Hvis jeg mødte min mor i dag, ville jeg køre hende ned

Som barn var krimiforfatter og læge Steffen Jacobsen udsat for massivt omsorgssvigt. Gennem uddannelsessystemet fik han brudt den sociale arv. Læs eller genlæs hans historie her

Som barn skabte Steffen Jacobsen sin egen verden gennem bøger og film, fordi hans virkelighed var for ubærlig. –
Som barn skabte Steffen Jacobsen sin egen verden gennem bøger og film, fordi hans virkelighed var for ubærlig. –. Foto: Les Kaner.

Da Kristeligt Dagblad fanger Steffen Jacobsen på telefonen, står han midt i Paris og er faret vild i en grad, så han ikke kan finde hjem til sit hotel.

"Måske skulle jeg have lavet et scanningsmærke i nakken, så man kunne scanne mig og se, hvor jeg hører til," siger han med slet skjult ironi i stemmen.

Et sådant scanningsmærke havde næppe været meget bevendt, da overlæge, dr.med. Steffen Jacobsen, Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital, var barn. Dengang i 1960erne var hjem nemlig på én og samme tid ingen steder og alt for mange steder. Indtil han var 15 år, flyttede han med sin mor fra landsdel til landsdel, fra by til by og fra skole til skole.

Alt om min mor: Deltag i Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence 
 

"Jeg tror, jeg nåede at gå på 10 kommuneskoler rundt om i landet. Min barndom var derfor også meget præget af mobning, som den let kan blive, når man konstant flytter frem og tilbage og hele tiden rives ud af sine sociale kontekster. Når vi flyttede til Jylland, var jeg en københavnersnude i de jyske børns øjne, og når jeg kom tilbage, var jeg en dum jyde," fortæller Steffen Jacobsen, der i 2008 sprang ud som krimiforfatter og i år har udgivet bestselleren Trofæ.

Indtil han var ni år, boede Steffen Jacobsen sammen med sin far, der var lastbilchauffør, og sin mor, der var førtidspensionist. Så blev forældrene skilt, og hans tilværelse som skilsmisseramt nomadebarn begyndte. Han blev aldrig inddraget, når moderen besluttede endnu en gang at rive teltpælene op som oftest opdagede han blot en forestående flytning ved, at flyttekasserne var blevet fundet frem, og moderen var i gang med at fylde dem op.

Da krimiforfatteren var 15 år, døde hans mor, og han flyttede ind hos sin far, der boede på et klubværelse. Selv husker Steffen Jacobsen ensomheden som noget af det værste fra sin barndom.

"Det værste er, at man ikke bliver set. Ingen holder øje med, om man får lavet lektier, og man er overladt til sig selv. Da jeg gik ud af 9. klasse, kunne jeg lige læse og skrive jeg tror, mit gennemsnit var 03, " siger han nøgternt og kalder sit barndomshjem for fattigt også socialt og kulturelt.

I sin ungdom arbejdede Steffen Jacobsen en årrække som ufaglært forskellige steder. Han tror ikke, at det er umuligt at finde mening i livet uden uddannelse, og specielt oplevede han, at kammeratskabet nogle af de steder, han var, kompenserede for, at selve jobbet ikke var verdens bedste.
 
Alt om min mor: Deltag i Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence

Alligevel endte han med at finde sin vej tilbage i uddannelsessystemet. Han fik taget en realeksamen, tog videre i gymnasiet og søgte ind på universitetet, hvor han begyndte med at læse etnografi et par år.

"Det var ikke nogen heroisk beslutning, at jeg nu ville trække mig ud af dyndet. Egentlig var det tilfældigt jeg arbejdede et sted, hvor andre af de unge læste, og hørte fra dem, at man kunne få penge, altså SU, når man studerede," siger Steffen Jacobsen, der ikke mener, at valget om at blive læge handlede om at få andres respekt.

Foto: www.scanpix.dk

"Jeg var slet ikke ambitiøs til en begyndelse, det er jeg først blevet op igennem lægegerningen, så det var ikke for at vise andre, se, hvad jeg kan. Jeg har aldrig talt med andre mennesker om min barndom før nu. Den der offerrolle bliver svær. Man vil også gerne være noget andet end sin fortid," siger han.

I dag, hvor han er blevet både overlæge og dr.med., er han helt bevidst om, at han i den grad har trodset sin på mange måder kummerlige barndom.

"Den rejse, jeg har gjort, havde jeg ikke kunnet tage uden SU. Og i dag er det jo også sådan, at hvis ikke man bryder sig om den station, man er født på, og ikke bliver gift ind i kongefamilien eller finder en rig fotomodel som ægtefælle, så er det jo gennem uddannelse, at man har mulighed for at transcendere sin position. Det betyder ikke, at det er noget, man nødvendigvis skal gøre men jeg mener, der bør være lige adgang til at få realiseret det potentiale, man har," siger han.

Hvordan Steffen Jacobsen undgik at ende i en kriminel løbebane eller som en af de fordrukne alkoholikere på byens bænk, kan være svært at forstå, når man ved, at en social arv som den, han havde i bagagen, kan være svær at bryde. Selv er han ikke i tvivl om, hvad der reddede ham.

"Jeg var god til at kompensere med min fantasi. Jeg gik meget i biografen og læste bøger og skabte på den måde mit eget univers, fordi virkeligheden var for ubærlig. Det er også derfor, jeg skriver bøger i dag, tror jeg og det kunne jeg ikke have gjort uden al den fantasi og kraft, jeg skabte dengang," siger han.

Alt om min mor: Deltag i Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence
 

Den succesfulde krimiforfatter griner ironisk, da han fortæller, at han har slidt generationer af psykologer, psykiatere og psykoterapeuter op for at komme overens med sin fortid. Men det har hjulpet.

"Jeg kan aldrig få mine forældres accept, og jeg har stadig svært ved bare at være i verden og slappe af med at være den, jeg er, fordi jeg aldrig har fået den anerkendelse, alle børn bør får men du kan lære at holde lidt mere af dig selv i alle aldre. Gå tilbage til den 10-årige dreng, der blev mobbet og tissede i sengen og holde af ham på trods," siger Steffen Jacobsen, der i dag er gift og far til to og bonusfar til tre.

Selvom årene er gået, klæber barndommens svigt stadig fast til ham, og han er meget bevidst om, at han stadig er meget styret deraf i mange af sine valg både i forhold til valg af partner og den måde, han er far på.

"Jeg er ingen superfar, bestemt ikke. Men jeg har altid været bevidst om at påskønne dem. De har aldrig behøvet at komme med en tegning for at få opmærksomhed," siger Steffen Jacobsen, der ikke har fundet det muligt at tilgive særligt sin mor for alle svigtene.

"Jeg kunne ikke drømme om at tilgive hende, selvom jeg har gennemgået massevis af de øvelser med 'Her har du et baseballbat, forestil dig, at puden der er din mor'. Hvis hun levede, og jeg mødte hende i dag, ville jeg køre hende ned. Jeg kan slet ikke have med den uansvarlighed at gøre, hun viste. Fordi jeg selv er så hamrende ansvarlig over for mine børn, papbørn og patienter. Det betyder jo selvfølgelig også, at jeg aldrig helt er kommet af med al min vrede", siger han.

Denne artikel blev bragt første gang i maj 2013.