Kærligheden er sat på standby

EFTER KRISEN: Efter to skilsmisser på fem år har Bo Green Jensen gjort den erfaring, at det er svært at få parforhold til at fungere. Selvfølgelig er det en krise at blive skilt, men der er også noget frigørende i at opdage, at man kan klare sig, siger den 51-årige forfatter og film- og litteraturanmelder, der er far til to piger

Bo Green Jensen har ikke tænkt sig at lave om på sin tilværelse. Efter to skilsmisser fungerer tingene igen, som de skal. – Jeg har fået en rutine, der fungerer. Så jeg rokker ikke ved båden, siger han. –
Bo Green Jensen har ikke tænkt sig at lave om på sin tilværelse. Efter to skilsmisser fungerer tingene igen, som de skal. – Jeg har fået en rutine, der fungerer. Så jeg rokker ikke ved båden, siger han. –. Foto: Peter Kristensen.

Bo Green Jensen har i løbet af fem år været igennem to skilsmisser. Første gang var i 2000, hvor han blev skilt fra Lili efter 24 års ægteskab. Anden gang var i 2005, hvor ægteskabet med Marianne gik i stykker efter tre år.

Selvfølgelig er det en krise at blive skilt. Især første gang. Det må det i sagens natur være, for vi havde kendt hinanden, siden jeg gik i 2.g. Vi havde virkelig været unge sammen og boet sammen i nogle år, inden vi blev gift. Vi havde det rigtig godt i mange år og havde prøvet mange ting sammen, så derfor var det som at få sit liv revet over. Man skal til at tænke alting forfra. Man må finde på noget.

Men der er også noget frigørende i at opdage, at man kan og at blive selvstændig. Meget frigørende faktisk. Det kan sikkert også drives for vidt, for intet menneske er en ø, sagde den engelske renæssancedigter John Donne. Det vil man ikke stræbe efter, man vil gerne røre andre, siger Bo Green Jensen.

Rækkehuset på Frederiksberg er tapetseret med kultur. Det begynder i entreen, hvor gamle vinylplader i deres cover står opmarcheret fra gulv til loft. Det fortsætter i stuen med ditto bøger og filmkassetter og ind i spisestuen med flere film og filmlitteratur på den ene væg og cder på den anden. Og videre tre etager op med værelser fyldt med bøger, deriblandt krimirummet. Her er Truffauts samlede værker og Matador, Velvet Underground og Hemli Helikopter, Doris Lessing og Anders Bodelsen.

Ikke fordi her ikke er rent og ryddeligt, men her må da bo en rigtig ungkarlenørd. Men så er der også de små hylder med pigenips. Den lille lyserøde stol med dukker i bunker. Og Laura med det lange, lyse hår og store sølvøreringe, der svæver rundt i stuerne i al sin 16-årige ynde.

Den 51-årige Bo Green Jensen, som er i sort T-shirt og sorte jeans og ryger Camel, er cand.phil. i engelsk, forfatter, oversætter, digter og film-, musik- og litteraturskribent. En passioneret anmelder, der tilbringer det meste af sit arbejdsliv i mørke biografsale og ved computeren. Men han er også fuldtidsfar til Laura, som blev boende hos ham, da han blev skilt fra hendes mor, Lili. Og weekendfar for Rose på fire år, som han fik sammen med hustru nummer to, Marianne.

Hvordan tilværelsen former sig i småt og stort for Bo Green Jensen som alenefar, har læserne kunnet følge i hans personlige og indimellem hudløse klummer i en årrække i Weekendavisen. Sidst handlede det om samvittighed, den dårlige af slagsen, som man som far kan få, når ens lille datter er kommet til skade, mens man sidder langt væk i Filmens Hus i Oslo og voterer om, hvilken af årets 10 kandidater, der skal modtage Nordisk Råds Filmpris. Og om hvordan han følte, at pædagogerne hilste syrligt, da han hentede Rose i børnehaven. Endelig viser han lidt interesse.

Jeg kom hjem søndag aften og ventede med at ringe til Rose mandag. Det forstærkede det lidt. Det er jo hendes mor, der normalt henter. Jeg gør det om fredagen, men ellers er jeg rimeligt fraværende. Når Rose er her i weekenden, er det jo meget hende, det handler om. Derfor er hun også glad for at komme. En gang imellem ringer hun og siger: Må jeg ikke komme over til dig, far? og så får jeg mere dårlig samvittighed. Det er meget anderledes med Laura. Hun var otte år og gik i 3. klasse, da jeg blev alene med hende. Hun var for lille til at gå alene i skole, så jeg fulgte hende. Det var en god ting, men ikke noget, jeg var vant til, siger Bo Green Jensen.

