Rikke Forchhammer, forstander på Krogerup Højskole:
Mit kæreste arvestykke er et vældig gammelt egetræs-chatol, som har tilhørt min mormor, Mile Braach. Hun blev 100 år og levede i Tyskland, hvor hun overlevede to verdenskrige som halvjøde, hvilket i sig selv er stort, men under Anden Verdenskrig gemte hun også sine forældre på loftet. Hun er blevet meget kendt og var æresborger i Frankfurt. Skrivebordet, som har tilhørt hende, har alle mulige små skuffer og bittesmå hylder, hvor man kan lægge kuglepenne, kort og alt muligt andet sjovt. Der er så mange spændende detaljer. Man kan hive en bordplade ud til højre, og der er et låg, man kan lukke ned over bordpladen.
LÆS OGSÅ:Arvede penge er de penge, der gives med følelser
Min mormor var forfatter og har derfor skrevet artikler og bøger på dette skrivebord. Hun fik udgivet sine erindringer, da hun var 94 år. Skrivebordet minder mig derfor om den virkeligt stærke kvinde, som min mormor var, og som jeg beundrede helt vildt. Jeg ser på det hver dag og tænker, at her er noget at leve op til.
Min mormor, som vi kaldte Oma, da hun var tysker, var en kraftfuld kvinde, der kom stærkere ud af de kriser, hun gennemgik. Hun har inspireret mig til at huske, at livet ikke standser, når man når pensionsalderen, men at man kan fortsætte et rigt og varieret liv. Det gjorde hun selv. Da hun blev gammel, og hendes jævnaldrende venner efterhånden døde, formåede hun at skaffe sig nye venskaber med unge mennesker. Hun blev aldrig forstokket i sit sind, men var oprigtigt optaget af verdens gang, og selvom hun havde stærke meninger, var hun meget fordomsfri. Det har jeg selv taget ved lære af. Jeg fik skrivebordet, da hun døde i 1998. Jeg tror, min mormor har haft det hele sit liv.
Özlem Cekic (SF), Medlem af Folketinget:
Mine forældre er traditionelle indvandrere, og for dem betød det meget, at de fik nye ting, så snart de fik råd til det og til gengæld kom af med de gamle. Derfor har de næsten ingen gamle ting tilbage. Men jeg har alligevel arvet et tæppe, som tilhørte min mormor, der døde i 2005. Det siges, hun fik det til sit bryllup, og siden er tæppet gået i arv til min mor og nu mig. Det er det eneste tæppe, der ligger i min 60 kvadratmeter store stue, og jeg holder utrolig meget af det, selvom det er lidt i stykker, plettet og farverne er gået lidt ind i hinanden. Størrelsen er en meter gange halvanden.
Selvom min mor stadig lever, har jeg fået lov til at arve tæppet allerede nu. Min mor synes ikke, tæppet har nogen værdi, og at det er for gammelt og slidt, og hun ville gerne købe et helt nyt tæppe til mig. Men jeg ville hellere arve dette, fordi det bærer på en historie, som mine andre møbler fra Ikea ikke gør. Den værdi kan ikke gøres op i kroner og ører.
Tæppet er håndlavet og mere end 70 år gammelt, og jeg har faktisk fået det vurderet til en værdi på flere tusinde kroner. Det er vævet i den kurdiske del af Tyrkiet, hvor min mors side af familien kommer fra. Det illustrerer mønstret i røde, orange og sorte farver også.
LÆS OGSÅ: Det betaler sig at sige nej til arv
Det har en særlig betydning, fordi det tilhørte min mormor, som blev alene med seks børn og seks plejebørn, da min morfar endte i fængslet for at have kautioneret for en række bønder, som ikke kunne betale deres gæld. Hun blev alene i et meget mandsdomineret samfund, men valgte, som den stærke kvinde hun var, selv at gå i marken, køre hestevognen og sælge sit korn. Dét skabte respekt. Jeg nåede selv at bo to år hos hende i Tyrkiet.
Mikael Bertelsen, programdirektør hos Radio 24syv:
Jeg spurgte min kone, om der virkelig er noget, jeg er glad for, og det er sådan en lille tegning, som min far har fået af sin ven, billedhuggeren og maleren Svend Wiig Hansen, på sin 40-års fødselsdag. Tegningen er signeret Storm P., og på den har Svend Wiig Hansen skrevet til Gunnar, som min far hed, samt datoen 15.07.62, hvor min far fyldte 40 år.
Det er en meget lille blyantstegning tegnet af Storm P., som forestiller en tyv, der lister af sted med en sæk på ryggen. Den er meget simpel. Jeg har den hængende i mit soveværelse og er meget glad for den. Hvis huset brændte, ville den tegning nok være det, jeg ville løbe ind efter. For jeg har set på tegningen næsten hver dag, da jeg var barn. Den hang i mit børneværelse, og den var derfor det første og sidste, som jeg fik øje på, når jeg stod op og gik i seng. Den har været der hele min barndom, og min far fortalte alle mulige hjemmelavede historier om den der tyv på billedet.
Der var en hel serie af historier, som vi havde gang i over flere år, og jeg vil tro, at jeg har ligget og stirret på den tegning og virkelig lagt mange ting i den. Derfor har tegningen også højere værdi for mig end for andre. Jeg tror faktisk ikke, at den har nogen betydning for andre i verden end mig, selvom der måtte være nogle samlere af Storm P.-blyanttegninger i verden derude. Den ville i hvert fald ikke blive solgt for et højt beløb på auktioner. Men på min auktion er den uvurderlig.