Kan man straffe sig til bedre opførsel?

Spiritusbilister dømmes stadig hårdere, når de dræber et andet menneske. Men hvorfor straffer vi ikke i højere grad handlingen i stedet for at vente, til det er gået galt, spørger professor. Man kan ikke kriminalisere enhver handling, der kan føre til en potentiel ulykke, lyder det fra jura-ekspert.

@Fotobyline:TEGNING: PETER M. JENSEN
@Fotobyline:TEGNING: PETER M. JENSEN. Foto: Tegning.

Michael Møller er professor i økonomi. Han er ekspert i såkaldt incitamentsaflønning og ved kort sagt en hulens masse om, hvordan man påvirker menneskers lyst til at gøre eller ikke gøre bestemte ting. Derimod ved han ikke ret meget om straffesystemet for spirituskørsel.

For nylig opdagede han dog pludselig en mulig sammenhæng mellem sin professionelle viden og den til tider meget ophidsede debat om spirituskørsel.

På baggrund af en række konkrete sager krævede flere politikere nemlig, at der blev idømt hårdere straffe for spirituskørsel med dødelig udgang. Et eksempel er den meget omtalte sag med en bilist, der dræbte fire personer, deriblandt en gravid kvinde, da han med en promille på 1,3 kørte i den forkerte side af motorvejen, hvor han stødte frontalt sammen med en anden bil. Sagen endte med en dom på tre år, hvilket fik moderen til en af de dræbte til åbent at spørge, hvad der egentlig skulle til for at få den maksimale straf på otte år, når fire dræbte åbenbart ikke var nok. En holdning, der blev støttet af flere politikere, som straks kritiserede retten for at dømme for mildt.

Men hvorfor gør vi så meget ud af at straffe for de tragiske dødsulykker i stedet for at begrænse den kørsel, der er skyld i ulykkerne, spurgte Michael Møller sig selv efter at have fulgt den politiske diskussion.

– Hvad nu hvis man fokuserer på handlingen i stedet for resultatet? Kunne det eventuelt afholde flere fra overhovedet at køre med spiritus i blodet? Jeg ved det ikke, men jeg forstår ikke, hvorfor vi har et straffesystem, der indirekte bedømmer en kriminel handling ud fra, om man slipper af sted med den, siger Michael Møller.

Til daglig har økonomiprofessoren sin gang på Handelshøjskolen i København, CBS, hvor han underviser fremtidens økonomer i, hvordan man mest ansvarligt jonglerer med risici og chancer.

Og netop i den økonomiske verden er der flere eksempler på, at man ikke bør bedømme en sag ud fra dens resultat, men nærmere ud fra den handling, der fører til resultatet, forklarer Michael Møller.

– Forestil dig en børsmægler, der satser alle bankens penge på en enkelt handel. Jeg er ret sikker på, at langt de fleste banker vil fyre ham, uanset om han så ender med at tjene på satsningen eller ej, siger Michael Møller og giver så endnu et eksempel på, hvordan man ikke kan vurdere en handling kun ud fra dens resultat.

– En rigmand giver en million kroner til hvert af sine tre børn – Anders, Berit og Carl – og lover, at han vil overdrage firmaet til den, der investerer pengene bedst. Efter et år kommer de tilbage med henholdsvis to millioner kroner, 1,1 millioner kroner og ingen penge overhovedet. Firmaet overdrages altså til Anders. Men bagefter forklarer han, at han havde tjent pengene ved at slå plat eller krone med Carl. Så ja, han tjente mest, men han er næppe den bedste leder af firmaet. I erhvervslivet er det rigtig dårligt kun at fokusere på resultatet, når handlingen er så risikabel, siger Michael Møller og efterlyser en lignende debat om straffesystemet.

– Hvis to unge mænd kører race med spiritus i blodet, og den ene ender med at dræbe en fodgænger, bliver de jo i dag straffet forskelligt, selvom de begge satsede lige farligt. Men hvorfor egentlig? For mig virker det, som om vi straffer mere ud fra et hævnmotiv end ud fra et præventivt hensyn, siger Michael Møller og understreger, at han ikke ønsker strengere straffe for spirituskørsel.

– Jeg tror egentlig, at det i høj grad bærer straffen i sig selv, hvis man har dræbt et andet menneske på grund af spirituskørsel. Men i dag virker straffesystemet meget tilfældigt og meget styret af, hvilke sager der får omtale i medierne. Problemet er bare, at der først er en sag, når der er blevet dræbt mennesker, og så er det for sent, både for ofret, de pårørende og spritbilisten. At man så slipper af sted med spirituskørsel uden at dræbe nogen, handler jo mere om tilfældighed end om lovlydighed, siger Michael Møller.

Spørgsmålet om straf og retfærdighed har i tusinder af år voldt mennesket kvaler og gjort selv store filosoffer rundtossede. For hvorfor straffer vi? Hvornår virker straf? Og hvad afgør, om en straf er retfærdig?

Siden antikken har et gennemgående argument været, at straf er en nødvendighed, hvis man skal renses for skylden, både i forhold til sig selv og resten af samfundet. Eksempelvis argumenterede Sokrates for, at det var bedre at blive uretfærdigt straffet end ved veltalenhed at slippe for en retfærdig straf.

Siden har flere eksperter, blandt andre 1800-talssociologen Émile Durkheim, betegnet straf som en forudsætning for et fælles værdigrundlag. Straffene skal altså sikre, at en tilpas stor del af borgerne holder sig inden for lovens rammer og dermed opretholder en række fælles normer og værdier.

