Oktober 2001

Hun mærker maven snøre sig sammen, da hun taster nummeret.

"Det går ikke, det her. Du skal ikke forelske dig i mig," siger hun lidt for hurtigt, da Steen tager telefonen.

Süheyla har lige vinket farvel til ham efter deres første stævnemøde. Eller, et stævnemøde var det egentlig ikke, han kom bare for at se hende spille fodbold. Og nu har hun allerede fortrudt, at hun ikke sagde fra, da han kyssede hende.

"Du kender mig ikke. Du ved slet ikke, hvad du går ind til," fortsætter hun. Steen afbryder hende ikke.

"Jeg er tyrk og muslim. Du er dansk. Vi kan ikke bare være sammen," bliver hun ved, selvom ordene ikke virker helt rigtige. For hvordan skal hun kunne forklare ham om sit liv? Om, hvordan det er at vokse op som pige i en stærkt troende muslimsk familie. Hvor hun altid har måttet kæmpe for at leve efter danske normer. Ja, bare for at få lov til at spille fodbold.

Hun har altid været anderledes end sine ældre søskende, meget mere vestlig og selvstændig. Og hun er efterhånden vant til at få sin vilje. Men at blive kæreste med en kristen dansker vil være at gå for langt, det ved hun. Hendes far vil ikke acceptere, at hun bringer skam over familien på den måde, i hvert fald ikke endnu. Det vil kunne splitte familien, og måske vi hun blive tvunget til at vælge mellem Steen og sin familie. Men hvordan skal hun kunne forklare Steen det?

Omsider lyder hans stemme i røret:

"Lad os snakke om det. Hvad siger du til at komme hjem til mig på fredag, så kan du sige alt det, du gerne vil sige?"

Süheyla er lettet. At snakke om det er en god idé. Så kan hun forklare sig. For selvom han egentlig slet ikke er hendes type med sit alt for store hår, skovmandsskjorte og sko fra Lloyd, har Steen alligevel noget over sig, synes hun. En oprigtighed. Hun havde mærket, hvordan hele hans krop rystede, da han kyssede hende for første gang, inden hun steg på toget. Galant var han også. Han bar hendes fodboldtaske hele vejen fra fodboldbanen til toget. Han er seriøs med sin uddannelse. På alle måder så langt fra mange af de tyrkiske drenge, hun kender.

Men når først jeg har fået fortalt om min tro og min familie, mister han nok interessen, tænker Süheyla.

Steen tjekker køkkenuret igen. Der er 20 minutter, til maden er færdig, og Süheyla skulle være lige på trapperne. Han har gjort sig umage. Oksemørbraden er fra den gode slagter, og citronduften fra de indbagte kammuslinger fylder den lille etværelses med den helt rigtige duft.

Han har taget dagen fri fra arbejde for at nå både at gøre rent og forberede middagen. Det er ikke hver dag, han får en pige på besøg. Slet ikke en som Süheyla.

Hun havde med det samme skilt sig ud, da de var startet sammen på HD-studiet. Udadvendt og eksotisk med masser af meninger – helt anderledes end de lidt vindtørre typer, der ellers var på holdet. De havde ikke kendt hinanden så længe, og han havde taget en chance med det kys. Men hun havde gengældt det, og nu var hun på vej.

Steen tænder stearinlysene og retter det sidste an. Han vil gerne vise Süheyla, at han mener det alvorligt. I en boghandel har han købt Koranen på dansk og læst i den hver aften i løbet af ugen og har fundet oplysninger om islam på internettet. Han ved, det ikke bliver et almindeligt forhold, de vil få, og at det er det, Süheyla vil forklare ham i aften. Han vil til gengæld gerne overbevise hende om, at han er klar til at tage konsekvenserne. Selvom han endnu ikke er helt klar over, hvad de er.

Det ringer på. Han når næsten ikke at åbne døren, før hun går i gang:

"Det her er svært for mig. Vi er nødt til at tage et skridt ad gangen."

Under forretten siger han næsten ingenting. Det er umuligt, for ordene vælter ud af Süheyla. Hun fortæller, at selvom hun er født og opvokset i Danmark, klæder sig og lyder som enhver anden dansk pige, så er hun tyrker. Datter af en rettroende muslim uden videregående uddannelse fra en lille landsby i Sydvesttyrkiet. Og med en mor, der aldrig har fået en uddannelse og taler gebrokkent dansk.

