Julens mirakel sker igen i år

Edith Thingstrup, der er sognepræst i Ledøje-Smørum Sogne, elsker det kristne julebudskab om fred til alle mennesker, fordi det er sagt til os alle sammen. Det indkapsler efter hendes mening det hele

Edith Thingstrup er her ved at tænde adventskransen i Smørum Kirke. –
Edith Thingstrup er her ved at tænde adventskransen i Smørum Kirke. –. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Edith Thingstrup har et sted i Juleevangeliet, som hun holder meget af. Det er der, hvor evangelisten Lukas fortæller, at Herrens engel pludselig viser sig for hyrderne på marken for at forkynde dem en stor glæde, som skal være for hele folket. At en frelser er født i Davids by. Han er Kristus, Herren. Og at de skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker med Guds velbehag!.

Jeg elsker de ord: Fred til mennesker med Guds velbehag!. De kan virke så banale og så glansbilledbarnlige. Men de indkapsler det hele. Og de er så svære at opnå i praksis for os mennesker. Jeg glæder mig også over billederne af Jesusbarnet i krybben og af de tre vise mænd. Men englenes budskab på marken til de simple hyrder gør mig særligt glad. Fordi det er sagt til os allesammen der er ikke nogen, der er et nummer i rækken, siger Edith Thingstrup.

Den 45-årige sognepræst gennem 18 år i Ledøje-Smørum Sogne nær Ballerup boede de første mange år som præst med sin familie i et parcelhus i Smørumnedre. For to år siden flyttede hun, manden, Christopher Arzrouni, og deres fire børn til en nyopført præstegård i Smørumovre, hvor der ud over mere plads også kun er 700 meter til Smørum Kirke. Adressen er Nonnemosen, midt i et idyllisk bakket landskab, der tilbage til Valdemars tid hørte under Esrum Kloster deraf vejnavnet.

Det er rigtig dejligt. Børnene har fået hvert sit værelse ovenpå, og jeg har fået et præstekontor, siger Edith Thingstrup.

Denne jul skal hun holde tre gudstjenester den 24. december, to i Smørum Kirke og en i Ledøje Kirke. Så tid i køkkenet med forberedelse af julemiddagen bliver der ikke noget af.

Min svigerfamilie kommer her og går i gang med det hele. Mine to piger synger i kirkekoret og er med i kirken hele dagen. Det er lidt hyggeligt, når ens egne børn synger med på julesalmerne, og man selv står på prædikestolen og siger, at jeg håber, I får, hvad I ønsker jer og kigger ned på dem og ser deres øjne lyse op. Jeg regner med til julegudstjenesterne at møde alle mine gamle brudepar, enker og enkemænd og konfirmander. Der er fuldt hus til alle gudstjenesterne. Det er dejligt at se, at folk kommer til deres kirke sådan en dag, siger Edith Thingstrup.

Hun kan huske, at der til en af hendes første julegudstjenester sad en ældre herre på kirkebænken. Det var en af hendes forgængere, der var kommet for at holde jul i sin gamle kirke. En anden jul sad en mand, der var meget syg, i kirken sammen med sit barnebarn. Manden sagde: Edith, det er min sidste julegudstjeneste her.

Sådan et udsagn kan man ikke bagatellisere. Jeg besøgte ham efterfølgende på hospice, hvor vi fik talt om, hvilke salmer der skulle synges til hans begravelse, og han fortalte, at han havde købt vin ind til mindesamværet. Det er dejligt, at folk kan være så afklarede med døden. Og det kan undre mig, at ikke flere tager fat i deres præst, når de skal dø. Det synes jeg, at nogle flere skal gøre, for det letter så meget, når man sidder med de efterladte og skal finde ud af, hvad der skal synges, og hvad jeg skal sige i begravelsestalen, siger Edith Thingstrup.

Hendes juleprædiken har et omdrejningspunkt, der dukker op år efter år.

Julens budskab er, at Gud har sat sig i forbindelse med os direkte og uden om alle jordiske autoriteter som kong Herodes, kejser Augustus og alle præsterne. Jorden er ikke et gudsforladt sted, for Han kommer direkte til os. Og derfor kan vi gå direkte i gang med at handle og gøre noget for vores næste og tænke på dem omkring os. Vi behøver ikke at vente på ministeren, paven eller biskoppen.

Julen handler også om at få et pusterum. Det er selvfølgelig en højsæson som præst, men siden jeg var barn, har jeg haft den oplevelse af julen, at alting bliver sat på standby. Det normale går i stå, eller livet går over i en anden langsommere rytme. Vi kan glæde os over julesalmerne, julesangene og julemaden. Og der er forventninger om julegaver, vil børnene sige, og de voksne elsker at give dem. Der er færre med bussen og på arbejdet, fordi vi tager stikket ud. Men vi skal selvfølgelig sende en venlig tanke til brandmænd, sygeplejersker og andre, der må passe deres arbejde juleaften.

