Trætheden og tristheden var massiv. Stakåndetheden sad ikke bare i åndedrættet, men i hele kroppen, og følelsen af ikke at være god nok og ikke slå til fyldte både på arbejdet og i privatlivet. Hver gang Lotte Lyngby forsøgte at tage sig sammen, blev det bare værre og værre.
Til sidst endte hun nærmest ved et tilfælde med at skrive stress på søgemaskinen Google, og det kom fuldstændig bag på hende, at hun kunne sige ja til stort set alle symptomerne. I december 2001 blev Lotte Lyngby sygemeldt med stress fra sit arbejde som sognepræst i tre landsogne ved Nibe.
LÆS OGSÅ: Jagten på nuet
Jeg var glad for mit arbejde og anså mig selv som et robust menneske. Det var i december, og det var meget grænseoverskridende ikke at kunne være præst i julen. Jeg tænkte, at bare vi kommer om på den anden side af julen, så er jeg rask, siger Lotte Lyngby, der i dag er 45 år.
Men sygemeldingen trak ud, og Lotte Lyngby var væk fra arbejde i tre måneder. Hun skammede sig så meget, at hun kørte langt væk fra sin præstebolig for at handle, ligesom hun sjældent åbnede døren, når der blev ringet på.
I 2010 kom stressen igen. Der havde hun i to år været ansat på sit nuværende arbejde som to tredjedele sygehuspræst og en tredjedel præst i Vor Frue Kirke i Aalborg. Signalerne kunne hun genkende, og hun var derfor hurtigere til at få skåret ned på arbejdet, så hun ikke var sygemeldt på fuld tid så længe.
Anden gang kom hjælpen udefra også hurtigere, og Lotte Lyngby begyndte at følge et forløb på Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg. Her fyldte mindfulness meget. Mindfulness handler om nærvær og fuld opmærksomhed på det, der sker lige nu, ligesom følelser og tanker ikke vurderes, men bare opleves. Teorien stammer fra de østlige religioner og bliver ofte brugt i stressbehandling også i Vesten. Under mindfulness-meditationen oplevede Lotte Lyngby, at de skulle være stille om ingenting. I starten virkede det for hende, når stressen rasede.
Men det blev tomt at være stille om ingenting. Der manglede noget.
I stedet fandt hun tilbage til sine rødder og sin egen kristendom. Det er der nu kommet bogen Kære Martha ord om Gud til et liv med stress ud af. Hun kalder det selv en alternativ selvhjælpsbog, der fortæller om, hvordan hun brugte, og hvordan man kan bruge Bibelen som hjælp til at komme ud af en stressramt tilværelse.
Lotte Lyngby begyndte at bruge Jesus som stresscoach. Hun fandt efterhånden mange steder i Bibelen, der viste, at ikke engang Guds søn hjalp alle, og at han ofte holdt pauser og hvilede sig.
Mit fokus blev åbnet for, hvor meget visdom der er i det bibelske univers også ind i en stressramt nutid. Jeg savnede en bog, der hjalp mig til at blive talt til som kristen, og det er sådan en bog, jeg har forsøgt at skrive nu. Der er sikkert mange, for hvem det er en selvfølge, men det var det ikke for mig, så det har været hjælpsomt at gøre mig bevidst om de sider af Jesus, hvor han sætter grænser for sin magt og sine kræfter, siger Lotte Lyngby.
Da Kristeligt Dagblad møder Lotte Lyngby foran Vor Frue Kirkes kirkekontor i centrum af Aalborg, kommer hun smilende og sommerligt klædt i møde. Håret krøller blidt om hendes ansigt, og benene er bare under den grønne og blåmønstrede kjole. Hun beklager byggerodet foran kirken, der ligger omkranset af sand i stedet for brosten, og viser op i det røde bindingsværkshus, der udgør kirkekontoret.
