Hvorfor må vi ikke kede os?

I dag er kedsomhed tabubelagt, og vi må helst ikke kede os. Men hvorfor kan vi ikke lide kedsomheden? Ifølge den norske professor i filosofi og forfatter Lars Frederik Svendsen er det ikke så meget kedsomheden som eksistentielt fænomen, der har ændret sig, men vores forhold til den

Hvorfor må vi ikke kede os?

Vi kender det alle. I hverdagens scener melder den sig. Det kan være, når vi venter på toget. For en kort stund er vi rastløse, småurolige, men når så toget kommer, kan vi ånde lettede op. Så har vi igen en retning, livet har et formål. Men hvad er det, som sker, når vi keder os? Den norske professor i filosofi ved universitetet i Bergen og forfatter Lars Frederik Svenden mener, at kedsomheden er at betragte som en slags meningsabstinens på linje med en rusabstinens, hvor ubehaget fortæller os, at vores behov for livsmening ikke bliver tilset.

"Når du keder dig, forsøger du at finde dig til rette med en tom tid, som du egentlig ikke ønsker at forholde dig til. Derfor fordriver du tiden. Selve tiden bliver til noget, du må eliminere," siger Lars Fr. Svendsen.

"Anno 2014 er det ikke socialt acceptabelt at kede sig. Mange forbinder kedsomhed med det at være uproduktiv og ineffektiv. For meget tid er spildt tid. Keder du dig, må du finde på noget at lave. Og midlerne er dertil. I de ti minutter hvor togperronen afholder toget fra at ankomme, kan tiden slås ihjel med nyhedslæsning og statusopdateringer på Facebook. På den måde er det senmoderne menneske discipel af vendingen kedsomhed er roden til alt ondt. "

LÆS OGSÅ: Kedsomhed er roden til alt ondt

Ifølge Lars Fr. Svendsen ser kedsomheden først ud til at blive et centralt begreb i 1700-tallet.

"Når vi ser på ordene for kedsomhed på forskellige sprog, det tyske Langeweile og det engelske boredom, så opstår de omkring 1750. Der opstår med andre ord pludselig et behov for et ord til at beskrive denne tilstand," siger Lars Fr. Svendsen og uddyber videre.

"Allerede Ludvig Holberg skriver også om kedsomhed. Hos Holberg er der et skel mellem de fattige, som lever i nød, og de rige, som lever i en overflod. Tager vi Jeppe på bjerget (1722), så er det, som karakteriserer baronen en forfærdelig kedsomhed, som kræver, at alle hans omgivelser skal divertere ham. Hele eksperimentet med Jeppe, hvor baronen får arrangeret, at den døddrukne Jeppe vågner op i hans seng, er noget, baronen foretager sig for at få tiden til at gå, fordi han er rastløs. Netop baronen er jo i dag den, der vækker genklang hos os vesterlændinge. "

Da Lars Fr. Svendsen i 1999 udkom med sin bog Kedsomhedens filosofi så han kedsomheden som et særligt vestligt fænomen, som han knyttede sammen med materiel velstand og oplysningstænkningens opgør i 1700-tallet med tanken om Gud. Men siden da har han føjet nye dimensioner til sin opfattelse.

LÆS OGSÅ: Kedsomhed fylder mere end to år af et liv

"For et par år siden holdt jeg et foredrag i Kina, og jeg tænkte, at det, jeg skriver om, er jo en diagnose på den vestlige senmodernitet. Jeg troede ikke, kineserne ville forstå det. Men jeg blev overrasket, da den yngre generation ingen vanskeligheder havde ved at forstå, hvad jeg talte om, mens den ældre generation ingenting forstod," siger Lars Fr. Svendsen.

Men hvordan kan der være så stor en forskel på to nulevende generationer? Svendsens hypotese er, at Kina med indførelsen af etbarnspolitikken i 1979 satte en individualiseringsproces i gang, som stiller krav til hver eneste nyfødt om selvrealisering.

