesskabet, forklarer Niels Finn Christiansen. Han minder om, at allerede statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1990'erne talte om at genintroducere sammenhængen mellem borgerens ret og pligt. At man skal yde for at kunne nyde.
I det lys er sammenstillingen borgerservice interessant. En borger er traditionelt en samfundsstøtte, en demokratisk deltager og et medlem af samfundets midterste klasse. En yder. Ordet service er hentet fra det private erhvervsliv og handler om en betjening, man mod betaling får lov at nyde.
– Med tiden får alting nye navne, så det lyder pænere. I kommunerne lyder det pænere, at borgerne skal have service, end at de skal være klienter. Det signalerer, at relationen er mere på lige fod. Men den borger, som af sagsbehandleren får at vide, han skal på nedsat kontanthjælp, oplever nok ikke så meget service. Jo mere systemet strammer tøjlerne, jo pænere skal ordene være, konstaterer Niels Finn Christiansen.
På Århus Rådhus viser friheden sig ved, at alle kan henvende sig. Lighed, ligestilling og retfærdighed kommer blandt andet til udtryk ved, at alle uanset ærinde tager et nummer og venter på, at de røde, digitale tal meddeler, hvis tur det er. Og fællesskab, solidaritet – eller ligefrem godt, gammeldags broderskab – kommer til udtryk ved, at kontoret er rummeligt i mere end én forstand.
En ung fyr i beige arbejdsbukser henvender sig for at melde sin ankomst til byen, og på få minutter er han registreret i systemet og en del af den århusianske familie. En anden skal have styr på de supplerende dagpenge, og en tredje har brug for en ny læge.
To teenagepiger med hvide adidassko og logotasker søger råd hos en kyndig gråhåret herre med mikroternet skjorte. Den ene af pigerne har fået job hos et vikarbureau og er i tvivl om, hvorvidt hun skal have skattekort i stedet for frikort. Rådgiveren taler kompliceret og længe om, at frikort betyder fri for skat, og at hun højst må tjene 39.000 kroner på frikortet. Hun skal helst vide, hvor meget hun kommer til at tjene. Hun får så et beskæftigelsesfradrag, og hvis hun tjener mere, skal hun have et større fradrag.
Pigerne nikker koncentrerede, med store øjne.
– Så, hvordan vil De have det? spørger rådgiveren.
Pigen siger, at hun ingen anelse har. Bureauet ringer jo bare, når det har brug for hende, så det er svært at vide, hvad hun kommer til at tjene.
– Jamen, du kan jo også bare køre på frikort, svarer rådgiveren og tilføjer:
– Regnskabets time kommer altid.
Selvom der igen er mindst lige så meget fokus på borgerpligt som på ret til service, spejder man forgæves efter ansvarlighed blandt de 10 værdier. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) sagde ellers for nylig på et årsmøde i tænketanken Cepos, at velfærdsstaten ikke kunne overleve, hvis alle gjorde krav på de ydelser, de har ret til:
– Hvis alle danskere brugte deres rettigheder til sidste dråbe, ville velfærdsstaten øjeblikkelig bryde sammen. Så ville den overhovedet ikke kunne finansieres. Det er også derfor, det er så vanskeligt at holde de offentlige udgifter konstante. Selv om man ikke ændrer reglerne, får man større udgifter. Så er man nødt til at lave besparelser for eksempel på kontanthjælpssystemet, hvor der er gennemført ganske krasse besparelser. Denne evige opdrift skyldes, at flere og flere bruger de rettigheder, de hele tiden har haft.
Som eksempel nævnte Bertel Haarder, at retten til sygefravær håndteres vidt forskelligt. I Århus Kommune tager en medarbejder i den offentlige sektor gennemsnitligt 20 sygedage om året. Andre steder er man nede på syv dage, og i den private sektor er gennemsnittet fire. Haarders pointe er, at hvis alle i velfærdsstaten gjorde som i Århus, ville samfundsregnskabet overhovedet ikke gå op.
Jørn Henrik Petersen, professor i velfærdsforskning på Syddansk Universitet og medredaktør på bogen om velfærdsstatens værdier, deler ikke helt denne frygt. Han vurderer nemlig, at borgerne i forvejen er temmelig gode til at kræve deres ret.
– Velfærdsstaten lever i et spændingsforhold mellem det personlige ansvar og systemets ansvar. Hvis systemansvaret bliver for massivt, er der bestemt en risiko for, at den personlige ansvarlighed går fløjten, siger han. Som eksempel nævner han den seneste debat om, at ældre skal have ret til et bad hver dag.
– Der er indstillingen, at "hr. Nogen" må gøre noget. Statsmagten eller kommunen må sørge for, at min mor får vasket hår. Jamen, en nærliggende løsning var, at man selv tog en flaske shampoo og gik ned og vaskede sin mors hår, når hun havde brug for det, siger han.
Men uanset hvor meget vi taler om personligt ansvar, ændrer det ikke ved, at velfærdsstaten også rummer borgere, der ikke formår at yde særlig meget. Og selvom de får nye smarte kommunale betegnelser som borgere eller brugere, ændrer det ikke ved, at de er klienter i gammeldags socialkontor-forstand, konstaterer Margaretha Järvinen, professor ved Socialforskningsinstituttet, der blandt andet har forsket i klientgørelse.