Den stress, der engang fik hende til at gemme sig for omverdenen i sin præstebolig, virker fjern. Men den rasede to gange, og det var først anden gang, Lotte Lyngby fik øjnene op for, hvad hun kunne bruge Bibelen til.
Under sin sygemelding med stress i 2010 fandt Lotte Lyngby en gammel æske frem.
Jeg havde en plads i mit kontor, hvor jeg sad og lavede mindfulness. Så begyndte fornemmelsen af, at det var for lidt; der måtte være noget i min egen religiøsitet og den kristendom, jeg som præst har forkyndt i alle de år. Tanken fyldte mere og mere, og en dag faldt mit blik på den gamle æske, jeg havde stående med min bedstemors mannakorn, siger Lotte Lyngby.
Mannakornene er kun åndeligt spiselige, idet det er små lapper papir med en henvisning til et skriftsted i Bibelen.
Det er rigtig godt, når man er stressramt, for det var en kort sætning, og det kan man overkomme. Det var virkelig en aflastning for mig at tage et bibelord og tygge drøv på det og mærke, hvad det fortalte om den situation, jeg var i. Den måde at bruge Bibelen på var jeg helt kommet væk fra, selvom jeg er præst, siger Lotte Lyngby.
Mannakorn spiller også en rolle i Lotte Lyngbys nye bog. Anden halvdel af bogen er delt op i små kapitler, der alle slutter med spørgsmål, som kan hjælpe en til at mærke, hvad man tænker om kapitlet, og et ord, som man kan fordybe sig i i stilhed.
Bogen kan dog sagtens læses, selvom man ikke er interesseret i selvhjælpsdelen, mener Lotte Lyngby. Og selvom hun håber, at bogen kan hjælpe andre, er det vigtigt for hende at gøre klart, at stress er mere indviklet end som så.
Stress er virkelig en kompleks størrelse og har også meget med arbejdsvilkår og livsvilkår at gøre. Der er ting, der har med stress at gøre, som langt overgår det, den her bog kan formå at hjælpe med. Men det er alligevel mit håb, at bogen kan inspirere både andre og mig selv, siger Lotte Lyngby.
Behandling af stress skal ske både i det indre og det ydre. Det fik Lotte Lyngby gjort noget ved efter sin anden sygemelding. Da hun blev ansat som sygehuspræst, stod hun til rådighed døgnet rundt mange dage om ugen, hvilket der er sat rammer for nu. For selvom Lotte Lyngby gerne vil hjælpe alle, øver hun sig i at huske, at hun ikke er Gud og derfor ikke kan alt.
Man kan sige, at det ikke lyder særlig kristent, for en kristen skal selvfølgelig hjælpe andre. Men så kommer man til at tro, at man skal være Gud, og at det gode her i verden afhænger af en. Det gør det på det lillebitte stykke vej, jeg har ansvar for, men længere end det rækker mit ansvar altså ikke, siger hun.
Selv Jesus havde en menneskekrop og dermed begrænsninger.
Jeg bruger Jesus som stresscoach, for han klarede i unik grad at sætte grænser på nogle vigtige områder i det at være menneske. Han hjalp ikke alle. Når man læser ordentligt efter i Bibelen, kan man se, at det hænder, at Jesus også går forbi nogen. Han var jo også underlagt et menneskes begrænsninger, siger Lotte Lyngby.
Hun lægger vægt på, at Jesus også tog sig tid til at bede, og Lotte Lyngby ser det som et hjælpemiddel til, at man ikke bærer hele verden selv, men at der er noget større, som bærer en med. Ud over at tage sig tid til at bede holdt Jesus ofte pauser. Også selvom der var brug for ham.
