Livets tilfældige møder

Siden Helle Nyberg blev født for 57 år siden, har hun boet i en lang række lande, været billedkunstner og både protestant og ateist. I dag lever hun på en italiensk præstegård, hvor hun hjælper præsten om dagen og skriver bøger om natten. For tiden er den forholdsvis ukendte kunstner med den alsidige baggrund i Danmark for at præsentere sig bog, en samling fortællinger med titlen »Uberørt af menneskehånd«. Det er ikke så ofte, at Helle Nyberg forlader den lille landsby nær Pisa i det nordøstlige Italien, hvor hun bor. For der er hun en uundværlig husbestyrer for en katolsk præst, hvis døre døgnet rundt står åbne for flygtninge, der passerer forbi, samtidig med at han passer sine 4000 sognebørn. Helle Nyberg gør dog alle fordomme om en »husbestyrer« som en ældre, velpolstret dame til skamme. - Halvdelen af min tilværelse er livet på præstegården. Den anden halvdel er litteraturen, siger en ungdommelig og veloplagt Helle Nyberg, der under interviewet helst taler om sine bøger, nyudgivelsen samt to digtsamlinger og romanen »Io« fra 1995. Kosmopolitisk familie Helle Nybergs værker afspejler meget af hendes eget liv, fyldt med historier og tilfældige møder. Mødet mellem fremmede kulturer - både i Danmark og Italien - er det gennemgående tema i den nye roman, »Uberørt af menneskehånd«, men også kendetegnende for Helle Nybergs tilværelse. - Min familie var meget kosmopolitisk. Der kom mange amerikanere i vores hjem, min mor havde jødiske rødder og min tante var eskimo, fortæller Helle Nyberg om sin opvækst i København. Men forfatteren lægger vægt på, at det ikke kun er menneskers nationalitet og religion, der er afgørende for, om de forstår hinanden. I »Uberørt af menneskehånd« handler to af de fem fortællinger om kulturkløften mellem danskere fra land og by. I bogens titelhistorie beskriver Helle Nyberg skolegangen på en udflytterskole i den kolde krigs tid. Og selv om ingen af hendes bøger er direkte selvbiografiske, fortæller Helle Nyberg, at hovedpersonen i den historie minder meget om hende selv, da hun gik i skole i et småborgerligt miljø, hvor alt gik ud på at hage sig fast i normerne: - Dengang oplevede jeg for første gang dét, jeg følte som et dybt svælg mellem mig og mine omgivelser, siger Helle Nyberg, der i dag føler, at hun har fundet sit rette element i Italien. Italiensk intuition - Italienerne lever ud fra intuition. Det befinder jeg mig godt med, men man kan også sige, at det ligger tæt på kunstens væsen. Jeg handler fra situation til situation. Det passer godt med den italienske spontanitet: Vi handler med det forhåndenværende. Mangler der tre taster i orglet, så spiller vi bare melodien på de toner, som er tilbage, fortæller Helle Nyberg og tilføjer med et smil, at orglet i hendes sogn altså ikke mangler nogle taster. Netop forskellen mellem den kontrollerede nordeuropæiske levevis og den intuitive italienske, er også rammen om en af historierne i Helle Nybergs nye bog, hvor en regelbevidst nordeuropæisk kvinde møder en spontan italiener. For Helle Nyberg er det mange år siden, hun første gang oplevede den italienske ånd. Ved at fortælle om landets arkitektur inspirerede hendes far - der var arkitekt - Helle Nyberg til at rejse til Italien, da hun var 26 år. - Det var også lidt tilfældigt, for det var den billigste rejse, jeg kunne få, husker forfatteren, der som ung ville være maler og blev uddannet på Kunstakademiet. Først som 42-årig debuterede hun som forfatter, og har siden fået megen positiv kritik for sine bøger, der har fortællestil, som er inspireret af maleriet: sprudlende af billeder og fuld af dybde. Lyden af en skrivemaskine Siden sit første besøg på den italienske støvle har Helle Nyberg udforsket næsten hele landet, afbrudt af ophold andre steder, såsom Island, Frankrig og det tidligere Jugoslavien. I 1987 bosatte hun sig fast i Italien. Hvordan hun endte på præstegården som husbestyrer for den katolske