Positiv nationalfølelse. Tillid. Kulturel homogenitet. Det er tre nøglebegreber til forståelse af, hvad sammenhængskraften i det danske samfund bygger på. I hvert fald ifølge Kasper Støvring, kulturforsker, post.doc. på Syddansk Universitet og forfatter – senest til debatbogen "Sammenhængskraft".
Her sætter Kasper Støvring fokus på et af tidens mest brugte ord i debatten omkring indvandring, integration, national identitet og globalisering. Han argumenterer for, at sammenhængskraft hverken er politisk, retsligt eller økonomisk funderet, men derimod betinget af vores værdier, normer og adfærdsmønstre: vores kultur.
– I Danmark findes der en positiv og udbredt nationalfølelse. Landet er kulturelt homogent. Der hersker fred og tryghed. Der findes en meget høj grad af tillid, velstand og frihed. Staten er præget af en lav grad af korruption, og danskerne er tilfredse med livet. Kort sagt: Der findes en meget stærk sammenhængskraft i Danmark, siger Kasper Støvring.
Han lagde forleden vejen forbi Kristeligt Dagblads redaktion i det indre København et par dage efter udgivelsen af sin bog, som allerede har skabt debat i medierne. Hans eget bud på den store interesse for emnet er, at det danske samfund og vores nationalkultur bliver udfordret på flere måder i dag.
– Indvandringen har skabt en slags multikulturalisme og en opsplitning af det samfund, som vi tidligere har taget for givet. En anden del af det er, at globaliseringsprocessen giver langt større bevidsthed om andre kulturer og forskel på kulturer. Globalisering fører ikke bare til harmoni, så derfor er der også en stigende bevidsthed om egen kulturel identitet som dansker og vesterlænding.
– Mennesker kommunikerer og rejser globalt. Men min pointe er, at vi jo ikke bor globalt og derfor får større sans for stedforbundethed og for forankring i særligt kultur og historie. Så sammenhængskraft bliver et særdeles varmt emne, når det, vi før tog for givet, bliver udfordret på mange måder. Men det er ikke tidligere blevet artikuleret på samme måde som i dag.
Hvad vil det sige at være dansk?
– At man lever et bestemt sted, i sit hjemland, det sted, der er vores. Det danske sprog og det at kunne tale det, værne om det og opfatte det som noget positivt. Traditioner som for eksempel ytringsfrihed og at opfatte det som værdifuldt. Vores fælles religion – den kristne protestantisme. Og dertil kommer en masse uformelle normer som måden, vi omgås hinanden på, tillid, personlig ansvarlighed, ærlighed, pålidelighed og gensidighed, siger Kasper Støvring.
Han nævner også som typisk dansk det at have stærke civile netværk som at tage del i det frivillige foreningsliv, symboler i form af Dannebrog, nationalsangen, monarkiet, folkekirken og Jellingkorset i passet.
I bogen bruger du betegnelsen dansk nationalkultur. Hvordan vil du beskrive den?
– Den er først og fremmest præget af en høj grad af tillid. I undersøgelser ligger danskerne nummer et, hvad angår den tillid, som fremmede mennesker kan have til hinanden. Det har stor betydning, at vi har en positiv nationalfølelse, og at danskerne forbinder det med noget positivt at være dansker.
– I min bog gør jeg også meget ud af, at Danmarks historie har været præget af ensartethed i forhold til andre lande. Historisk har det været afgørende, at Danmark altid har haft stærke civile bevægelser som andelsbevægelsen, højskolerne og idrætslivet, hvor mennesker har kunnet mødes frivilligt på decentralt niveau, og hvor man har udviklet positive samarbejdsformer. Det er vigtigt for sammenhængskraften, fordi det foregår nedefra og op og ikke omvendt. Det er en nationalkultur, der har haft karakter af fordragelighed og enighed på folkeligt niveau.
Men nu mener du, at sammenhængskraften er truet?
– Det danske samfund er stadig karakteriseret ved at have sammenhængskraft – ingen andre kulturer har en lignende stærk sammenhængskraft. Derfor var det vigtigt for mig at skrive en bog om noget positivt, vi kan bygge videre på.
– Så jeg er hverken negativ eller pessimist, men mener, at vi har noget værdifuldt, næsten unikt, at bygge på i den danske kultur. Men det tager århundreder at bygge op, og det kan meget hurtigt blive ødelagt. Polen havde for eksempel frem til 1948 en meget stærk sammenhængskraft, men så kom kommunismen og ødelagde den og normerne for tillidsfuldt samarbejde.
– Multikulturalismen er blevet mere og mere udbredt i en grad, så vi i dag har parallelsamfund i de større danske byer med negative følger som for eksempel de multietniske samfund på indre Nørrebro i København og i Vollsmose i Odense og Gellerup i Århus. Det kan ikke være positivt, og undersøgelser viser da også, at i alle multikulturelle samfund falder tilliden mellem mennesker, og i stedet vokser mistilliden. Der kan være så store kulturelle forskelle, at man ikke kan leve i fordragelighed.
– Selvfølgelig er der mennesker, der gerne vil være en del af den danske kultur og kan se noget positivt ved den. Problemet er de kulturer, der ikke har noget ønske om at tage del i det danske samfund. Og for at blive integreret skal der meget mere til end bare at tage en uddannelse og have et arbejde. Der skal kulturel integration til, det vil sige tilpasning til de ting, der præger den danske kultur som for eksempel opdragelse, syn på kvinder, autoriteter, ytringsfrihed og religiøse dogmer.
Hvad er løsningen?
– At vi insisterer på, at hvad der hedder dansk kultur er positivt, og at det kan man vælge at blive en del af. Man kan opstille en række punkter inden for det, vi kan kalde for kulturel integration, som: opløsning af ghettodannelser. At man kan tale det danske sprog. Tager del i foreningslivet. Og gifter sig på kryds og tværs og bliver del af danske familier.
– Når integrationen ikke er lykkedes, er det også danskernes egen skyld i den forstand, at nogle – især fra eliten og meningsdannerne – har haft dårlig samvittighed over at udtrykke positiv nationalfølelse. Det er blevet anset for chauvinisme, og det kan man ikke tillade sig. Samtidig har man stigmatiseret dem, der talte imod multikulturalisme og for nationalfølelse som islamofober, racister, nationalister, småtskårne og enfoldige.
Ifølge Kasper Støvring handler hans bog om, hvorfor det danske samfund er så godt, og om, hvordan vi bevarer det.
– Hvem er vi? Det dybe spørgsmål prøver bogen at besvare. Hvis ikke vi kender svaret, kan vi ikke bevare sammenhængskraften, og det danske samfund kan blive nedbrudt.