Når det er sagt, så er det i julen, at det himmelske kommer til Jorden, og det er, som om det hele dirrer lidt i stilhed. Der er et øjeblik, hvor det er, som om det hele står stille. Noget af det bedste er, når koret synger julesalmerne i kirken. Der er der stilhed, selvom det hele er i gang. Det er et himmelsk øjeblik.

I det er budskabet om, at vi har fået det vigtigste. At vi er fundet af Gud, og de gaver, vi får, får vi ufortjent, bare fordi nogen gerne vil give dem til os. Guds gaver består af, at Han har set os, elsker os og tilgiver os. Og fordi Han har det, kan vi roligt tilgive og elske andre. Vi behøver ikke at fortvivle over, om vi nu er gode til det ene eller andet. Det drejer sig om noget meget større: at vi er tilgivet af Gud. Vi er tilgivet for alle vores dumheder og sågar ugerninger alle de gange vi gør noget, vi ikke burde gøre. Man kan sige, at vi gang på gang får en ny chance.

For Edith Thingstrup maner julens budskab også til en større glæde og taknemmelighed ved livet.

Når jeg sidder med døende, tænker jeg ofte, at nej, hvor skulle vi bare blive bedre til at fokusere på alle de bedste øjeblikke i livet. Det kan for eksempel være, når børnene larmer eller gør noget rædsomt. Måske er det bedste dér, hvor man synes, at det er rædsomt. I et hus med fire børn kan der være gang i den. Så tager den ene den andens legetøj eller låner en trøje uden at spørge om lov. Det kan være, så man næsten får grå hår af det. Så kan man tænke: Her står du og bliver vred over bagateller, måske du skulle hæve dig op over det og sige, at det går nok.

Når man kæmper med børn både med sine egne og med konfirmanderne så bliver man nødt til at tænke mere enkelt og direkte. Det er sundt. Før i tiden havde jeg en idé om, at mine konfirmander nærmest skulle uddannes som teologer. Jeg havde enorme ambitioner. Nu har jeg skruet ned for blusset, og det er det ikke blevet ringere af. For det er fantastisk med konfirmander. De tør sige noget, som andre ikke gør. Brorsons salme Op, al den ting, som Gud har gjort nævner alle de ting, der er at sætte pris på. Det handler om at holde af verden og se storheden i det små. Festen i ens liv ligger ikke lørdag aften i et stort brag, men hele tiden i hverdagen.

Selv i svære tider er det alligevel, som om der kommer små sprækker af lys. For eksempel er det sjovt med alle de råd, man får af andre. Nu har jeg fire børn og en masse besvær, men der var et af mine sognebørn, der sammenlignede det med en fødsel og sagde, at når du ligger der og venter på, at de skal komme, skal du tænke på, at på et tidspunkt er det overstået. Det er et godt råd. Pludselig er besværet væk og det er livet også, desværre.

Når jeg er i kirken, og der er noget i mit liv, der er svært, er det rart at kigge på døbefonten. Det er rart at vide, at Gud er med os og støtter os. Jeg synes også, at Den Danske Salmebog er fantastisk. Der er salmer, der matcher alle slags humør, hvad enten man er i tvivl og melankolsk eller glad og lykkelig. Der er andre, der har haft det ligesom mig. Man synes, man er et unikum, men der er andre, der har stået i mørkets og dødens skygge. Og så kan vi støtte os op ad de ord, der er i Brorsons, Grundtvigs, Ingemanns og vores andre salmedigteres salmer. For eksempel i Ingemanns Lysets engel går med glans, hvor det hedder, at I hvert solglimt Gud er nær. Det er rart at vide, at Gud er nær, også når verden ikke lige er, som man gerne vil have, at den er.

At Gud er nær, udleder Edith Thingstrup også af det kristne julebudskab.

Gud lod sig føde i den mindste flække langt væk fra alting, for der er ingen flække, der er gudsforladt. Man kan som menneske føle sig forladt af Gud, når man ikke har noget at give og føler sig helt tom. Men uanset hvor gudsforladte, vi synes, vi er, så er vi det ikke. Vi kan sagtens give noget til andre, selvom vi ikke synes, vi har noget at give af.

Når jeg tænker på nogle af de folk, jeg er rendt på gennem livet, er det ikke, fordi de gav mig champagne og chokolade, men fordi de gav sig tid til at tale med mig, måske fortælle om deres liv og spørge, hvordan jeg har det. Det er fantastisk, når nogen vil et andet menneske. I vores forjagede verden er det en sjælden luksus at tage det fredeligt og tale om de helt nære ting.

