Vi har modtaget to breve fra Anna Sofie med nogle dages mellemrum. Det første indeholdt et spørgsmål, og det sidste indeholdt nogle vigtige refleksioner. Vi har valgt at bringe dem begge. Vi håber også, at der er andre læsere, der får lyst til at komme med tanker eller spørgsmål til det centrale tema, der handler om, hvordan vi kæmper den gode kamp for at give hinanden værdi i de forskellige menneskelige fællesskaber, som vi hver især indgår i. Og om, hvordan vi konkret kan vise respekt for andre, så de vokser i vores nærhed i stedet for at blive mindre, og hvordan vi som voksne tager ansvar og hjælper børn og unge til det samme.
Mange hilsner
Kære brevkasse
Jeg så tv-programmet Myginds Mission, hvor skuespiller Peter Mygind i en 8. klasse forsøger at bekæmpe mobning eller onde mønstre. For at lære klassen og dens mønstre at kende lod Peter Mygind klassen selv vælge pladser, så hierarkiet blev tydeligt.
Jeg har bagefter tænkt over det med hierarkiet, og det berører mig. Jeg oplevede selv som barn at være nede i hierarkiet.
Jeg tror ikke, at nogen havde noget imod mig, men måske duer jeg bare ikke til at kæmpe om pladserne? Men den dag i dag sidder det i mig som et mindreværd, som jeg må kæmpe imod. Jeg forventer ligesom ikke, at andre synes, at jeg er interessant eller vil vælge mig.
LÆS OGSÅ: Danskere blander sig ikke når forældre slår deres børn
Da jeg talte med nogle kolleger om programmet, nævnte jeg, at det havde gjort indtryk på mig, at eleverne havde været så bevidste om hierarkiet, og hvem der var oppe, og hvem der var nede. Sådan er det jo alle steder, sagde min kollega. En anden syntes, at drengen, der fortalte om, at han var nede, tog det så flot og virkede afklaret. Men jeg synes, at det er forkert og skadeligt, at der er sådant et hierarki. Det sagde jeg dog ikke, for det er for personligt og sårbart.
Jeg har oplevet til et forældremøde i mit barns klasse, hvor jeg argumenterede for, at man godt kunne gøre noget for at skabe en kultur, hvor alle er med, at en far sagde: Der er jo mobning alle steder, sådan vil det altid være. Som om det er en naturlov, man må acceptere. Men jeg synes, den holdning er forkert! Man må gøre noget, og man må have en holdning.
Men jeg oplever, at mange på trods af enighed i, at mobning er ondt ikke rigtig gør noget. For eksempel idrætslæreren, der mener, at det er o.k., at holdene vælges ved førstevælgermetoden, for de, der altid bliver valgt til sidst, får jo også lov at vælge en gang imellem. Og forældre, der i 4. klasse lader deres barn udvælge, hvem der skal med til fødselsdage, for nu er de så store, at de selv må bestemme og ikke skal tvinges til at have nogen med, som de ikke kan lide. Til trods for aftaler blandt forældrene. Så kalder man det da bare noget andet.
Og hvad kan man sige? Det er jo ikke mobning ikke at invitere alle. Man gør jo ikke noget ondt mod nogen. Det er bare uheldigt, at der er nogen, der aldrig bliver valgt.
Det samme i idrætstimerne. Eller når der vælges grupper eller nye pladser.
Sådan er livet. Og børn har vel frihed til at bestemme venner? Men hvad bliver der så af at bekæmpe onde mønstre?
Er jeg bare naiv, fordi jeg ville ønske, jeg kunne ændre mennesker og deres holdning og ændre vores natur eller i det mindste skabe nogle rammer, der kan mindske de dårlige virkninger? Hvad tænker I om alt dette?Venlig hilsen
Anna Sofie
Kære brevkasse
Egentlig behøver jeg ikke et svar. Måske havde jeg mere tænkt det som en anledning til refleksion over, om det er en naturgiven ting, at der er et hierarki alle steder.
Jeg har tænkt meget siden det første brev, og nu føler jeg mig faktisk helt afklaret. Jeg er nået frem til den befriende tanke for mig selv, at jeg simpelthen bare ikke anerkender, at der er et hierarki, når det gælder menneskers værd.
Det stemmer overens med, hvordan jeg egentlig altid har følt, at det bør være. Det er ikke kun, fordi jeg aldrig har kunnet finde ud af at kæmpe for min plads. Jeg bryder mig simpelthen ikke om det, og det ligger ikke til min natur.
Det er også en af de allermest grundlæggende ting i kristendommen. Og hvis der skal kæmpes, så skal det være mod rangordning af mennesker.
Da jeg skrev mailen til jer, kunne jeg mærke min sårbarhed, at jeg faktisk skammede mig over, at jeg selv havde følt mig som outsider og var bange for, at det skulle komme frem.
Men jeg kan også mærke, at det er et tabu, som jeg gerne vil bryde. I dag talte jeg yderligere med en kollega om emnet, og jeg føler mig allerede en lille bitte smule friere. Jeg synes det er modigt, at der er så mange mennesker, der på tv og i debatter i den seneste uge har fortalt om deres egne erfaringer. Det er med til at gøre det nemmere at bryde tabuet.
Mine egne mindreværdsfølelser stak deres grimme hoved frem, da jeg så programmet.
Men på en måde er det godt, at det kommer frem, så er der også plads til kampgejsten. Mange kæmper som voksne for oprejsning gennem succes på forskellige måder, hvilket jo stadig er inden for rangordenens tankegang. Men det bedste, man kan gøre for sig selv, er at sige højt: Jeg nægter at anerkende, at der er et hierarki.
En ting fra min skoletid er jeg faktisk stolt af.
Fra min lave position stillede jeg mig op og forsvarede en klassekammerat.
Gid jeg havde gjort meget mere af den slags.
Jeg ville ønske, at mange børn ville gøre det.
Jeg ville ønske, at alle skoler bliver meget mere bevidste om, hvor meget de faktisk kan gøre for ikke at understøtte hierarkierne. Og jeg ville ønske, at forældre med hjerte og overskud virkelig gjorde alvor af det råd, man får om at tjekke klasselisten for usynlige børn.
Tænk en forskel, det kunne gøre, hvis man gjorde det i praksis.Venlig hilsen
Anna Sofie