Kost, rygning, alkohol og motion - tilsammen KRAM. Tidens mantra om et sundt liv bliver banket ind i hovederne på os, og i dag findes der næppe den dansker, der ikke ved, at vi skal holde igen med cigaretter, fed sovs og vin og i stedet lette os fra sofaen, motionere og slutte af med et æble.
Men det er ikke så nemt, som det lyder, og det er vel også derfor, at så mange af os har lidt for meget på sidebenene og oftere tager en kold øl end en smoothie.
Selv har jeg taget budskaberne til mig og prøver efter bedste beskub. For ud over kampagner er jeg også belastet af viden, idet jeg i mange år har dækket sundhedsområdet som journalist. Jeg har interviewet mennesker med rygerlunger, mødt alkoholikerens børn og talt med dem, der sloges med overvægt. Ingen af dem havde et godt liv.
Hvad angår rygning har jeg nemt ved at sætte en smiley, idet mine rygererfaringer begrænser sig til nogle hiv i gymnasiet - de gjorde ikke indtryk på hverken mig selv eller dem, jeg ville imponere.
Motionen genoptog jeg for et års tid siden efter en reportagetur til en idrætsefterskole. Her løb unge mennesker glade af sted i skoven, og da jeg kom hjem, gravede jeg et par tennissko frem fra skabets bund og troede, at nu skulle løbe raskt derudaf. Men jeg var ikke kommet ned for enden af vejen, før jeg måtte holde pause med åndenød og sidestik. Men sommeren igennem lykkedes det mig faktisk at komme op på at kunne løbe fem kilometer uden stop - og stolt var jeg.
Ud over lysten til motion i det gode vejr var jeg også drevet af, at jeg kort forinden havde fået lavet en fysisk test, der afslørede, at mit kondital var på stadiet, før det slet ikke kunne måles, og min kropslige alder var syv år mere end den, der stod på dåbsattesten. Årsag - for meget fedt og for få muskler - øv.
Nu er det så blevet forår igen, og jeg holder fortsat gang i løberiet og styrketræningen i det lokale fitnesscenter. Men vægten viser det samme, og jeg har heller ingen planer om igen at få testet min kropslige alder af frygt for, at jeg ikke er blevet yngre trods motion. Det kniber nemlig gevaldigt med de sidste to punkter i KRAM - kost og alkohol. Jeg er ikke særlig vild med frugt og grønt. Jeg synes, det er besværligt og ofte også både fedtet og snasket. Nej, så hellere en plade chokolade - kvadratisk, praktisk, god - som sloganet lyder fra en af chokoladefabrikanterne - og det har de ret i, hvis man spørger mig.
Og så er der det der med alkohol. Jeg holder mig ganske vist inden for de maksimalt anbefalede 14 genstande om ugen, men ville nok ikke tage skade af at trappe lidt ned. Faktisk har jeg ikke været tørlagt siden min debut som 16-årig, der foregik med Faxe øl og billig hvidvin. Ikke engang under mine graviditeter har jeg lagt alkoholen på hylden, for da jeg ventede mig, var alkohol endnu ikke bandlyst for gravide. Tværtimod. "Tag et glas rødvin for blodprocenten" og "snup en øl at sove på", var nogle af de officielle råd, jeg fik af sygeplejersken. Og den slags skal man ikke sige to gange til en kvinde, der synes, at rødvin både er velsmagende og særdeles hyggeligt at indtage.
Og så er vi fremme ved kernen. De gode råd er vigtige, og udsigten til at få alvorlige sygdomme alt for tidligt i livet er skræmmende. Men sygdommene hedder jo netop "livsstilssygdomme", og det med livsstilen er åbenbart noget af det sværeste at ændre på. For eksempel er det nu blevet torsdag og fyraften lige om lidt - og så venter weekenden forude med fredagsslik, lørdagsvin, men nok også en søndagsløbetur.