Jeg kommer til at tænke på Stella, der ligger begravet oppe på kirkegården. Hun var missionskvinde og opkaldt efter Kristi stjerne, og alle børn i Smørum i de ældre generationer har gået i søndagsskole hos hende. Hende diskuterede jeg prædikener med, og vi talte om tvivlens nådegave. Vi mennesker må forstå, at vi ikke er almægtige. Derfor hænger større erkendelse ofte sammen med øget tvivl. Tvivl på vores egne evner. Men ikke tvivl på Gud. Og heller ikke tvivl med hensyn til, hvad Han har givet os til opgave: at give af den overflod, vi har fået.

Børn går meget op i at få gaver. Men den største gave, et menneske kan give, er ikke en ting, men sin tid, sin opmærksomhed og sin kærlighed. Det er derfor, vi påskønner og skal påskønne de små gaver, som er skabt med andres tid. Sokker strikket af kærlighed. Et julekort skrevet med omsorg. Det er også først gået op for mig, efter at jeg er fyldt 40 år, at julekort med ønsker om en glædelig jul og et godt nytår ikke er det rene pjat. Det syntes jeg, da jeg var yngre. Jeg syntes simpelthen, at det var for lidt at skrive det. I dag synes jeg, at det er dejligt, at nogen skriver sådan en lille julehilsen. Og hvorfor skrive mere, hvis man ikke har mere at fortælle?

Det er også det, som julebudskabet siger: Gud kom til os, bekymrer sig om os og siger, at du er god nok, som du er. Det er et frihedsbudskab. Vi behøver ikke føre hellig krig, spise nogle bestemte ting og gøre noget på bestemte tidspunkter. Når der som i Juleevangeliet siges fred til mennesker, betyder det, at Gud sætter pris på os. Tænk, hvis han ikke gjorde det. Men det behøver vi ikke at bekymre os om.

Men fred til mennesker indebærer også, at hvis ikke man starter med sig selv, sker der ingenting. Det handler om, at jeg prøver at gøre tingene en smule mindre skidt. Naturligvis bliver jeg også skuffet, hvis jeg synes, at jeg har rakt hånden frem, og nu har jeg gjort noget for dig, talt din sag og vist dig venlighed, og så kan man blive afvist og få en kold skulder. Men der er intet, der forhindrer mig i at gøre det igen. Jeg tror, at vi allesammen sætter pris på fred fred i verden, fred i landet og fred i hjemmet fordi vi godt ved, hvordan det er, når der ikke er fred. Ufred er et produkt af, at man vil sit eget uden blik for andre, siger Edith Thingstrup.

Selvom hun som præst nu for 18. år i træk skal holde julegudstjeneste, skrive juleprædiken, læse Juleevangeliet op og finde julesalmer til den 24. december, kan hun med egne ord holde begejstringen ved lige.

Det er jo netop ikke kun min kirke, men alle sognebørnenes kirke. Og der kommer hele tiden nye hændelser til, og der er hele tiden nye facetter i ordene i salmerne. En god salme kan sagtens have forskellige vinkler. Det samme med julen. Den kan også håndteres fra forskellige vinkler.

Jeg har noget med Chris Reas julesang Home for Christmas. Hvis jeg ikke har hørt den, er det ikke blevet rigtig jul endnu. Jeg er blevet lidt mere rørstrømsk med årene. Så derfor kan der være mere patos i juleprædikenen og ikke så meget etos og logos. Og der kan ske mange ting i Danmark og i verden, som kan influere på juleprædikenen. Det kan for eksempel være et sognebarn, der fortæller, at hendes mand kommer hjem til jul fra Afghanistan. Så får man et andet forhold til soldaterne nede i Helmand-provinsen. Og sådan kan der være ting, der kan præge en juleprædiken.

Der var en ung mand, der havde været meget syg af kræft og nu var blevet rask og skulle giftes. Til brylluppet ville de gerne have, at vi sang Grundtvigs Blomstre som en rosengård. Det andet vers begynder med linjen Ryste mer ej noget knæ. Man kan i bagklogskabens lys tænke, at det kan godt være, at sygdommen vender tilbage, men lige nu ryster ikke noget knæ af skræk. Det er et mirakel. Og derfor skal vi sige tak til Gud. Det tænker jeg på, når vi synger Blomstre som en rosengård, at vi skal huske på de mirakler og at takke for dem. Men det har vi det med at glemme. Også fordi vi helst ikke vil sige, at vi tror på mirakler. Men mirakler sker.

Juleaften sker også et mirakel, og i virkeligheden sker det julemirakel år efter år. Det betyder, at vi kan sænke skuldrene og glæde os over, at det sker igen i år.