Det var i den periode, han begyndte at skrive sine klummer om hverdagen, fordi den fyldte så meget med alle sine praktiske gøremål.

Klummerne var et sted, hvor man kan sige, at jeg bearbejdede det, der skete, og reflekterede over tilværelsen for alle og for mig specielt. Ikke fordi jeg tror, at det er specielt, fordi det skete for mig, men fordi jeg tror, at jeg er rimelig repræsentativ for den midaldrende danske far. Jeg har da også fået mange reaktioner fra mænd, der skriver, at de selv er i noget, der ligner, blandt andet i forhold til at have en teenagedatter.

Tilbage i min ungdom havde jeg et alkoholproblem. Jeg forsøgte at holde op med at drikke midt i 1980erne, og siden den 4. november 1989 har jeg ikke drukket. Tanken bag AAs alkoholafvænning er, at du skal erkende, at du har et problem. Det har jeg aldrig haft noget problem med. Meget af den lyrik, jeg skrev i 1980erne, kredsede om misbrug, så det at sætte ord på tingene har jeg aldrig haft svært ved.

I virkeligheden findes objektivitet ikke, men når jeg skriver mine andre ting, tilstræber jeg objektivitet. Når jeg sidder og bedømmer film, som jeg også har skrevet bøger om, holder jeg alt det personlige og private ude. Men så er klummerne et sted, hvor jeg kan bruge det. Jeg har skrevet skønlitteratur og digte, hvor jeg trækker på det samme. Men her er jeg nødt til at skrive tilgængeligt og på mål, og fordi klummen er så let en genre, prøver jeg på at sige noget tungt i en let form. Det har været øvelsen. Mange synes, at jeg er reserveret, så de klummer viser også en anden side af mig.

Det første år fik han ægteskabstilbud fra kvinder, der enten var imponeret over, hvor fint den enlige far klarede opgaven, eller som syntes, det var synd for ham og gerne ville tilbyde deres assistance, fortæller Bo Green Jensen og ser genert ud, inden han fortsætter:

Det var mine kone, der ville noget andet. Hun gik til selvudviklingskurser, og der var ting, hun ville prøve, dels med andre mænd, dels med et lille firma. Jeg kunne langt hen ad vejen sætte mig ind i det, men til sidst gik det ikke mere. Vi havde gennem årenes løb fået faste rutiner med hensyn til, hvem der gjorde hvad. Nu skulle jeg selv gøre alle de ting, samtidig med at jeg havde forskellige ansættelsesforhold, jeg også skulle passe, og det var svært. Samtidig kunne jeg se, at jeg ikke havde noget valg, de ting skulle ordnes, og vi havde det faktisk rigtig sjovt, Laura og jeg.

Der var nogle år, hvor jeg ikke lavede andet end at være far og passe mit arbejde. Jeg har altid ment, at deadlines var vigtige, så jeg så de film, jeg skulle, og lavede så alt skrivearbejdet om onsdagen, hvor Laura var hos en veninde, eller min mor kom og passede hende. Transport, rengøring, madlavning og tøjvask var ikke specielt hårdt, der var bare meget af det og hele tiden. I begyndelsen prøvede jeg at arbejde, som jeg plejede, hvilket betød, at jeg ikke sov ret meget. Skulle jeg have et liv ved siden af, måtte jeg skrive om natten.

Alt i alt var det at være far på fuldtid grunden til, at Laura blev midtpunkt i mit liv og gjorde, at jeg ikke kom ud i en alvorlig krise efter skilsmissen. Jeg ved ikke, om det vil hjælpe andre, men for mig var det at prøve at arbejde videre og komme igennem. At høre musik og læse bøger er også en måde at komme over det på at have et åndsliv. Jeg har altid brugt kultur til at se på, hvordan det hang sammen med mit eget liv. I denne her forbindelse har jeg blandt andet brugt Leonard Cohens musik og bøger. På hans plade Recent Songs er der blandt andet en sang, My Gypsy Wife, der handler om at sidde og vente på, at ens mage kommer hjem.

Det første år efter skilsmissen var hårdt, derefter gik det godt. Og så tænkte jeg, at jeg kunne indlede et nyt forhold, siger han med et skævt smil.

Men Marianne og jeg havde forskellige forventninger til at være familie. I mit første ægteskab tror jeg, at vi blev ved for længe for at få det til at fungere. I det andet ville jeg nok for hurtigt ud af det igen, også for børnenes skyld, fordi det var hårdt for dem at høre på, at vi skændtes. Da det gik skævt, gjorde vi en del for at redde det. Vi var hos en parterapeut, der sagde, at vi definerede os selv alt for meget i forhold til vores børn, hvilket nok var rigtigt. Da jeg mødte hende, var hun enlig med to børn. Det er min eneste erfaring med etableret terapi. Jeg syntes, at det, som terapeuten sagde, var almindeligheder. Men jeg tror, at terapi kan være udmærket, især hvis man er interesseret i at blive hjulpet.

