I lyset af julesorgen

Glæden har en bundklang af noget andet, som er af dem, der ikke er her mere sammen med os. Julesorgen kalder vi det, skriver journalist på Kristeligt Dagblad Dorte Remar

Journalist Dorte Remar skriver i dagens signatur om glæden midt i julesorgen.
Journalist Dorte Remar skriver i dagens signatur om glæden midt i julesorgen. Foto: Peter Kristensen.

Kirkegården er ikke et sted, jeg kommer så tit. Mine døde bor inde i mig. Her lever de videre, og som tiden går, bliver mit syn på dem og det, de var, mere nuanceret og rigere facetteret.

Men juleaftensdag skal jeg derned. Det ligger helt fast i vores familie. Hvad enten julen skal holdes her eller der, om vi skal holde den sammen eller i andre sammenhænge, skal vi en tur forbi kirkegården.

Så kører vi af sted – min bror, min søn og jeg – med lys og lighter i lommerne. De første år havde vi kun et lys med. Siden blev det til to. Nu har vi fem.

Vi er ikke alene på den store kirkegård, hvor mange grave er fint pyntede med gran, røde juletulipaner, kranse og levende lys. Andre har lige som os den tradition at lægge vejen forbi deres kære afdøde, inden julefesten kan begynde.

Så står vi der ved gravene og læser inskriptionen på stenene og mindes – på godt og ondt. Det er nogle gange, som om der opstår en dialog med den savnede, der nu ligger under mulde. En samtale, der aldrig mere kan finde sted, bliver genoptaget.

Jeg kan tage mig selv i at fortælle min far, der ikke fik oplevet at blive morfar, at det går fint med drengen. Og at jeg ikke har glemt ham, og at jeg håber, han har det godt, hvor han er nu.

Nogle år er det en kold og frysende tur ad stierne på den mørke kirkegård. Så får min yndlingssalme, som jeg valgte til begge mine forældres begravelser, en ekstra dimension. "En rose så jeg skyde op af den frosne jord", lyder den første strofe. Roser, af samme orange farve som de roser, min far altid gav min mor, har vi plantet på deres gravsted.

Vi tænder også lys og står en stund ved tre andre grave med nære familiemedlemmer og venner. Indimellem lyder der et suk fra en af os. Og så tager vi hjem.

I varmen, hvor lysene er tændt, er der pyntet op. Der er juleknas på bordet, og huset dufter af andesteg og andefond, som husets herre står og koger op og ned og ind til sovsen. Hans døde ligger i det vestjyske, og dem besøger vi på andre tider af året.

I år skal anden, rødkålen, vinen og gaverne med til juleaften hos min bror, hans kone og deres tre små børn på næsten fire, to år og tre måneder. Sikke en glæde over alt det liv og leben. Den ældste, der har fundet ud af, hvad jul går ud på, når det gælder pakker, der skal lukkes op i en fart. Den mellemste, der gør som storesøster. Og den mindste dreng, der følger med i det hele med store øjne.

Der er lunt og godt inden døre. Vi har hinanden, og det skal nok blive jul. Men glæden har en bundklang af noget andet, som er af dem, der ikke er her mere sammen med os. Julesorg kalder vi det, vi, der aldrig mere kan holde jul uden savn.

"Lad julesorgen slukkes!" Det er Grundtvig, der taler i den sidste linje i sin julesalme "Velkommen igen, Guds engle små". Det kunne være fristende at give slip på den tyngde i hjertet, som jeg går rundt med i julen. Men når jeg tænker efter, vil jeg ikke undvære det mørke, der er i lyset. For det får det til at stråle endnu mere smukt, og i den glans vil jeg huske mine kære.

Glædelig jul!

remar@k.dk