Når de har været nødt til at skrive flere gange i Bibelen, at han gik ud for sig selv, han bad, han hvilede sig og lagde sig til at sove, så må det være, fordi det virkelig var typisk. Er der noget, vi ikke er glade for i dag, så er det den begrænsning, at vi kan blive trætte og derfor er nødt til at hvile os. Men ingen bil kører uden benzin, og det er noget af det, man skal lære: at holde pauser, siger hun og fortsætter:
Den sidste vigtige ting med Jesus, der også er aktuel for os, der kan få stress, er, at vi nemt kommer til at sammenligne os med andre og tager deres normer for, hvad man kan overkomme, på os. Jesus lader sig ikke diktere af, hvad andre tænker om ham. Endda i den allervanskeligste relation, familierelationen, skuffer han på et tidspunkt sin mor og brødre, fordi han ikke kunne være den, de ville have; han var nødt til at være sig selv.
Alligevel hedder bogen ikke Kære Jesus, men Kære Martha, og det er der en særlig grund til. I Lukasevangeliet fortælles der om søstrene Martha og Maria, som får besøg af Jesus. Mens Maria sætter sig og lytter til Jesus, har Martha travlt i køkkenet og spørger Jesus, om Maria ikke burde hjælpe hende. Men Jesus siger til hende:
Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.
Det allerførste kapitel, jeg skrev i bogen, er et af de sidste. Det er om Martha og er en prædiken, jeg holdt, da jeg kom tilbage på fuld tid efter min sygemelding. Det stråler ud af Martha, at hun har den fornemmelse i kroppen af, at der er alt for meget, hun skal, og hun har alt for lidt ro til at sætte sig ned og være til stede lige nu, siger Lotte Lyngby.
Hun sammenligner Martha med den stressramte, fordi uroen er så tydelig.
Alligevel er det et citat fra Paulus, der står allerstærkest for Lotte Lyngby.
Det bibelsted, jeg brugte mest, var nok Paulus Når jeg er stærk, er jeg svag, altså at Guds styrke udfolder sig i vores svaghed. Som sygehuspræst mødte jeg mennesker, der var ramt af afmagt, og der oplevede jeg, at mange i afmagten mærkede noget, der var større end dem, siger hun.
Hun husker selv afmagten som stressramt. Første gang, hun var sygemeldt, fandt hun flere gange sig selv grædende på køkkengulvet, fordi hun ikke kunne overskue, hvad hun skulle lave af mad til sine to børn, som hun boede alene med dengang. Samtidig havde hun svært ved at tage imod den omsorg, som folk forsøgte at give.
Jeg blev sammenbidt og orkede ikke at tage telefonen, hvis nogen ringede. Derfor var jeg selvfølgelig svær at hjælpe, siger Lotte Lyngby.
Det var ikke kun vennerne, der ikke fik lov at hjælpe. Anden gang hun blev sygemeldt, var hun blevet kæreste med sin nuværende mand.
Han tacklede det enormt godt, men jeg ved, at det var svært, for som stressramt kan man godt afvise ens elskede ret voldsomt, siger hun.
Selvom stressede mennesker kan komme langt ned i følelsen af uendelig træthed og tristhed, er der håb:
Jeg fik det rigtig godt igen i det samme arbejde i de tre landsogne. Det er vigtigt som stressramt at vide, at man kan komme på fode igen.
Indtil december har hun orlov som sygehuspræst og arbejder derfor kun på en tredjedel tid. Det handler indirekte om stress, men mindst lige så meget om, at der er en vigtig pointe i fortællingen om Martha og Maria.
Når man er sygemeldt med stress, kommer man til at se sine egne prioriteringer efter med en lup og kigger på, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt. Samtidig har det noget at gøre med mit arbejde som sygehuspræst, hvor jeg har talt med en masse mennesker, som, når de ser tilbage på deres liv, ofte kan sige Havde jeg dog ikke haft så travlt altid. Havde jeg dog bare været mere til stede i det, der var. Jeg fik en unik mulighed for at gå på orlov, inden mine børn flyver fra reden, og samtidig var bogen heller ikke blevet skrevet, hvis jeg havde arbejdet fuldtid.