Steen lytter. Han kan næsten høre kultursammenstødet for sit indre øre, men synes mest af alt bare, at Süheyla er dejlig. Han er opdraget af sin mor til at gå åbent og positivt til alt, og Süheylas ord skræmmer ham ikke. Heller ikke når hun siger, at deres forhold må holdes hemmeligt, at de ikke vil kunne holde hinanden i hånden på gaden, at hun ikke kan overnatte hos ham. Og at det må forblive sådan, indtil de en dag har fået Süheylas forældres velsignelse af forholdet og er blevet gift.

Endelig bliver det Steens tur.

"Jeg er klar til alt det," siger han og forklarer, at hendes baggrund fascinerer ham. At han har lyst til at vide mere. Han fortæller om de ting, han har lært om islam i ugens løb, og gør det klart, at han godt vil kunne acceptere alle de ting, hun har sagt. Faktisk har han et forslag, der måske kan gøre tingene nemmere.

"Jeg synes, vi skal opstille den regel, at du altid kan afbryde forholdet uden varsel, hvis det bliver for problematisk i forhold til din familie. Så vil jeg ikke kontakte dig igen, medmindre du beder om det," siger Steen.

Ikke kun for Süheylas skyld, men også for at beskytte sig selv. Han ved, at han er nødt til hele tiden at være indstillet på, at det på et øjeblik kan være slut, hvis Süheylas fader kræver det.

De kysser for anden gang, da hun tager af sted. Aftenen er forløbet perfekt, synes Steen. Han har fået meget mere at vide om Süheyla, og han er blevet endnu mere sikker på, at hun er værd at satse på. Også selvom det må foregå i det skjulte.

December 2001

De sætter sig i hver sin side af toget, som de plejer. Han kan se, at Süheyla er nervøs. Særligt ved stationen i en af de større byer uden for København, hvor hendes onkel bor.

Steen bukker sig under vinduet som aftalt, så han ikke kan ses udefra. Der er ingen grund til at tage chancer.

Han læser John Grisham, hun i Eurowoman. Selvom der er halvanden times togtur til hans mor, snakker de ikke sammen, og de går ud af hver sin dør, da de endelig når frem. Steen irriteres ikke engang over det, for han har vidst lige siden deres første lange snak den fredag for to måneder siden, at det er vilkårene, hvis de skal være sammen. Der står friske fisk fra havnen, rugbrød og remoulade klar på bordet, da de når frem til Steens mor og stedfar.

Det er første gang, han introducerer en pige for sin mor, men hun tager hjerteligt imod Süheyla, som han vidste, hun ville.

Lige fra starten har hans mor støttet deres forhold, og det har altid været hende, han er gået til med sine spørgsmål og tvivl.

Og hver gang har hun givet gode råd.

Ikke som hans far. Steen ved med sig selv, at der vil gå et stykke tid, inden han introducerer Süheyla for ham. Han kan lige se ham sidde og tordne over "det fundamentalistiske islam". Om det farlige i, at de indoktrinerer unge til en voldelig kultur fyldt med regler og had til den vestlige verden.

"Jeg ved godt, at du ikke er sådan," vil han sikkert sige til Süheyla. Og Süheyla vil selvfølgelig ikke finde sig i det, og det skal hun heller ikke, og det hele ville blive akavet og forkludret.

Med hans mor er det anderledes. Hun har altid interesseret sig for andres kulturer og levevis. Hun har rejst meget og altid sagt, at hun ikke ville have noget imod, hvis en af hendes to drenge fandt en pige fra et andet land. Og som hun varter dem op og spørger til Süheylas interesser og baggrund, er hun, som Steen havde håbet.

Han kan mærke, at Süheyla er nervøs. Lidt mere stille og mindre rapkæftet end normalt, men hun klarer det fint, synes han. Det føles godt at sidde og betragte hende lidt på afstand, i hans mors hjem omkring et dansk frokostbord. Solen vælter ind gennem vinduet og kaster glans over de friske blomster og stearinlysene, der pynter på bordet.

