»Jødeunger. Nu kommer tyskerne og tager jer«.
Sådan lød det tit fra andre danske drenge, når 13-årige Paul og hans venner fulgtes til og fra den mosaiske drengeskole i København under krigen. Harmløse drengestreger, men en dag i efteråret 1943 blev drenge- stregerne til virkelighed.
- Vi sad henne i skolen, men så fik vi besked på at gå hjem, fortæller Paul Aron Sandfort fra sin lejlighed på Østerbro 60 år efter de dramatiske dage, der siden er blevet brugt til at dokumentere danskernes særlige, humanistiske sindelag.
Paul går hjem fra skole, men bliver straks sendt hen til en af sine venners hjem. Der bor han en uge, indtil vennens far har forberedt flugten til Sverige. Paul skal rejse med tog til Gilleleje sammen med en sygeplejerske, der er halvjøde. I Gilleleje venter en fiskerbåd, som vil bringe dem til Sverige. Sygeplejersken får en kuvert med 4000 kroner til betaling for turen over Sundet.
I Gilleleje får fiskeren pengene, og de to flygtninge sidder med overtøjet på i det lille, hvide fiskerhus og venter. De venter længe, inden der kommer besked om, at nu skal de gå ned til båden. Der er andre flygtninge i byen, så de skal gå i små grupper, uden at vække opsigt.
- Der kom mange mørkklædte mennesker med kufferter ud fra stræder og gyder. Der er ikke mange gader i den lille fiskerby, så det endte med, at vi gik samlet, fortæller Paul Aron Sandfort.
Fiskekutteren ligger ved den yderste molespids med motoren tændt og den sorte røg puffende fra skorstenen.
»Tyskerne kommer. Tyskerne. Tyskerne«, lyder det pludselig fra gaderne, og så begynder folk at løbe. Paul er lille og løber stærkt. Han kommer hurtigt forrest, men hans rejseledsager, sygeplejersken, kan ikke følge med. Hun falder, og Paul må vente, mens gruppe efter gruppe af andre flygtninge passerer ham. Sygeplejersken har slået knæet. Hun bliver bakset op i en trillebør af en fisker, men pludselig råber hun:
»Mit tørklæde. Jeg har tabt mit tørklæde på vejen. Paul, løb op efter det«.
Paul kan høre, at fiskekutteren fyrer op under motoren. Flygtningene hyler og skriger. Han tvivler lidt og overvejer, om han skal adlyde eller bare løbe ud til båden. Han løber tilbage efter tørklædet. Da de kommer ud for enden af molen, er fiskekutteren på vej til Sverige. Der er kun et par meter hen til rælingen, men afstanden bliver hurtigt længere og længere. Paul og sygeplejersken står alene tilbage.
- Jeg vendte mig om for at kigge efter tyskerne, men der var ingen. Det var falsk alarm, fortæller han. De to sidder i et skur, indtil det er mørkt, og de bliver fulgt op på Gilleleje Kirkes loft.
- Der var mange mørke skygger, men helt stille. Jeg hørte uret slå: buum, buum, buum. På et tidspunkt fik vi mælk, mad og tæpper af nogle kvinder fra Røde Kors. Jeg kunne ikke begribe, hvad det var, der skete omkring mig. Jeg forstod ikke, hvorfor min mor ikke havde beholdt mig. Hun skulle også til Sverige, og så faldt jeg i søvn.
Støvletramp
»LOS Ð LOS ÐLOS«
Paul vågner af råb fra tyske soldater, lyskegler, støvletramp og folk, der skriger. Nede foran kirken må alle 80 børn, kvinder, mænd, unge og gamle gå spidsrod med hænderne over hovedet, mens to rækker af soldater danner en smal gang af deres spidse, nøgne bajonetter, der næsten rører ved fangerne.
Paul Aron Sandfort har senere fundet ud af, at prisen lå langt under de 2000 kroner per person, som fiskeren fik. Den unge kvinde, der fortalte tyskerne om de 80 jøder, der skjulte sig på kirkeloftet i Gilleleje, røbede byens hemmelighed for 20 kroner.
- 25 øre for en jøde, mumler han, inden han genoptager sin beretning.
Tyskerne kører fangerne fra kirkeloftet til Horserød. Der bliver halvjøderne, blandt andre sygeplejersken, frigivet, og Paul ser sin mor igen. Hun er blevet taget i Dragør. Moren prøver et sidste desperat forsøg på at redde sin søn og fortæller lejrkommandanten Henning Juul, at Paul er resultatet af et sidespring med en arier. Det lykkes. Kommandanten tager drengen i hånden og går af sted med ham.
»Vi har ikke så meget tid«, siger Henning Juul.
»Vil du rejse med din mor eller sættes fri, så du kan komme til Sverige. Hvis du vælger friheden, så har du ikke din mor mere, så det vil du vel ikke, vel?«
Paul Aron Sandfort gyser stadig ved erindringen om at holde den mand i hånden, som alle var så bange for, og det sadistiske valg, den voksne mand sætter barnet i.