– Når vi har med for eksempel narkomaner eller hjemløse at gøre, mener jeg, vi er nødt til at bevare klientbetegnelsen, selvom det virker provokerende på politikere og kommunalt ansatte. Jeg tror på en måde, at systemet oprigtigt ønsker at give disse mennesker mere frihed og medbestemmelse. Men i virkelighedens verden bliver brugerinddragelse i forhold til hjemløse ikke andet, end at de kan diskutere, hvad de skal have at spise i næste uge, eller om værestedet skal have et nyt billardbord, siger hun.
Faktisk mener professoren, at klientgørelsen og opgivelsen af samfundets nederste lag er taget til, i takt med at borger- og brugerbegrebet vinder frem rent sprogligt.
– Hvis vi går tilbage til 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne, var velfærdsstaten dengang præget af stor generøsitet og stor optimisme. Tanken var, at hvis vi som samfund stod sammen, ville vi ved hjælp af hjælp, behandling og resocialisering være i stand til at få alle med. Men efterhånden begyndte en desillusion at brede sig, for eksempel i forhold til misbrugere, der blev hængende i systemet, forklarer Margaretha Järvinen.
Hun konstaterer, at dagens danske velfærdsstat er langt mindre økonomisk generøs og langt mere menneskeligt pessimistisk. Og at systemet for visse gruppers vedkommende har accepteret, at de aldrig bliver fuldgyldige borgere.
– På misbrugsområdet er det tydeligt, at systemet reelt opgiver en gruppe mennesker, fordi man kan se, at de ikke står til at redde, og at man blot kan forsøge at mindske skaderne og gøre deres liv lidt mere tåleligt. Det ses blandt andet af, at man er begyndt at tale om stofbrugere i stedet for stofmisbrugere, siger hun.
Denne eftermiddag i Århus er det ikke samfundets allerunderste lag, der sidder i den orange designersofa med numre i hænderne og venter på Borgerservice. En uheldig kvinde omkring de 50 år sidder med solen i ryggen og udfylder blanket på blanket. Hendes pung blev stjålet i sidste uge, og nu vil hun høre, om hun skal trække et nummer for hvert kort, hun skal have fornyet. Det er ikke nødvendigt, de kan godt klare sundhedskortet – som sygesikringsbeviset hedder nutildags – samtidig med kørekortet. Hun kan bare putte pengesedlerne i den grå pengemaskine. Den giver selv tilbage, og personalet slipper for at bøvle med kontanter.
Underetagen hos Borgerservice er ikke for stofmisbrugere, men rummer pascaféen, som er fyldt med børnefamilier, der snart skal på ferie. To børn, Victor og Sigrid, leger med caféens smart designede scootere, mens deres mor formaner dem om ikke at køre så vildt.
Da klokken er 15.50, og lukketid nærmer sig, bliver ledige hænder fra første sal sendt ned for at hjælpe medarbejderne i pascaféen. Alle skal nå at have service. Far, mor, Victor og Sigrid kommer også på ferie i år.
Ved hovedskranken på toppen af trappen bliver de sidste dokumenter stemplet med stempler. Fire med det røde, ét med det sorte, en, to, tre og over i bunken.
En ung pige med blæstrøde kinder haster ind til skranken, men kommer for sent. Der er lukket. Men i morgen klokken 8 er der atter en dag. Her er også åbent lørdag. I 45 timer hver eneste uge er Borgerservice til borgernes tjeneste.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
VELFÆRD OG VÆRDIER
Hvordan kommer velfærdsstatens værdier til udtryk i det enkelte menneskes liv? I en serie på syv artikler forsøger vi at besvare dette spørgsmål for udvalgte grupper af befolkningen. De syv grupper er:
1. Borgeren
2. Den unge
3. Folkepensionisten
4. Den arbejdsløse
5. Indvandreren
6. Forældreren
7. Velfærdsarbejderen
Dette er den første artikel i serien. Alle artikler kan læses på www.kristeligt-dagblad.dk
10 værdier, 3 ideologier
Velfærd er tidens store politiske emne, men hvorfor har vi overhovedet et velfærdssamfund? Bygger det på fælles værdier? Det har en gruppe forskere på Syddansk Universitet under ledelse af professor Jørn-Henrik Petersen sat sig for at dykke ned i. De har knyttet 13 værdier, eller rettere ti værdier og tre ideologier til velfærden:
**Frihed
**Lighed
**Fællesskab
**Demokrati
**Næstekærlighed
**Nationen
**Tillid
**Retfærdighed
**Ligestilling
**Arbejde
**Social(demokrat)isme
**Liberalisme
**Konservatisme
I forbindelse med bogens udgivelse den 10. april afholder Kristeligt Dagblad i samarbejde med Syddansk Universitet en høring om "Velfærd og værdier". Samme dag udkommer også bogen "13 værdier bag den danske velfærdsstat" på Syddansk Universitetsforlag.