Kanten af Danmark mangler sammenhængskraft

Udkantsdanmark: Kulturen i randområderne af Danmark har ændret sig markant i takt med nye levevilkår og en mere blandet befolkning. Jo længere mod vest, jo mere heldigt er udfaldet blevet

Livet på landet er ikke, hvad det har været. I hvert fald ikke i udkanterne af danmarkskortet, der de seneste årtier dramatisk har skiftet udseende – ikke bare geografisk, men også kulturelt.

Væk er landbrugskulturen, og ind er kommet den såkaldte udkantskultur, som præger særligt Lolland, Nordvest- og Sydvestjylland samt en hel del øsamfund. Og som langt de fleste steder har det mere end almindelig svært.

Flere bysamfund må kæmpe for livet i en grad, der har fået forskere til at pege på, at en tvangsrømning af hele områder kan blive nødvendig, fordi de ikke er bæredygtige. Og ganske ofte hører man nødråb fra både lokalpolitikere og forskere om at egnsudvikle de stadig mere isolerede områder, hvis ikke de skal uddø.

Men hvad er det for en kultur, der er opstået, hvor folk på overførselsindkomst og advokater med landlivsdrømme bor dør om dør?

Én med langt mindre sammenhængs- kraft, forklarer Knud Sørensen, forfatter og medstifter af Folkeligt Institut for Udkantsforhold. Han har beskæftiget sig med udkantskultur siden 1970'erne.

– Landbrugssamfundet var kendetegnet ved, at alle i og omkring landsbyerne var tilknyttet landbruget. Alle havde samme livsvilkår og samme erfaringer og var holdt sammen af det fælles underforståede. Med affolkningen af landbrugsområderne fra 1960'erne gik denne samfundsform til grunde. Og da tilflytningen startede igen i slutningen af 1970'erne, var det med en ny og mere differentieret type mennesker, hvoraf kun få havde noget med landbruget at gøre. Og den udvikling er blevet forstærket kraftigt siden. Kulturelt har det betydet, at man i dag mødes om nogle helt andre ting. Hvor det før var gymnastikforeningen, foredragsforeningen eller husflidsforeningen oven på forsamlingshuset, er det i dag foreninger, hvis formål oftest er at sikre byens overlevelse. Og nogle gange er det bare ikke nok, siger han.

Det giver ikke længere så meget mening at snakke om hjemstavn, mener Knud Sørensen og bruger i stedet ordet valgstavn. For i mange tilfælde er et udkantsliv et valg – frivilligt eller ufrivilligt.

Ud over manglen på sammenhængskraft betyder det dog også meget ofte spændinger mellem tilflytterne og de hjemmefødte, forklarer antropolog Gunnar Lind Haase Svendsen fra Center for Forskning og Udvikling i Landdistrikter på Syddansk Universitet.

– Tilflyttere bliver meget ofte set som en trussel, fordi de netop ofte er folk på overførselsindkomster, som ikke bidrager positivt til en i forvejen trængt økonomi. Tilflytterne kommer gerne fra storbyer, og derfor er der mange eksempler på ganske voldsomme kultursammenstød med nabostridigheder til følge. Nogle steder på Lolland har det betydet, at kommunen i løbet af 1990'erne har revet huse ned – i en enkelt kommune mere end 100 huse – simpelthen for at undgå at tiltrække de uønskede tilflyttere, siger han.

Modstanden mod tilflyttere kan dog også have en anden årsag.

Antropolog Thea Aarup Valbjørn fra Dansk Folkemindesamling har forsket i drømme og håb for borgerne i den nordjyske by Brønderslev og ser en tendens til, at udkantssamfund er ekskluderende af natur.

– Folk, der vælger at leve i et udkantssamfund, har typisk ikke de store karriereambitioner. De bliver boende for at værne om familien og det nære, og derfor er det ofte svært for tilflyttere at blive lukket ind. Når man samtidig ikke er afhængig af at være på god fod med naboen ligesom tidligere, hvor man gerne skulle have afsat sine varer, er der ikke mange naturlige fællesskaber tilbage. Det bliver i stedet viljefællesskaber, hvor tilflyttere meget ofte går forrest for at blive inkluderet. Faktisk er størstedelen af de foreninger og det kulturliv, der opstår i udkantsbyer, startet af tilflyttere, fordi det er eneste vej ind i fællesskabet, siger hun.

