Hun er stor. Hun er virkelig stor og så stor, at nogle ville kalde hende fed, men sådan virker det på en eller anden måde ikke med hende. Hun fører sin store krop frem med stolthed og har altid smart tøj på, der understreger hendes fortrin og dækker over de mindre heldige. Hun er sexet og stilsikker, og hendes udtryk er på ingen måde underdanigt eller undskyldende, men snarere insisterende trods de mere end 100 kilo på bagen.
Hun er lidt af et festfyrværkeri. Hende er der gang i, og hun kan fylde et rum ud på mere end én måde.
Hendes stemme er høj og tydelig, hun griner gerne og meget og er på ingen måde afdæmpet. Hun taler lige ud af posen og foragter hykleri og forsøg på at tale udenom og elsker, når der bliver gået til biddet.
Hun er gift med et mandligt sidestykke. Både fysisk og i hans udstråling, og de er et godt match. Der er liv, hvor de er. De elsker at holde fester, og der er altid plads til en til. De har et kæmpe netværk i alle aldre, deres hus fyldes til randen, der bliver gået til den, og hun går forrest. Og det er det, der er problemet.
Hun ved det godt, for hun har været her talrige gange med den samme problemstilling. Hun ved, hvad jeg vil sige, og jeg ved, at hun vil undslå sig igen.
LÆS OGSÅ: Kunstterapi kan afhjælpe depression
Hun drikker simpelthen for meget. Længe tænkte jeg, at det bare drejede sig om det livsglade, favnende liv de lever, der gør fredag og lørdag til større fester hver uge, og at det var tømmermænd oven på de to dage, der ødelagde hendes søndage. Ikke fordi hun får hovedpine eller er træt, men fordi hun bliver trist og flæbende, og så drikker hun nærmest fra morgenstunden, og inden hun kommer ud af sengen for at genvinde fatningen.
Så bliver mandagene nogle gange lidt svære at stå op til, og der har været for mange mandags-sygemeldinger til arbejdet.
De brokker sig ikke, for hun når, hvad hun skal og lidt til, og derinde er hun jo også karismatisk og igangsættende og står for, at der er en skøn stemning i hendes afdeling. Men så deler hun og manden en flaske vin de andre dage, for de elsker god mad, og dertil hører et godt glas vin, og nogle gange bliver det så til lidt mere. Og på et eller andet tidspunkt går hun i sort og lægger sig under dynen. Igen.
Hun ved det selvfølgelig godt. At det er for meget. Og vi har igen og igen talt om, at hun må stoppe. Hun kan ikke styre det.
Hendes mand og hendes to voksne børn skælder hende ud, og så holder hun op med at drikke i hverdagene i en periode, og hendes mand støtter og drikker heller ikke i de dage, men hun kan ikke lade være med at drikke i weekenderne.
Hun elsker de fester, og hun mener ikke, at hun kan have nogen glæde ud af alle arrangementerne og alle vennerne, hvis hun ikke må drikke overhovedet. Det er dét, der gør det så sindssygt sjovt for hende.
Hun forstår godt, at det er et skråplan, og at det hver gang begynder at glide for hende, men hun vil ikke ændre på den del af sit forbrug. Så mener hun, at hendes livskvalitet bliver elendig.
Hun kan godt beslutte sig for, at hun så bare skal drikke et par glas til festerne, men når stemningen så stiger, så ryger alle de gode intentioner, og så kan hun inhalere den ene flaske vin efter den anden, og hun kan ikke mærke noget behov for at stoppe, før festen er ovre. Og hun bliver hverken bøvet eller ondskabsfuld, men bare endnu mere glad i låget, og den følelse er livgivende for hende. Eller sådan beskriver hun det. Hver gang.
Hun ønsker heller ikke denne gang at få kontakt med nogle af dem, der kender til at have det som hende, som Lænken eller Anonyme Alkoholikere, for hun ved godt, at budskabet dér vil være, at hun skal stoppe helt med at drikke.
Så vi laver en ny aftale. Igen. Hun stopper i hverdagene og tager en antabus mandag morgen for at hjælpe hende til at holde aftalen med sig selv. Men hun tager ingen antabus torsdag, for så kan hun ikke drikke i weekenden.
Hun forsøger at minimere forbruget i weekenderne, og så holder jeg fast i hende regelmæssigt, så vi sammen kan fange, når det igen begynder at skride. Og så håber vi begge to, at hun på et eller andet tidspunkt bliver parat til at stole på, at hun, med al sin saft og kraft, sagtens kan have alle de fester, hun lyster, og nyde det i ædru tilstand, men indtil da må vi sammen slukke de ildebrande, der formentlig vil opstå igen og igen. Og igen ...