- Så jeg valgte selv at komme til Theresienstadt. Jeg ville ikke skilles fra min mor. Jeg var blevet dybt ulykkelig, hvis jeg var kommet til Sverige uden hende, siger Paul Aron Sandfort.
Han overlever halvandet år i Theresienstadt. Tiden får afgørende indflydelse på resten af hans liv, men det opdager han først 40-50 år senere.
I Danmark har Paul spillet kornet i Tivoligarden, og i Theresienstadt, hvor den jødiske, kreative, kulturelle og især musiske elite fra hele Europa er samlet, får Paul plads som trompetist i »Stadtkapelle«.
Et rigt kulturliv
Han spiller, da børneoperaen »Brundibar« opføres en gang om ugen i et helt år. De danske jøder i Theresienstadt har en særlig status, og en dag møder han til prøve, og der er kun de tre danske børn tilbage i børneoperaens ensemble. De andre er sendt til Auschwitz. Pladserne bliver erstattet af nye børn, og Paul får trompetsolorollen.
- Der var et rigt kulturliv, men alle, undtagen danskerne, blev sendt til transport, og hver gang, nogle var sendt af sted, var der nye musikere at tage af, fortæller Paul Aron Sandfort.
Han spiller også i mange andre af ghettoens orkestre. Blandt andet trompetfanfaren til Verdis Requiem. Den opføres tre gange, hver gang med et nyt kor.
- De har sunget deres egen dødsmesse, siger han og opregner sine tre værste oplevelser fra Theresienstadt: at møde til Brundibar-prøven og se alle de tomme pladser; at underholde tyskerne med jazzmusik fra bandet »Ghettoswingers«, mens soldaterne jog børn op i kreaturvognene på den direkte linje til Auschwitz og at ligge alene tilbage på stuen, der før havde huset 43 drenge.
- Da jeg lå og så på de 42 senge i mit værelse, de tomme stråmadrasser, så var det en meget ensom følelse. Ingen i verden ville hjælpe os.
Få uger før krigen slutter, bliver Paul, hans mor og de andre danske jøder hentet hjem til Danmark af »De hvide busser«. Han bliver student, magister i musik og får travlt med at undervise på gymnasium, stifte familie og opdrage sine to børn. Hans oplevelser er ikke noget, »man« taler om, hverken i familien eller i resten af samfundet, men som årene går, kommer psykiske kriser og fysiske sygdomme. Gennem psykoterapi begynder Paul Aron Sandfort at forstå, hvilken rolle flugten, tilfangetagelsen og opholdet i Theresienstadt har spillet i hans liv.
- I dag fylder det stadig så meget, at jeg er temmelig meget beskæftiget med det. Det positive er, at jeg har skrevet en bog og holder foredrag over hele Europa og USA, og at jeg har taget initiativ til genopførelsen af Brundibar sammen med organisationen Musik og Ungdom.
- Jeg har overlevet for at kunne fortælle om det, og den erkendelse har gjort, at jeg har forsonet mig med det, jeg har været igennem, siger Paul Aron Sandfort.
Billedtekst: To uger før krigen sluttede, blev de danske jøder hentet hjem fra Theresienstadt af »De hvide busser«. De blev bevogtet af en tysk soldat indtil grænsen i Kruså. Det første, fangerne gjorde, da bussen kørte ind på den danske side, var at hive den forhadte jødestjerne af tøjet og smide den på gulvet. Kort efter samlede Paul Aron Sandfort en af stjernerne op igen. Han ville gemme den, så hans børn kunne se den. Foto: Leif Tuxen
Billedtekst historisk foto: Røde Kors besøgte Theresienstadt i juni 1944 og schweizeren Maurice Rossel tog dette billede af ghettobørnene. Drengen i midten med det mørke hår er Paul Aron Sandfort. Han var 14 år, men lignede en på 8. De andre børn på billedet døde alle i Auschwitz. (Foto: Udlånt af Paul Aron Sandfort)
Blå bog
Paul Aron Sandfort er forfatter og foredrags-holder.Han har skrevet den selvbiografiske bog »Ben« (1997) om sit ophold i Theresienstadt og tiden efter.Han har også indsamlet og oversat en række digte skrevet af børn fra Theresienstadt. Digtsamlingen hedder »I ghettoen er der ingen sommerfugle« (1998). De to bøger er udgivet under pseudonymet Paul Aron.
I 50-året for befrielsen genså Paul Aron Sandfort Theresienstadt, hvor børneoperaen »Brundibar« blev genopført. Det førte til et samarbejde mellem Paul Aron Sandfort og organisationen Musik og Ungdom, der har betydet, at »Brundibar« er blevet opført mange steder i Europa, blandt andet på Det Kongelige Teater i 2000 og otte gange i England her i september. Operaen vises forskellige steder i Italien, blandt andet i Rom i løbet af vinteren.
Paul Aron Sandfort har desuden skrevet to teaterstykker over sin bog om et møde mellem en tidligere fange og en af de besøgende fra Røde Kors.