Ikke alle udkantsområder klarer sig dog dårligt. Eksempelvis på Mors har man fået arbejdsløsheden ned omkring landsgennemsnittet, og også Klitmøller er i en positiv udvikling.

Afgørende er, i hvor høj grad området er vant til at klare sig selv. Og hvor vant de er til fremmede, forklarer Gunnar Lind Haase Svendsen.

– I Klitmøller havde man fra 1700-tallet en skudefartskultur, der betød, at man sejlede meget og lærte mange nye kulturer at kende. I midten af 1800-tallet blev man en fiskerby, fordi man var nødt til at tilpasse sig. I sammenligning med andre byer, som ellers ligner Klitmøller, men som ikke klarer sig særlig godt, er det netop åbenheden og tilpasningsevnen, der er forskellen, siger han.

Hvilke udkantssamfund, der har disse kvaliteter, er der faktisk et påfaldende mønster i, mener Barbara Diklev fra Landsforeningen af Bysamfund. For det er kendetegnende, at vestjyske randområder klarer sig betydeligt bedre end de fynske, sjællandske og lollandske. Forklaringen ligger i historien.

– Man har i Vestjylland altid haft en stærk forenings- og iværksætterkultur. Man er vant til at klare sig selv, mens man i resten af landet er præget af en ansat-kultur. Her har langt de fleste jo gennem århundreder blot arbejder på de store godser og herregårde og ikke oparbejdet en kultur for at skulle skabe noget selv. Det skinner tydeligst igennem i antallet af småvirksomheder, der er langt højere i Vestjylland end nogen andre steder. Og det gør det nemmere at tiltrække folk og bygge et attraktivt område op, siger hun.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt udkantskulturen – i hvilken som helst form – kan overleve på sigt.

Eller om mange af dem helt vil uddø som forudsagt af blandt andet lektor i byplanlægning på Aalborg Universitet, Jørgen Møller.

For forfatter Knud Sørensen er svaret ikke selvfølgeligt. For det handler om at vælge.

– Ny teknologi gør geografi stadig mindre vigtigt. Man kan allerede i dag klare mange job udelukkende over sin computer, som lige så godt kan stå på Lolland. Men det kræver, at politikerne egnsudvikler med henblik på at skabe distancearbejdspladser. Der er udkantsområdernes redning, siger han.

Heller ikke lektor ved Geografisk Institut på Københavns Universitet Hans Thor Andersen, mener, at udviklingen er givet.

– En planlagt udflytning af hele bysamfund er da bestemt en mulighed. Men det behøver ikke at gå sådan. For 200 år siden var København det store center og alt andet var provins. 50 år senere kom urbaniseringen og industrialiseringen og jernbanen, og en række kraftcentre skød op rundt i landet. Indtil 1960'erne dominerede landbruget uden for købstæderne, men det ændrede sig i 1970'erne, hvor de gamle industrier i storbyerne døde, og landdistrikterne i Vestjylland blomstrede op med eksportorienterede virksomheder. I dag har store dele af den jyske industri mødt den samme mur, som storbyerne gjorde i 1970'erne, fordi deres produktion lige så godt kan udføres i udlandet. Det svinger hele tiden. Lige nu flytter flere ud af København end ind. Måske får det følger, hvis det bliver ved, siger han.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

Hvad er udkanten?

uMens Danmark som helhed har oplevet en befolkningstilvækst på 0,4 procent i perioden 1994-2004, har udkantskommunerne oplevet en tilbagegang på 0,14 procent. Fortsætter udviklingen uforandret, vil en række udkantskommuner opleve tilbagegang på over 10 procent i løbet af de næste 20 år (se figur).

En udkantskommune er defineret som en kommune, der pr. 1. januar 1994 havde mindre end 3000 indbyggere, og som er beliggende mere end 40 kilometer fra nærmeste stærke geografiske center og mere end 30 kilometer fra nærmeste geografiske center i øvrigt. Efter denne definition er der 30 udkantskommuner i Danmark beboet af 3,2 procent af befolkningen. De finder sig primært i Nordvest- og Sydvestjylland, Sydfyn og på Lolland.

Udkantskommunerne har klart den mindste andel af erhvervsaktive, flest ufaglærte og flest børn og ældre.

En fremskrivning af efterspørgslen efter arbejdskraft viser, at hovedstadsregionen og Århus får en vækst på 80.000 mennesker frem mod 2015. I udkantsområderne vil efterspørgslen derimod falde med mere end 20.000 mennesker.