"I dag er individualismen individet som ideologi så central en del af vores virkelighedsanskuelse, at vi ikke kan forestille os det anderledes. Men individet er en historisk figur, som er opstået, og hvad er det som karakteriserer individet? Jo, det er, at individet er sat i verden som skikkelse for at realisere sig selv, for at kunne blive sig selv. I Europa sker der er en eksplosion af kedsomhed i oplysningstiden og romantikken som en indikation på, hvad det er, der finder sted i Kina i dag. Det er jo, at individualismen vokser frem som ideologi på verdensplan."

Fælles for det kinesiske og danske barn er, at det selv skal finde en livsmening. Det sættes i verden uden noget på forhånd givet eksistensformål. Denne problematik anede den franske filosof og videnskabsmand Blaise Pascal allerede i 1600-tallet som én af konsekvenserne af oplysningstænkningens blinde tiltro til mennesket og videnskaben. Her bliver mennesket herre i eget hus, og ifølge Pascal opstår kedsomheden som erfaringen af denne meningstomhed. Og Lars Fr. Svendsens definition af kedsomheden ligger ikke langt herfra.

"Vi ser noget i overgangen fra det traditionelle til det post-traditionelle samfund. I det traditionelle samfund behøver man ikke at lede efter en livsmening, for den er allerede defineret på forhånd af traditionen. I dag må man pludselig finde sin egen, og det er ikke helt enkelt. Og jeg knytter de to ting, kedsomhed og livsmening, tæt sammen, og definerer i grunden kedsomheden som manglen på personlig mening."

Men er det dét, vi erfarer, når vi keder os? En mangel på mening, en iboende tomhed? Den franske forfatter LouisFerdinand Céline lod i romanen Rejse til nattens ende (1932) sin hovedperson Ferdinand Bardamu henfalde til selvrefleksion på et hotelværelse i New York.

"Jeg havde altid frygtet, at jeg var tom, at jeg ikke havde én eneste god grund til at eksistere. Konfronteret med dette blev jeg overbevist om min egen tomhed. Fra det øjeblik, der ikke var nogen at tale med om de ting, jeg kendte til, kunne intet forhindre mig i at falde i armene på en uoverstigelig kedsomhed, et nærmest sygt, forfærdende kollaps. En rædselsfuld oplevelse."

Heller ikke Célines beskrivelse af kedsomheden ligger milevidt fra Svendsens egen.

"Tomhed er noget, vi har det vanskeligt med at forholde os til. En tom tid fremtræder som truende. Og netop derfor bliver tidsfordriv så central en kategori. Vi tager smartphonen frem og begynder at kigge på netavis og Facebook," siger Svendsen over telefonen fra Norge.

Kedsomheden er altså på forunderlig vis ligeglad med, om vi står på Københavns hovedbanegård i 2014, sidder på et hotelværelse i New York i mellemkrigstiden eller tager Pascals ord fra 1600-tallet til os, når han i sin bog Tanker (1669) skriver, at al Menneskenes Ulykke kommer af ét eneste: at de ikke kan blive roligt siddende på deres Værelse. Kedsomheden er et væsenstræk ved det moderne menneske.

"Det, som har ændret sig, er vores måde at håndtere kedsomheden på. I stedet for at lytte til den, flygter vi fra den med vores elektroniske bedøvelsesmidler, og på den måde giver vi blot kedsomheden endnu større magt over os," forklarer Lars Fr. Svendsen.

Siden Lars Fr. Svendsen skrev Kedsomhedens filosofi i 1999 er der altså sket betydelige ændringer i vores forhold til kedsomheden.

"Fremkomsten af smartphones, iPads og så videre har gjort det enklere for os at holde kedsomheden på en armslængdes afstand. Samtidig har det vel også gjort os mindre i stand til at håndtere kedsomheden end nogensinde tidligere, så vi i endnu større grad, end da jeg skrev bogen, lever vores liv i en kronisk flugt fra kedsomheden," afrunder Svenden.

Lars Fr. Svendsen arbejder på en bog om ensomhed, som han forventer færdig i løbet af 2014. I 2011 udgav han Frihedens filosofi, som ikke er oversat til dansk. Den danske udgave af Kedsomhedens filosofi fra 2001 kan købes hos forlaget Klim, Århus.