Intet nyt var den lakoniske meddelelse fra nyhedsredaktionen på en af de store tv-kanaler, da den nye rapport fra regeringens psykiatriudvalg forelå for kort tid siden. Og uden noget nyt, ingen grund til at dække begivenheden.
Måske en hård dom, for der foreligger mange små og store godbidder, når man sætter sig for at læse de knap 300 trykte sider i rapporten plus det store bilagsmateriale. Og bare det at have nået helskindet igennem udvalgsprocessen har været en bedrift i sig selv for de involverede patienter, pårørende, læger, embedsfolk og finansministerielle regnedrenge, der skulle formå at finde en mindste fællesnævner for fremtidens psykiatri.
LÆS OGSÅ: Rigtig syg eller bare diagnosticeret som syg?
Så det gode først: Der skal ikke længere være forskel på at have en psykisk og en somatisk lidelse. For eksempel skal der også indføres ventetidsgarantier i psykiatrien. Helt rigtigt. Vi hænger desværre fortsat fast i Descartes flere hundrede år gamle opdeling mellem krop og sjæl. Og med en uheldig fordeling, så kroppens sygdomme har en langt større status i samfundet end sindets. Psykiatrien slås stadig med underprioritering, stigmatisering og overdødelighed. Men krop og sjæl hører sammen. Har man ondt i livet, får man også ondt i kroppen og omvendt: Har man kropslige smerter og skavanker, sætter det sig sjælelige spor.
Selve rapportens overskrift, En moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med psykisk lidelse, er værd at bemærke. Selvom det modsatte er svært at forestille sig en umoderne, lukket og ekskluderende indsats så sender det et meget godt og klart signal om, at der nu skal gøres endeligt op med dele af den psykiatriske kultur. En ledelsesmæssig pejlepind om, hvor vægten af den fremtidige uddannelse og dannelse bør ligge. Det handler om holdninger, som i høj grad kan stimuleres ved en god ledelsesmæssig indsats, men også om, at der skal sættes tid og kræfter af til, at personalet trækker i samme retning.
Men det leder videre til skandalen: Der er ikke afsat resourcer til de mange gode intentioner om ligeværdighed! Dermed går rapporten stik imod sig selv og laver et højst uheldigt selvmål ved i den grad at gøre forskel på somatik og psykiatri.
For hvem kan forestille sig, at Kræftens Bekæmpelse ville stille sig tilfreds med pæne ord om, at det er synd, at kræftpatienter har en voldsom overdødelighed? Eller at vi nu skal til at fokusere på måden, vi taler om kræft på, mens efterbehandlingen i kommunerne smuldrer på grund af økonomiske stramninger? Nej, hvis man vil kræftoverdødeligheden til livs og give efterbehandlingen et løft, så kræves der penge til strålekanoner, pakkeforløb og screeningsprogrammer. Og det får de.
Når psykiatriske patienter herefter bliver spist af med, at der ikke er flere penge i statskassen til at gøre godt med, gør sundhedsministeren sig skyldig i netop det, hun ville gøre op med: en gigantisk forskelsbehandling mellem psykiatriske og somatiske patienter.
Vi har nu i et år hørt om den kommende psykiatrirapport, og tiltrængte forbedringer på området er sat i venteposition. Hvis ikke der snart kommer handling bag ordene (læs tildeles ressourcer), så må udvalget udnævnes til årets største syltekrukke.