Süheyla smiler og griner meget, så de rødbrune krøller virrer om det lille hoved. Altid positiv og livsglad trods det pres, der ligger på hende. Han ville aldrig kunne holde noget så vigtigt hemmeligt for sine forældre, og han ved, det slider på hende. Særligt tankerne om, hvordan hendes far mon vil reagere, når de en dag bliver nødt til at sige noget. Men det er stadig for tidligt.

Samtalen om bordet går godt. Hverken hans mor eller stedfar er bange for at spørge ind til Süheylas familie og deres forhold til islam. Her i tiden efter terrorangrebet mod USA den 11. september er den muslimske kultur blevet et varmt debatemne, og de spørger, hvordan det påvirker hende.

Hun svarer roligt og velovervejet. Steen kan ikke lade være med at være stolt.

De går med to minutters mellemrum mod stationen. Sætter sig skråt over for hinanden, uden at deres øjne mødes. Da de kommer til byen, hvor Süheylas onkel bor, dukker Steen sig igen.

Juli 2003

Selvom hun glæder sig til at gense Muzaffer, er Süheyla nervøs. Hun kigger op ad den flotte bygning og på altanen, hvorfra man har en fantastisk udsigt over en af Tyrkiets største og mest levende byer. Hverken Muzaffer eller hans kone er til at se.

Hun har besluttet sig for at fortælle dem om Steen. I halvandet år har de nu holdt deres kærlighed hemmelig. De ser stadig mest hinanden i forbindelse med undervisning på skolen eller hjemme hos Steen til lektielæsning – selvom det nogle gange ikke bliver til ret meget læsning. På den måde føler Süheyla ikke, at hun lyver, når hun fortæller, at hun skal læse lektier hos en fra gruppen. Det er blot en modificering af sandheden, synes hun.

Alligevel piner det hende ikke rigtigt at have nogen at fortælle om frygten for at blive opdaget. En frygt, der hele tiden gnaver i hende. Der er selvfølgelig pigerne fra fodboldklubben og hendes tyrkiske veninder, men de er enten for danske eller for muslimske til at forstå hende. Hun har brug for en fra familien, der kan sætte sig ind i hendes situation og give gode råd om, hvordan hun skal få fortalt sin far om Steen.

Muzaffer er den helt rigtige, og hun har længe haft lyst til at ringe til ham. Alligevel har hun ventet til turen til Tyrkiet med forældrene, hvor hun kan besøge ham, uden at det vækker opsigt, og fortælle ham det hele. Hun er næsten fuldstændig sikker på, at han vil bakke hende op. Men hun er nervøs for, hvad han vil sige om hendes fars reaktion, når hun fortælle ham om Steen. Ingen kender hendes far bedre end Muzaffer, så det, han vil fortælle, er formentlig også sådan, det vil komme til at ske.

Muzaffer har været en del af familien lige så længe, hun kan huske. En slags mentor for hendes far, der altid har fulgt Muzaffers ord. For Süheyla er han som en ekstra far, helt modsat hendes egen. Muzaffer havde tidligt fornemmet, at hun var anderledes end de to ældre søskende. Hun havde aldrig fundet sig i ikke at måtte deltage i skolens gymnastikundervisning som sin storesøster. Og hun fortsatte trodsigt med at spille fodbold, da hendes far forbød det. For Süheyla var et nej aldrig et nej, og hun fik altid støtte fra Muzaffer. Hver gang hun mødte ham, betroede han hende:

"Kom du bare til mig, hvis du løber ind i problemer med din far. Så skal jeg nok snakke ham til fornuft."

Muzaffer er veluddannet, bor inde i byen og er meget mere orienteret mod den vestlige kultur end hendes egen far. Han forstår hende, når hun for eksempel klager over de mange regler, hendes far vil have hende til at indordne sig under. Eller da hun var yngre og aldrig måtte gå uden for huset alene, når familien hvert år tilbragte den seks-syv uger lange sommerferie i Tyrkiet. Hun ville ud og opleve noget, se turistattraktionerne i byen, ligge på stranden.