To skilsmisser på fem år har du oplevet det som et nederlag?

Jeg oplevede især det første ægteskab, som vi virkelig kæmpede for at holde sammen på, som et nederlag. Ikke så meget med det andet, fordi vi var lige gode om det, både at vi ville giftes, og at vi ikke ville give os. Men så er der alt det praktiske. Mit bo er blevet delt to gange. Jeg blev reetableret efter den første bodeling, men nu har jeg et surrealistisk forhold til økonomi. Jeg tjener mange penge, men så vil skattevæsenet have 100.000 kroner, og så må de have det, samtidig med at jeg betaler til ægtefæller og børn. Derfor bruger jeg i dag pengene, når jeg har dem. Men jeg skylder ikke noget.

Når det når dertil, at den ene har en advokat, og den anden har en advokat, kan man næsten ikke undgå at blive uvenner. For mig har det været på en pervers måde, at jeg ikke ville dele bøger og plader og hellere har villet betale end at dele løsøret. Men det med økonomi er ikke det, man husker, når det hele er overstået. Det er ikke det, man tager med sig, men mere, hvad man har haft af relationer, gode og dårlige oplevelser og følelser ikke penge.

Hvilke erfaringer har du gjort med parforhold?

At det er svært at få det til at fungere. Især hvis man i min alder begynder forfra og skal til at lære en at kende. Man skal virkelig arbejde på det for at få det til at fungere. Men jeg ser også ofte, at når nogen bliver skilt, fordi de har fundet en anden, ender de med at blive skilt igen. Det er meget sjældent den store forløsende kærlighed, fordi det ender i rutiner og problemer. Når man er barn og ser på de voksne, tænker man, at de ved, hvordan tingene fungerer. Og på et eller andet tidspunkt, når man bliver voksen, vil der komme et klik, og man har tjek på det. Det klik kommer aldrig. Man bliver ældre, men mere forvirret hen ad vejen over kønnets undren.

I mit andet ægteskab var der tilbageerobrede friheder, jeg ikke ville give slip på. For eksempel at holde op med at ryge. Det kunne jeg ikke se, at jeg skulle. Der var små prosaiske ting og mere dybe problemer. Og hvis jeg vil have det liv, jeg har, med kultur, hvor det ofte er svært at trække grænsen, er det nok svært at forene med et familieliv. Vi var enormt glade for hinanden, men så kom der brændt barn over det.

Mit forhold i dag til mine ekskoner er, at de er mine døtres mødre. Der kan komme en stor familiefølelse over det, og det synes jeg er okay. Vi spiser sammen, og Lauras mor og jeg går til forældremøder sammen. Og børnene og jeg har det rigtig godt. Vi ser film og spiller spil. Laura, som på mange måder er på vej væk og ved at blive voksen og har sit liv med sine veninder, er meget hjemme, når Rose er her. Jeg har reflekteret over, at når nogen har deres børn i weekenden, synes de, at de skal i biografen og på udstillinger. Men min erfaring er, at børn hellere vil være sammen med dig. Og når Rose er her, ser vi alle de børnefilm, som jeg også så med Laura. For tiden er det Mary Poppins. Og så går vi ture og køber ind. Rose går med den lille indkøbsvogn, og så køber vi stort ind til hele weekenden. Nogle gange er hendes søster fra Mariannes tidligere forhold her også. Så ligger vi alle sammen og sover på en stor madras, som vi kalder for Den blå tømmerflåde, og det synes vi er sjovt.

Hvad med kærligheden?

Jeg kan enormt godt lide kvinder, og jeg taler bedst med kvinder. Men jeg har ikke tænkt mig at indlede nye forhold foreløbig. Jeg har også svært ved at se, hvordan det skulle foregå med børn i weekenden. Selvom jeg ikke synes, at det var et nederlag, da ægteskab nummer to gik i stykker, var det en enorm frustrerende og desillusionerende oplevelse. Nu har jeg fået tingene op at køre igen og har fået en rutine, der fungerer. Så jeg rokker ikke ved båden.

Livseksperimenter som at blive gift igen, skifte job eller flytte på landet har jeg ikke tænkt på. Jeg har det godt med at lave det, jeg gør. Men den der store generationsroman, jeg gerne vil skrive, fortoner sig mere og mere. Og kærligheden er sat på standby.

remar@kristeligt-dagblad.dk