præst Don Nino, forklarer hun kort og en smule kryptisk med, at de i en periode var genboer, og at hun en dag hørte lyden af en skrivemaskine inde fra præstegården. Den for en forfatter så genkendelige lyd lagde grunden til et langt venskab. I dag giver livet som Don Ninos husholderske Helle Nyberg både den ro og det modspil, som hun behøver for at kunne skrive. - Jeg har en meget stærk indre virkelighed, som gør, at jeg må leve et tilsvarende ydre liv. Trykket må være lige stort ude- og indefra, mener forfatteren. Når man hører Helle Nybergs fortællinger, er der ingen tvivl om, at hun er fuld af liv, oplevelser og stærke følelser. I sin talestrøm afspores hun let, for der er så meget at sige, og stemmen stiger og sænker sig i takt med følelsesudbruddene. Personligheden kommer kraftigt til udtryk gennem forfattergerningen. I de perioder, hvor Helle Nyberg er ved at lægge sidste hånd på en bog, er hun fuldstændig fortabt for omverdenen. - Som regel arbejder jeg om natten og om morgenen. Men der er også dage, hvor jeg skriver i døgndrift, især hen mod afslutningen af et værk. Jeg spiser ikke noget, og jeg sover meget, meget lidt. Jeg bliver helt utilgængelig og glemmer de normale menneskelige behov. Præsten, Don Nino, ved det. I de perioder er han med til at beskytte mig. Nogle gange kommer han ind om natten og spørger, om jeg ikke skal have noget at spise. Og i sognet, hvor jeg bor, er folk også meget, meget søde til at respektere, at jeg er ved at gøre noget færdigt, fortæller Helle Nyberg, som ikke var meget for at forlade præstegården netop nu, hvor Don Nino har travlt med 1600 husbesøg op til påsken. Sigøjnere og flygtninge Arbejdet på præstegården tager meget tid, og der er ingen faste arbejdstider. Helle Nyberg er både med til at tage sig af fattige sigøjnerfamilier i området og de flygtninge - for tiden fra Kosovo - som banker på Don Ninos dør. - Man kan virkelig måle vigtigheden af, hvad man gør, når man hele tiden møder mennesker, som mangler alt. Og i modsætning til kommunekontoret, så har vi ingen lukketider, siger Helle Nyberg og forklarer, at det ikke er et problem for hende at adskille sin hverdag på præstegården med livet som forfatter. - Jeg har det fantastiske held, at al kommunikation foregår på italiensk, og jeg skriver jo på dansk. Så på dansk er jeg digteren, og på italiensk er jeg det velfungerende, praktiske menneske. Selv om jeg sidder og skriver, kan jeg fuldstændig automatisk slå fra, når nogen ringer og på italiensk vil vide, hvornår der er messe, fortæller hun og tænder interviewets tredje cigaret. Helle Nyberg deltager selv i alle Don Ninos messer og er fast oplæser af Det Gamle Testamente, Salmerne og Paulus' breve. Men hun har ikke altid været katolik, endsige kristen. - Jeg har ikke opsøgt Gud. Tværtimod. Jeg var ateist i mange år. Men nu føler jeg Guds nærhed. Jeg er ikke alene, siger Helle Nyberg, der konverterede til katolicismen i 1988 samtidig med sin søn, der er uddannet teolog og jurist i Danmark. - Der er en mærkelig tradition i vores familie for, at vi har valgt forskellige retninger, men vi har allesammen været meget målbevidste i vores stillingtagen. Jeg har en søster, som har boet på et hinduistisk kloster i Sverige i 23 år. Selv blev jeg gift ind i folkekirken, men det varede ikke. For mig var grundtvigianere mennesker, som sad inde i en stue bag ved vinduer, man ikke kunne kigge ind igennem. Og som jeg ikke havde nogen forbindelse med, fortæller Helle Nyberg og tilføjer, at hun holder meget af Grundtvigs salmer, som også bruges i den katolske kirke i Danmark. Mærkelige møder Da Helle Nyberg skal forklare, hvorfor hun blev katolik, beskriver hun sit livs mange, tilfældige møder. For i de mange år, hun rejste rundt og boede forskellige steder i Europa, mødte hun mange katolikker. - Overalt hvor jeg har været, har jeg haft nogle meget mærkelige møder med nonner og patere. På et meget trist tidspunkt af min tilværelse, hvor jeg som 23-årig fægtede rundt i Europa, mødte jeg en nonne i toget, som sagde »du får et meget, meget usædvanligt liv, du skal ikke være ked af det nu, fordi din tilværelse har sikkert været meget tung, men den vil gå mod en stadig større lethed«. Den slags er ellers ikke noget, jeg lægger så meget vægt på, men jeg har selvfølgelig husket det senere hen, fortæller Helle Nyberg indlevende om et af møderne. - Jeg har haft det held at møde mennesker på de rigtige tidspunkter. Det er meget, meget vigtigt, at man møder de rette mennesker på de rette tidspunkter. Og at man er åben i mødet og forstår at slå til. - Jeg tror, at livets egentlige kerne er kosmos og ikke kaos. Jo længere jeg lever, jo mere synes jeg, at jeg kan se en bagvedliggende orden, som får tingene til at falde på plads. Enten er det fordi min livsforståelse er blevet meget større, eller også er det fordi jeg er blevet bedre til at opdage den større sammenhæng. Men jeg tror ikke, at man kan udelukke tilfældigheden. Det ville da også være frygteligt! Jeg tror ikke, at det hele ligger tilrettelagt på forhånd, tilfældigheden hører jo også sammen med, at vi har den frie vilje. Men man kan sige, at et menneske, som er åndeligt koncentreret, vil finde dét, vedkommende kan bruge, og resten vil gå det forbi, siger Helle Nyberg med en hastighed og et engagement, der beviser hendes italienske tilhørsforhold. Fra i dag til i morgen Selv om Helle Nyberg sætter det intuitive højt og - som hun siger - »lever fra dag til i morgen«, har hun gjort sig nogle tanker om fremtiden. - En eller anden langtrækkende plan har jeg da. Jeg regner med at blive, hvor jeg er nu. Men Don Nino kan jo blive sendt et andet sted hen. I øjeblikket er der så få katolske præster, at de er nødt til hele tiden at være klar til at flytte. Hvis han bliver flyttet, så følger jeg ham. Efterhånden har vi arbejdet så meget sammen, at jeg føler mig knyttet til ham, som var han min bror, fortæller Helle Nyberg, der også rent økonomisk er afhængig af sit arbejde i præstegården, der giver hende kost og logi. Derudover får hun sin tilværelse til at hænge sammen med støtte fra Statens Kunstfond. - Uden Kunstfonden ville jeg slet ikke kunne klare mig. Jeg har jo telefon og computer og rejser indimellem til Danmark, siger Helle Nyberg og tilføjer med dæmpet stemme, som var det en hemmelighed, at Don Nino lægger 20 kroner til side til hende hver dag, hvis hun skulle komme i den situation, at han døde. - Jeg har jo ikke noget sted udover præstegården, siger forfatteren, der stadig har masser historier, hun gerne vil skrive. - Jeg tager, hvad jeg kan bruge fra mit liv - noget, som jeg kender, eller til dels kender. Mit liv som kunstner har ingen øverste myndighed. Troen kan ikke få indflydelse på kunstneren. Kunstneren er anarkist. Men der er ingen tvivl om, at respekten for skabelsesmiraklet og verdens fantastiske beskaffenhed gør, at en kunstner befinder sig i et meget, meget stort rum. Du erkender, at noget er så meget større, end du er. - Men det er værd at holde sig for øje, at vi ikke kan bevise, at Gud er til, og det er netop det meget store i troen. I dag er det jo en konformitet at være ikke-kristen. Kristendom forpligter jo, siger Helle Nyberg, som mener, at Danmark er blevet et alt for materialistisk land og i den proces har mistet »menneskeånden«, som hun kalder den åndelige side af tilværelsen. - Uden menneskeånden låser vi os selv fast. Jeg får en nærmest klaustrofobisk fornemmelse, når jeg læser danske aviser, siger Helle Nyberg, som synes, at hun i den italienske kultur har fundet en mere åben verden - både åndeligt og materielt. Jeg tror, at livets egentlige kerne er kosmos og ikke kaos. Jo længere jeg lever, jo mere synes jeg, at jeg kan se en bagvedliggende orden, som får tingene til at falde på plads. Jeg har ikke opsøgt Gud. Tværtimod. Jeg var ateist i mange år. Men nu føler jeg Guds nærhed. Jeg er ikke alene.