Men det var udelukket, særligt det sidste. Hendes forældre havde aldrig været ved stranden, hvor folk lå halvnøgne og vanærede Koranen. Men Muzaffer fik alligevel overtalt hendes far til at tage afsted. Og med tiden tog også hendes mor med, behørigt på afstand af sandet og indhyllet i sit tørklæde og lange mørke klæder. Det havde været et kæmpe skridt for hendes far, og han havde skammet sig, vidste Süheyla. Men hun var efternøleren, der altid endte med at få sin vilje, og det levede hun højt på.

Muzaffer åbner døren med et kæmpe smil og åbne arme.

"Süheyla, Hos geldiniz – velkommen!"

Bag ham kommer hans kone til syne, og Süheyla får endnu et knus.

"Kom indenfor."

De sætter sig udenfor på altanen, men går hurtigt ind igen for at undgå støjen fra vejen. I den hyggelige stue snakker de om, hvordan det går. Süheyla fortæller om familien og sine studier. At hun er glad. Muzaffer lytter interesseret.

"Nå, men hvordan går det så med det andet liv, du ved? Har du en ven, som du ser?", spørger han så.

Süheyla fryser et øjeblik til is. Det er den åbning, hun har håbet ville komme, men alligevel venter hun lidt, før hun siger ja.

"Han er dansker," tilføjer hun tøvende og kigger nervøst på Muzaffer.

Han smiler. Det gør hans kone også. De går begge ivrigt i gang med at spørge ind til, hvem denne Steen er, og hvad han arbejder med.

Süheyla er ved at boble over af glæde. Hun kan høre på Muzaffers svar, at han synes, hun har valgt rigtigt. Han stoler på hendes dømmekraft.

"Men jeg har brug for din hjælp," siger hun så, igen alvorlig.

"Jeg har brug for at høre, hvordan du tror, min far vil reagere, når jeg fortæller ham om mit valg?"

Hun mærker tårerne komme. De er umulige at holde tilbage, selv om Muzaffer intet har sagt endnu, for det ene spørgsmål har fyldt hele hendes verden i så mange måneder op til nu. Frygten for, at hun en dag skal blive tvunget til at vælge mellem Steen og sin familie har næsten været ubærlig og sendt hendes humør på konstante svingture. Som da hun havde spurgt sin far om hans holdning til æresdrab, efter de i fjernsynet havde fortalt historien om en kurdisk pige, der var blevet myrdet af sin far, fordi hun så en svensk dreng. Hun var blevet fortvivlet, da faderen havde svaret, at han godt kunne forstå reaktionen. Ikke fordi hun frygtede, at han kunne finde på at gøre hende ondt, men hans ord havde bekræftet hendes bange anelser.

Muzaffer kigger lige på hende.

"Din far er en moderne hadj (dybt religiøs, muslimsk mand, der har været på pilgrimstur, red.). Og han vil acceptere dit valg. Det vil ikke være smertefrit, og du kommer til at tage nogle kampe med ham, men i sidste ende vil han acceptere det. Det er jeg sikker på."

Süheyla mærker hele sin overspændte krop synke sammen i stolen. Tårerne vælter ud af hende, mens hun rejser sig og krammer først Muzaffers kone og så Muzaffer. Hun har aldrig følt sig mere lettet og hører kun distræt efter, da de giver sig til at nævne de mange eksempler på tyrkiske piger, der har været i samme situation som hende og kommet godt ud af den.

"Sådan går det oftere og oftere, og det ved din far også godt. Det skal nok gå," forsikrer Muzaffer hende.

Süheyla tror ham, og hun får en ro i kroppen, hun ikke har haft i lang tid. Hun er endnu en gang blevet bestyrket i, at Steen er den rigtige for hende. Men hun ved også, at det ikke bliver let. Hendes far er måske nok moderne i forhold til så mange andre tyrkere, men han er stadig en dybt religiøs mand fra et traditionelt bondesamfund. Og selv om han skulle være i stand til at acceptere deres kærlighed, kan frygten for at tabe ansigt blandt hans tyrkiske omgangskreds stadig afholde ham fra at give sin velsignelse.

Muzaffers ord er skridt i den rigtige retning. Men den sidste og sværeste del af vejen ligger stadig forude, ved hun.

*Hver dag mellem jul og nytår bringer Kristeligt Dagblad et nyt afsnit i serien om Steen og Süheylas hemmelige kærlighed. Artikelserien blev produceret og bragt første gang i 2005. Dengang blev serien også udgivet som e-bog.