Samtidig er der spørgsmålet om hævn. Straf er ikke kun rettet mod forbryderen, men skal også ses som samfundets støtte til offeret og de pårørende. Et af de mest bastante eksempler på hævnmotivet finder man blandt andet i dødsstraffen, hvor prisen for at tage et liv er ens eget liv.

Endelig er der diskussionen om, hvorvidt straf kan forhindre forbrydelser? Har det en præventiv effekt, at vi kan blive straffet for vores handlinger? Og stiger den præventive virkning i takt med straffens hårdhed?

Henrik Palmer Olsen, professor i jura ved Københavns Universitet, har netop arbejdet med de etiske aspekter af straf, herunder spørgsmålet om straf som et redskab til at opnå retfærdighed og forhindre nye forbrydelser.

Men når straf nu også er tænkt som et middel til at forebygge kriminalitet, vil det vel netop være en god idé at straffe spirituskørsel lige så hårdt som den dødsulykke, spirituskørslen kan være skyld i, præcis som professor Michael Møller foreslår?

– Det er et af de spørgsmål, man ofte diskuterer inden for retsetik. Problemet er bare, at man ender med at kunne kriminalisere stort set alt, hvis det handler om at bremse handlinger, der kan føre til et uønsket resultat. Når det gælder spirituskørsel kan man jo sige, at risikoen opstår i det øjeblik, en person tager det første glas vin. Man kan altså få en lang række af handlinger, der hver for sig kan føre til en forbrydelse. Men det er naturligvis uholdbart at straffe enhver handling ud fra den ulykke, den i værste fald kan føre til. Derfor vælger man at vurdere straffen ud fra den realiserede lovovertrædelse, ikke kun ud fra risikoen for en bestemt lovovertrædelse, siger Henrik Palmer Olsen.

Netop i diskussionen om spirituskørsel har det ofte lydt, at man af hensyn til de pårørende burde straffe hårdere. Men her adskiller det danske retssystem sig fra flere andres landes systemer ved, at pårørende ikke betragtes som en egentlig part i sagen.

– I USA ses det eksempelvis ofte, at en person idømmes en straf, der indebærer en eller anden form for kompensation til de pårørende. Men i Danmark betragtes en lovovertrædelse som en sag mellem den tiltalte og anklagemyndigheden, hvilket i forhold til spirituskørsel så ofte er den offentlige anklagemyndighed. Derfor afspejler dommen heller ikke noget egentligt hensyn til de pårørende, ud over at man med en dom naturligvis vil signalere, at man ikke bare lader lovovertræderen slippe for sit ansvar, siger Henrik Palmer Olsen.

Når der i medierne sættes fokus på spirituskørsel, bliver der ofte talt om behovet for hårdere straffe. Men i de senere år er straffen for spirituskørsel og andre former for hasarderet kørsel faktisk blevet hævet betragteligt.

I 2002 blev den maksimale strafferamme for uagtsomt manddrab i trafikken eksempelvis fordoblet fra fire til otte år, mens man i 2005 strammede loven yderligere, så hensynsløs kørsel blev betragtet som en skærpende omstændighed. Og når det gælder spirituskørsel, viser en opgørelse fra Rigsadvokaten, at landets dommere er begyndt at straffe hårdere.

Trods de hårdere straffe tyder intet dog på, at vi slipper for spirituskørsel. Antallet af personer, der skades ved spirituskørsel er ganske vist faldet markant, men antallet af dræbte har de seneste fem år ligget stabilt på godt 80-100 personer om året. Og spørgsmålet er da også, om straffesystemet ligger inde med løsningen?

Det tvivler blandt andre Finn Andersen på. Han er Falck-redder, og så er han samtidig initiativtager til "Unge trafikdræbte", et netværk af redningsarbejdere, præster og sundhedsansatte, der besøger skoler og uddannelsesinstitutioner.

– Vi repræsenterer de mennesker, som kommer ind i billedet, når folk kører spirituskørsel. Det er redningsmandskabet, det er politiet, det er sygeplejersken, det er bedemanden, og det er præsten. Og jeg oplever faktisk, at de unge tager vores budskab langt mere alvorligt, end når de hører om risikoen for at blive straffet. De tror jo netop ikke, at de bliver snuppet og tror da slet ikke på, at det bliver dem, der kommer til skade. Det holder dog som regel kun, indtil de står over for os, der jo netop arbejder med dødsulykkerne, siger Finn Andersen og understreger, at han ikke argumenterer for hverken hårdere eller mildere straffe.

– Det har jeg ikke nogen mening om. Men jeg tror ikke, at man kan straffe sig ud af problemet. Det handler om holdninger, og du flytter først holdninger, når du får skabt en forståelse for konsekvensen af en handling, siger Finn Andersen.

"Unge trafikdræbte" blev oprettet i 2004 på baggrund af en række tragiske dødsulykker på Fyn. Alene i Ejby Kommune blev fem unge dræbt i trafikken i løbet af 14 måneder i perioden 1999-2000. Og Finn Andersen tror ikke, at en ændring af straffesystemet ville have forhindret disse ulykker.

– Jeg er ikke ekspert på det område, men de unge siger jo selv, at det ikke er alverdens kampagner eller udsigten til straf, der gør indtryk. De her unge betragter sig selv som udødelige, men kun indtil de forstår, at vi er nogle, der faktisk møder de dræbte og deres pårørende. Jo, der sidder altid et par Brian-typer, du ikke kan nå, men dem når du aldrig. Men det store flertal er da heldigvis så fornuftige, at de faktisk lader sig påvirke og selv siger, at de nu tror på, at det faktisk kan ramme dem. De tænker ikke på, om de kan få et eller to års fængsel, men det gør indtryk at høre, hvordan vi har mødt flere af deres jævnaldrende, der er blevet dræbt i trafikulykker, siger Finn Andersen.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk