Langfredag og lidelsen har fået alt for megen vægt i kirken. Det mener teologen, forfatteren og tidligere sognepræst ved Københavns Domkirke Johannes Værge.
Det er en af de konklusioner, han er kommet til, efter han har tilbragt megen tid i selskab med nogle af oldkirkens største teologer i arbejdsværelset i lejligheden i Hellerup ved København.
I forbindelse med et nyt bogprojekt ønsker han at gå bag om dogmatikken i folkekirken ved at genlæse nogle af de oldkirkelige teologer, som har været prægende for teologien frem til i dag.
"I den vesterlandske teologi er langfredag kommet til at stå med en særlig vægt, og man ser korsfæstelsen som det store betalingstidspunkt, hvor Jesus sætter sit liv til for at formilde Gud og dermed gøre godt, hvad mennesket har lavet af ondt," siger han.
LÆS OGSÅ: Gak under Jesu kors at stå
Den første teologi i den latinske del af kirken er skrevet af Tertullian, der levede fra cirka 160 til 225.
Han var oprindeligt uddannet jurist og formede det begrebsapparat, der kom til at præge den vestlige kirke, som også den danske folkekirke hører til.
At den klassiske dogmatik er formuleret af en jurist, har ifølge Johannes Værge sat sig spor i blandt andet en juridicering af spørgsmålet om synd og tilgivelse. Tertullian skilte sig ud fra andre teologer i oldkirken.
Her har Johannes Værge særligt beskæftiget sig med Irenæus, som levede fra omkring 130 til 200 og var biskop i det, som i dag er Lyon i Frankrig. I lyset af Irenæus får langfredag og spørgsmålet om synd og tilgivelse en anden udlægning. Det er den tolkning, som har præget ortodoks kristendom.
"I den del af oldkirken, som ikke var præget af Tertullian, indgår langfredag som et punkt i hele påskedramaet. Der er ikke dette fokus på skyld omkring langfredag, som vi kender i vores del af kirken, men langfredag og hele påsken handler om livets kræfter over for dødens kræfter. Langfredag indgår i Guds velgerninger mod mennesket. Jesu død på korset er et led i virkeliggørelsen af det, som er meningen med det hele: opstandelsen påskemorgen. Langfredag skal bane vej for det, som er livets triumf. Derfor er påsken i østkirken også helt domineret af jubelen over livets sejr," siger Johannes Værge.
Johannes Værge skrev for to år siden den anmelderroste teologiske bog "Efter livet. En bog om det evige liv", og siden udgivelsen har han holdt mange foredrag om opstandelse, dom og evigt liv. I samtalerne med folk efter foredragene er det blevet klart for Værge, at mange mennesker er udfordret af, hvordan de skal forstå spørgsmålet om synd og tilgivelse.
"Det er noget meget personligt og noget, folk ofte er vældigt intense omkring. Jeg har mødt mange, som fortæller, hvordan de har måttet gøre op med en opvækst i forsnævrede, religiøse miljøer, hvor følelsen af skyld har ligget som en dyne over dem i en grad, så de har følt sig fordømt," siger han og fortsætter:
"Vi har generelt lettere ved at forstå os selv som syndere end tilgivne. Det er også langt nemmere at skildre Helvede end Paradis, for det er, som om det lidelsesfulde appellerer til et eller andet i os, så vi nemt ser det for os og tager det på os."
Når man tumler med spørgsmålene om synd og tilgivelse, gør det en stor forskel, om det er Tertullian eller Irenæus, som danner fortegn, mener Værge.
"Med Tertullian bliver menneskets syndighed en slags forbrydelse, fordi han tænker juridisk. Teologien bliver så at sige juridisk. Hos Irenæus og i den tradition, han repræsenterer, er menneskets syndighed snarere en skade, som er sket. En forbrydelse skal straffes, men en skade skal helbredes. Psykologisk er der en stor forskel i, hvordan man opfatter sig selv: Det kan være ret tyngende at få prædikatet forbryder hæftet på sig. Er man en synder, fordi noget er beskadiget, så kan man handle og rette op på skaden. Set med Irenæus' øjne har mennesket et potentiale og muligheder for at vokse ved at leve med Kristus for øje."
Morgen- og aftenbønnerne i den nye udgave af Den Danske Salmebog er skrevet af Johannes Værge. I flere af bønnerne er det et tema, at man skal bekende sin synd. Og uanset om man ser på teologien med Irenæus eller Tertullian som fortegn, så mener Værge, at bekendelsen af synd er en vigtig dimension af det kristne liv.
"Vi har brug for at erkende vores mangelfuldhed, men selvom man oplever sig som værende ufuldkommen, betyder det ikke, at ens liv er kassabelt. Jeg ved fra samtaler med mennesker, at mange har meget høje idealer om deres liv og tynges af ikke at kunne leve op til de mål, som de sætter sig. Ved at have Kristus for øje, får man en ny chance, når man kommer til kort. Selvom vi fejler, så vil der komme nye muligheder til os."
At bekende sin mangelfuldhed over for Gud er, ifølge Værge, også et godt værn mod en tendens i tiden, hvor man tror, man skal være hinandens guder.
"Vi lever i en tid, hvor det at tro på sig selv bliver understreget gang på gang. En årsag til mange problemer i parforhold er, at vi tror, vi kan være Gud for hinanden, men det ender nemt med, at man bliver hinandens djævle. At være menneske er at være betroet en masse muligheder, men også at være underlagt begrænsninger. Troen på Kristus skal få os til at se balancen mellem vores begrænsninger og samtidig have blik for de store muligheder, som ligger i at være menneske og være en del af Guds store husholdning."